Sådan bliver Bordeaux 2020 årgangen – højre bred

 

Artiklen er lavet i samarbejde med Danmarks vinmagasin DinVinGuide og SpritNyt.com - klik her for at læse mere.

DinVinGuide vurderer som nogle af de første den nye årgang 2020 fra Bordeaux.

Den store Bordeaux primeur uge foregik i slutningen af april, hvor den nye årgang blev præsenteret for indkøbere og pressen for første gang. I år i et noget mindre format end tidligere grundet Covid-19. DinVinGuide deltog som en af de få fra den internationale presse. Slottene, som er med i Grand Crus de Bordeaux, vælger selv, om de vil deltage med fadprøver til smagningen. Det gør de fleste, mens især 1. og 2. cru slottene foretrækker, at man besøger dem og har smagningen hos dem. Ud over UGCB smagningen deltog vi også i Cru Bourgeois samt smagningen af de godt 130 vingårde fra sammenslutningen Grand Cercle des Vins du Bordeaux. Alt i alt blev omkring 500 vine smagt og vurderet.

Og det ser ud til de gode årgange ingen ende har. 2020 er en rigtigt stabil, god årgang, som i min optik godt kan minde lidt om 2018, men måske endda en tand bedre og definitivt bedre end 2017. Synes ikke helt den når 2016, men det er tæt på.

 

Året, der gik

Det startede ud med en mild men meget regnfuld vinter. Der faldt næsten 50% mere nedbør end normalt, og vandreserverne blev opbygget. Foråret var mildt, og største udfordringer var Covid-19 lockdown, som betød, at det var sværere at finde arbejdere til markarbejdet. Knopskydningen startede for mange allerede midt i marts, og det var et varmt og tørt forår. Maj og juni var forholdsvist varme og regnfulde måneder, hvilket betød, at man kæmpede lidt med meldug flere steder. Blomstringen skete i slutningen af maj, to uger før normalen.

Der faldt stort set ingen regn fra midten af juni til midten af august, og kun de fyldte vandreserver gjorde, at vinplanterne ikke lukkede ned. Men solen var stærk, og flere kæmpede med solbrændte druer. Men temperaturerne var ikke så høje som normalt, hvilket var godt for modningen. Fra midten af august så man faldende temperaturer og regn, hvilket var perfekt for den sidste del af modningen før høsten. Kølige temperaturer om natten betød dog en længere modning og også, at syren blev bevaret i druerne.

 

Høsten

I slutningen af august begyndte høsten af de grønne druer i Graves og Pessac-Léognan og sluttede i midten af september med sémillon. Druerne havde en flot modning og bevarede syren grundet de køligere nætter, omend den ikke nåede samme niveau som f.eks. i 2017.

De røde druer begyndte man så småt at høste i slutningen af august, og hovedparten var i gang 10 dage efter. Cabernet sauvignon modnede flot uden urtede, grønne noter og et perfekt sukkerniveau med en rimelig syre. Og en ganske pæn alkohol, ikke for høj. Merlot klarede sig i min optik endnu bedre med en næsten perfekt modning, og vinene fra højrebredden tager nok teten i 2020, i hvert fald for mig— forholdsvist koncentrerede, sorte og med masser af dybde og karakter.

Overordnet er det en årgang af en meget høj kvalitet, især for de røde vine. Der er masser af koncentration i vinene og for de flestes vedkommende en flot balance. Nogle producenter har dog en tendens til at benytte fadene for intenst, og jeg er i tvivl om, hvor godt det vil blive integreret på sigt. Men som med så meget andet i vinens verden må tiden svare på dette spørgsmål. Årgangen er endvidere kendetegnet ved at være en mere varm årgang, som på nogle fronter kan sammenlignes med at være en kende oversøisk i udtrykket, specielt i de merlot-drevne vine. Dog er den fenoliske modning fuldt til stede, og der er pæn syre til at holde vinene oppe.

Til gengæld høstede man omkring 10% mindre end i 2018 og 2019, dette kan betyde stigende priser.

 

Saint-Émilion og Pomerol

Vindistriktet Saint-Émilion ligger omkring middelalderbyen af samme navn, cirka 40 kilometer øst for byen Bordeaux. Vindistriktet er på cirka 5.500 hektarer, og der produceres årligt 38 millioner flasker vin. En stor del af markerne i Saint-Émilion er klassificerede som Grand Cru. De højst rangerede vine fra Saint-Émilion er klassificerede som Grand Cru Classé. Klassifikationen blev indført i 1955, men i modsætning til Bordeaux-klassifikationen fra 1855, bliver Saint-Émilions klassifikationen ændret cirka hvert tiende år.

I Saint-Émilion og Pomerol er det merlot-druen, som dominerer. Pånær dem som blev ramt af meldug i forsommeren, var 2020 et fremragende år for merlot og højrebredden: Masser af koncentration og aromaudvikling i vinene, pakket ind af en fin syre. En af de bedre årgange på højrebredden de seneste 10 år.

 

Toppen af de vine, jeg smagte:

Château L’ Évangile 2020, Pomerol 97

Clos Fourtet 2020, Saint-Émilion Grand Cru 96

Château Pavie Macquin 2020, Saint-Émilion Grand Cru 96

Lynsolence 2020, Saint-Émilion Grand Cru 95

Château Feytit Clinet 2020, Pomerol 95

Château Larcis Ducasse 2020, Saint-Émilion Grand Cru 95

Château Valandraud 2020, Saint-Émilion Grand Cru 95

Château Clinet 2020, Pomerol 95

Château Canon La Gaffelière 2020, Saint-Émilion Grand Cru 94

Château Le Bon Pasteur 2020, Pomerol 94

Château Fonroque 2020, Saint-Émilion Grand Cru Classe 93

Château Sansonnet 2020, Saint-Émilion Grand Cru Classe 93

Château La Grace Fonrazade 2020, Saint-Émilion Grand Cru 93

Château Le Moulin 2020, Pomerol 93

Château Berliquet 2020, Saint-Émilion Grand Cru 93

Château Cap de Mourlin 2020, Saint-Émilion Grand Cru 93

Château Franc Mayne 2020, Saint-Émilion Grand Cru 93

Château La Tour Figeac 2020, Saint-Émilion Grand Cru 93

Château TrotteVieille 2020, Saint-Émilion Grand Cru 93

Château Beauregard 2020, Pomerol 93

Château Rouget 2020, Pomerol 93

 

Alt i alt vil jeg vurdere, at der er et rigtig godt potentiale i årgangen. Meget koncentrerede og kraftigere i udtrykket end tidligere. Men stadig med en flot struktur. Bløde tanniner og imødekommende nu. Virker som en årgang, der er klar til at drikke forholdsvist hurtigt, og som måske ikke har potentialet til at blive gemt i årtier. Omvendt vil de bedste vine have godt af tre-fem års lagring og potentiale til mindst ti års.

 

Fronsac

Vest for Libourne finder man det mindre vinområde Fronsac beliggende på højre bred af Dordogne-floden. Omkring 170 producenter laver totalt omkring fem millioner flasker årligt i området. I dag er det kendt som et prisvenligt alternativ til de noget dyrere vine fra Pomerol og Saint-Émillion. Merlot (80%) og cabernet franc (15%) er de mest dominerende druer, men man møder også malbec og cabernet sauvignon. Hvor merlot er selve hjertet i vinen, giver cabernet franc struktur, farve og krydrede elementer til smagen. Specielt i varmere år gør området det godt, men vinene har en tendens til at blive grønne i køligere år, da især cabernet-druerne har svært ved at modne ordentligt. Omvendt er den globale opvarmning en god ting for Fronsac, da man de senere år har haft færre problemer med modningen og får mere koncentrerede vine.

2020 vinene er generelt virkeligt flotte, og da priserne er lavere end naboer fra Saint-Émilion og Pomerol, er der mange gode køb at gøre her.

 

Toppen af de vine, jeg smagte:

Château Fontenil 2020, Fronsac 94

Château Les Trois Croix 2020, Fronsac 94

Château Moulin Haut-Laroque 2020, Fronsac 93

Château de La Dauphine 2020, Fronsac 92

Château Dalem 2020 Fronsac, 92

Château la Vielle Cure 2020, Fronsac 92

Château de la Huste 2020, Fronsac 91

Château de La Riviere 2020, Fronsac 90

 

Vin - og  spiritus festivaler i 2021 i Pressen:

Whisky & Rom festival 29+30 oktober - læs mere her - klik her.

Franske vindage - 4+5 marts 2022 - læs mere her - klik her.

Italiensk vinfestival 1+2 april 2022 

Spansk Vinfestival 16+17 september 2022

 

Køb billetter nu - klik her.

 

Magasinet Whisky & Rom

 

Whisky& Magasinet udkommer 5 gange årligt med minimum 100 sider med temaer, masser af test og spændende artikler om destillerier. Læs mere her.

Magasinet DinVinGuide

 

Magasinet DinVinGuide udkommer 5 gange årligt med 100 sider med temaer, masser af test og spændende artikler. Læs mere her