Sådan bliver den nye årgang fra Pessac-Léognan

Ekstra Bladet Vin vurderer som nogen af de første den nye årgang 2014 fra Bordeaux

Den store Bordeaux primeur uge foregik sidste uge, hvor den nye årgang blev præsenteret for indkøbere og pressen for første gang. Ekstra Bladet Vin deltog som en af de få fra den danske presse.

Lad mig slå fast med det samme, at 2014 er en ganske hæderlig årgang, bedre end 2011, 2012 og 2013 men ikke helt på samme niveau som 2010.  Året startede flot med knopskydning i marts og en ganske lun april. Maj var kølig, men blomstringen i juni forløb som planlagt med solrigt vejr. Så kom balladen, da både juli og august var våd og køligere end normalt. Det gjorde, at modningen af druerne ikke skete på samme niveau som normalt. En varm og tør september reddede dog høsten og da høsten startede i oktober var druerne med et højt sukkerindhold og modne fenoler. Og man havde ikke problemer med råd af druerne, som ellers er et problem i Bordeaux. Nærmest den perfekte afslutning eller redning af årgangen, vil nogen sige. Især for dem som nåede at høste tidligt i oktober, for midt i oktober kom der regn.

Pessac-Leognan ligger sydøst for Bordeaux og er kendte både for de røde og hvide vine. 2014 ser ud til at blive en ganske pæn årgang både for de røde og hvide. Måske endda bedst for hvidvinene som har en usædvanlig pæn syre. De bedste hvidvine var Domaine de Chevalier, Château Malartic-Lagravie og især Château Pape Clément og Château Smith Haut Lafitte 2014. For de røde var det især Château Haut-Bergey, Domaine de Chevalier, Château Pape Clément og allermest Chateau Haut Brion som var sublim.

Alt i alt vil jeg vurdere, at der er et pænt potentiale i årgangen. Det er ikke en årgang som er klar til at drikke de første år, men om 3-5 år fra nu vil den starte med at vise sit potentiale. Og der vil ikke være tvivl om at det vil være vine der kan gemmes i mindst 10-20 år for hovedparten.  Priserne vil blive frigivet inden for de nærmeste uger, men man skal nok ikke forvente billigere priser. De slotte jeg snakkede med, var meget forsigtige med at snakke om priser men det var min fornemmelse at priserne for de fleste slotte vil ligge omkring 10-20% højere end 2013 årgangen.

Læs også: Sådan bliver 2014 i Margaux

Læs også: Sådan bliver 2014 i Medoc

 

Hvidvine

 

Grave

Château de Chantegrive 2014

Masser af blomster i duften. Ikke specielt fyldig og lidt stram i udtrykket. Citrus, blomster og melon i smagen. Kort lidt syrlig afslutning. 87

 

Château Ferrande 2014

Modne pærer i duften. Ganske fyldig vin med røde æbler, pærer, citrus og blomster. Lidt kort i eftersmagen. 89

 

Château Rahoul 2014

Ikke specielt intens i duften. Stikkelsbær, citrus og blomster i smagen. En del syre men savner lidt mere fylde. Noget stram i afslutningen. 87

 

Pessac-Léognan

Château Haut-Brion Blanc 2014

32% Sauvignon og 68% Semillon. Ganske fyldig vin med stikkelsbær, fersken og limefrugt. Pæn syre og en dyb og yderst flot balance. 93

 

Château Bouscaut 2014

Citrus i duften. Høj syre og i smagen pærer og fersken. Meget fyldig men lidt spids i afslutningen. 88

 

Château Carbonnieux 2014

Lette toner af pærer i næsen. Ganske flot struktur med fersken, våde sten og licchi. Flot streng syre og vin der givet vil udvikle sig fint. 91

 

Domaine de Chevalier 2014

I duften flint og limefrugt. Ganske syrerig vin med moden netmelon, fersken, mineraler og blomster. Ganske flot lang finish. Stort potentiale for denne vin. 93

 

Château de Fieuzal 2014

Limefrugt i duften. I smagen stikkelsbær, fersken og citrus. Ikke voldsom kompleks men fungerer fint og har en flot syre. Lidt vandig i eftersmagen. 88

 

Château de France 2014

Ikke specielt intens i duften. Ribs, blomster og limefrugt i smagen. Ikke specielt intens men med en pæn syre. Lidt kort afslutning. 86

 

Château Haut-Bergey 2014

Ganske fyldig vin med en tæt tone af honning melon i duften. Modne stikkelbær, fersken og hvide blomster i smagen. Pæn syre og en vin med et flot potentiale. 91

 

Château Larrivet Haut Brion 2014

Ikke så intens i duften men kommer flot efter i smagen med fersken, blomster og citrus. Olieret tekstur og en vin som vil lagre pænt. 89

 

Château Latour-Martillac 2014

Hint af appelsinskal i duften. Meget syrerig vin med stikkelsbær, hvide blomster og limefrugt i smagen. Syren meget hård. Savner lidt mere dybde. 89

 

Château La Louvière 2014

Fersken i duften. Fyldig vin med let tropisk frugt, citrus og fersken i smagen. Pæn syre og ganske pæn vin. 91

 

Château Malartic-Lagravie 2014

Limefrugt i duften. Fyldig rund og ganske flot vin. Fersken, stikkelsbær, knust sten, citrus og blomster. Pæn syre og koncentration. Vurderer den til at have mange år foran sig. 94

 

Château Olivier 2014

I duften citrus. Stram syre og ikke så koncentreret. Limefrugt, umodne ferskner i smagen. Noget kort og stram i eftersmagen. 87

 

Château Pape Clément 2014

Har klassisk en del andre druer i blended bl.a. sauvignon gris og muscadelle. Nedfaldsfrugt i næsen. Meget intens smag med en anelse botrytis, hvilket klæder vinen. Meget fyldig og flot vin stadig med streng syre til at hive den massive frugt op. Lang vedvarende eftersmag. Uden sidestykke den mest interessante af hvidvinene i 2014. 96

 

Château Picque Caillou 2014

Ikke så intens i duften. Noget stram syre og ikke så intens frugt i smagen. Citrus, umoden fersken og licchi i smagen. Noget stram og kort eftersmag. 88

 

Château Smith Haut Lafitte 2014

Ganske fyldig og flot vin. Honningmelon i duften og i smagen limefrugt, stikkelsbær, smørblomster og flintesten. Pæn syre og lang vedvarende eftersmag. 93

 

Rødvinene

Grave

Château de Chantegrive 2014

Tæt i duften. Let urtede toner, solbær, krydderier. Pæn syre, koncentreret. Meget tanninrig. 89

 

Château Ferrande 2014

Meget grøn i næsen. Saftig i stilen og rimelig bløde tanniner. Pæn syre og medium fyldig. Lang eftersmag. Overraskende klar allerede nu. 88

 

Château Rahoul 2014

Massive solbær i duften. Ikke specielt koncentreret og lidt vandig i afslutningen. Kort afslutning. 84

 

Pessac-Léognan

Château Haut-Brion 2014

50% merlot, 39% cabernet sauvignon og 11% cabernet franc. Yderst elegant og kompleks. Solbær, kaffe, brombær, let mineralitet. Flot syre og rimelig bløde tanniner. Dette er en yderst vellykket årgang fra Haut-Brion. 96

 

Château Bouscaut 2014

Modne solbær i duften. Saftig frugtdrevet med en pæn koncentration, god balance og velintegrerede tanniner som stadig bider men ikke meget. Let urtet præg i afslutningen. 89

 

Château Carbonnieux 2014

Mørke tætte bær i duften. Solbær, krydderier. Medium fylde. Lidt grønne tanniner, pæn syre og mellemlang eftersmag. 88

 

Château Les Carmes Haut Brion 2014

Tæt og animalsk i duften. Koncentreret med brombær, solbær, blåbær, krydderier og strejf vanilje. En del tannin men velintegreret. Yderst flot vin. Den klart mest potente af vinene. 94

 

Domaine de Chevalier 2014

Florale noter i duften. En tæt men også yderst elegant vin. Tætte solbærnoter, lakrids, tobak og krydderier. Flot syre og balance. Lang saftig afslutning. Den mest elegante af vinene. Bedste vin i Pessac-Leognan i 2014. 95

 

Château de Fieuzal 2014

Let urtet i duften. I smagen en del fad som viser sig som en parfumere i smagen. Jeg tvivler på om fadet vil integreres meget bedre med tiden. Men frugten er i den grad skubbet i baggrunden. Del tørhed i afslutningen. 85

 

Château de France 2014

Intens duft af solbær. Frugtdrevet i stilen. Krydret med en pæn syre men også lidt vandig og kort i eftersmagen. 88

 

Château Haut-Bergey 2014

Næsten sort vin. Yderst tæt og koncentreret vin. Modne solbær, varme krydderier men pakket ind i en pæn syre. Ganske flot vin fra Haut-Bergey. 93

 

Château Larrivet Haut Brion 2014

Let parfumeret næse. Saftig vin bærdrevet og ikke specielt koncentreret. Bløde tanniner og mellemlang eftersmag.88

 

Château Latour-Martillac 2014

Parfumeret næse. Koncentreret men også meget fadpræget. Grønne let bidende tanniner. Virker stadig meget ufærdig. 89

 

Château La Louvière 2014

Tæt næse med modne bær. Koncentreret varm i stilen med modne brombær, solbær og krydderier. Savner lidt i syren. Men ganske flot vin. 90

 

Château Malartic-Lagravie 2014

Tæt mørk vin. Koncentreret vin med bløde tanniner. Lidt lav på syren men saftig meget klar vin allerede nu. 91

 

Château Olivier 2014

Mørk tæt i næsen. Pæn syre, ikke så koncentreret men ganske saftig og klar nu. Bærdrevet ligefrem i stilen med en pæn lang eftersmag. 90

 

Château Pape Clément 2014

Krydret lidt urtet næse. Koncentreret, pæn syre med forholdsvis bløde tanniner. Det urtede står godt i smagen til de modne solbær toner. Lang frugtig eftersmag. 94

 

Château Picque Caillou 2014

Ganske saftig og fyldig vin. Solbær, blåbær og lette krydderier. Pæn syre og bløde tanniner. Lidt vandig og kort i afslutningen. Men alt i alt pæn vin. 89

 

Château Smith Haut Lafitte 2014

Intens duft af sorte bær. Meget koncentreret og flot vin med massive bærtoner, krydderier og vanilje. Stadig en del tannin men velintegreret. 92

 

 

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Vin
Seneste i Vintest
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere