Sådan bliver Bordeaux Cru Bourgeois 2014

Ekstra Bladet Vin vurderer som nogen af de første den nye årgang 2014 fra Bordeaux

Den store Bordeaux primeur smagning foregik forrige uge, hvor den nye årgang blev præsenteret for indkøbere og pressen for første gang. Ekstra Bladet Vin deltog som en af de få fra den danske presse.

Lad mig slå fast med det samme, at 2014 er en ganske hæderlig årgang, bedre end 2011, 2012 og 2013 men ikke helt på samme niveau som 2010.  Året startede flot med knopskydning i marts og en ganske lun april. Maj var kølig, men blomstringen i juni forløb som planlagt med solrigt vejr. Så kom balladen, da både juli og august var våd og køligere end normalt. Det gjorde, at modningen af druerne ikke skete på samme niveau som normalt. En varm og tør september reddede dog høsten og da høsten startede i oktober var druerne med et højt sukkerindhold og modne fenoler. Og man havde ikke problemer med råd af druerne, som ellers er et problem i Bordeaux. Nærmest den perfekte afslutning eller redning af årgangen, vil nogen sige. Især for dem som nåede at høste tidligt i oktober, for midt i oktober kom der regn.

Priserne er høje i Bordeaux. I de senere år er priserne på de bedste Bordeaux-vine steget markant til priser som er uden for de flestes rækkevidde, ikke mindst på grund af øget efterspørgsel fra østen. Men man skal huske på, at de vildeste prisstigninger kun gælder de allermest kendte vine. Der laves stadigvæk mange gode vine til fornuftige priser i Bordeaux, især når man kigger på Bordeaux Supérieur og Cru Bourgeois-kategorierne. Jeg besluttede mig også for at bruge en dag på en vurdering af en række af de mindre kendte Cru Bourgeois vine, som trods alt er den type vine der passer bedst til pengepungen for de fleste. Og også vine hvor der ind imellem ligger nogle ganske gode køb.

Og der laves mange Cru Bourgeois vine. 267 forskellige vine fra 7 distrikter, alle på venstre bred. 29 mio. flasker blev der produceret. Her er min vurdering af de forskellige distrikters Cru Bourgeois vine.

Læs også: Sådan bliver 2014 i Margaux

Læs også: Sådan bliver 2014 i Medoc

Læs også: Sådan bliver vinene i Pessac-Leognan

Læs også: Sådan bliver Sauterne 2014

Læs også: Sådan bliver den nye årgang fra Saint-Emilion og Pomerol

 

Margaux

Generelt pæn koncentration men flere synes jeg savnede syren. Bedste vine var Chateau d’Arsac, Chateau Pontac Lynch mens den i Danmark mere kendte Paveil de Luze savnede syren og virkede lidt flad.

 

Pauillac

Havde mere struktur end Margaux og mere syre, hvilket er med til at holde frugten oppe. Generelt holder vinene fra Pauillac flot i 2014 og er måske det bedste af distrikterne. Gode vine er Chateau Fondabet og Chateau Plantey.

 

St. Estephe

Vinene er her ikke nær så koncentrerede som i Pauillac, men mere florale og elegante. Omvendt fandt jeg dog kvaliteten meget svingende her. De bedste med flot struktur, koncentration og syre. Flere dog vandede eller med overdrevet fad. Bedste slotte var her:  Chateau Clauzet, Chateau Le Crock, Chateau Laffitte Carcasset og Chateau Serilhan.

 

Moulis en Medoc

Simple frugtige vine med bløde venlige tanniner. Vine som fungerer ganske godt unge men jeg tvivler på deres potentiale. Til gengæld er de allerede nu frugtige og meget bærdrevede i stilen. Vinene herfra var meget ens, men kan anbefale Chateau Caroline samt Chateau Guitignan som gode eksempler.

 

Listrac Medoc

Vinene herfra tror jeg aldrig bliver store vine. Jeg har smagt dem gennem mange år og generelt er de meget gennemsnitlige. De fungerer fint med en god balance, er ofte lidt spinkle og ofte enten lidt grønne eller savner syren i min optik. 2014 har generelt betydet mere koncentration, men flere savner syren og dybden i vinene. De har generelt bløde tanniner og let drikkelige allerede nu. Men ikke gemmevine, om end jeg smagte en række vine fra 1986, 1989, 2005, 2010 som bestemt er pæne men nu heller ikke stikker ud. Bedste vine i år var Chateau Fonréau og Chateau Lestage i øvrigt med samme vinmager og ejer.

 

Haut Medoc

Stort område med over 75 Cru Bourgeois vine. Derfor naturligt stor forskel på vinene. De fleste med en pæn koncentration. Forholdsvis bløde tanniner, men også med en lidt slap struktur især grundet manglende tannin eller syre til at bære frugten. De bedste vine var fra Chateau La Tonelle, Chateau Landat, Chateau Dillon, Chateau d’Aurilhac, Chateau Clement-Pichon og Chateau Malleret.

 

Medoc

Kæmpe område med mere end 80 Cru Bourgeois vine. Også her derfor naturlig stor forskel på kvaliteten. Generelt synes jeg Medoc vinene fra 2014 virkede generelt jævne. Jeg smagte ikke alle 80 vine, men tæt på 30 og der var ikke mange som stod ud. Eneste var Chateau L’Armgenteyr og Chateau Chantelys.

 

2 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Vin
Seneste i Vintest
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere