Sådan bliver tysk pinot noir 2015

Vurdering af 2015 årgangen i Tyskland

AdTech Ad

Indtil 2003 måtte vine på pinot noir kun kaldes spätburgunder, hvilket stadig ses skrevet på en række af vinene. Og druen er på hastig fremfærd og udgør nu næsten 12% af alle marker i Tyskland, dækkende næsten 12.000 hektar.

Et varmt og tidligt forår, efterfulgt af en varm, tør sommer. På trods af høje temperaturer gennem sommeren kom vinstokkene ikke i stress, da deres vandreserver fra vinteren var store. De unge planter krævede dog lidt mere behandling, og her var det nødvendigt at vande stokkene samt arbejde med at skære nogle af bladene fra. I august var temperaturerne dog så høje, at det var nødvendigt at grønthøste for ikke at stresse planterne for meget. I starten september kom der en del regn, hvilket tog den værste stress fra planterne. Endvidere blev det køligt om natten, hvilket var godt for modningen af pinot noir. Høsten var perfekt med tørt vejr og pæne temperaturforskelle mellem dag og nat, hvilket betød, at den fenoliske modning gav druerne yderligere dybde. Det var en forholdsvis hurtig og tidlig høst. En af de korteste nogensinde. Eneste minus var et omkring 10% lavere høstudbytte i nogle områder som f.eks. Baden.

Når man snakker med de lokale, er tilfredsheden da også stor, og mange sammenligner 2015 årgangen med de fantastiske 1959 og 1971 årgange.

Årgang 2015 er derfor uden tvivl en flot årgang med høj koncentration, imødekommende og frugtig. Udfordringen kan være om der er nok syre, og at nogle druer kan være for overmodne. Den enkelte vinmagers beslutning omkring høsttidspunktet viste sig at være vigtig for det endelige resultat.

Efter at have smagt godt og vel 80 vine må konklusionen være, at pinot noir i 2015 er en fremragende årgang. Generelt var der en flot struktur, generelt meget fyldige med en alkohol, som er højere end normalt, meget aromatiske og eneste problem, synes jeg, er de producenter, som overstyrer vinene med for meget fad. Men der er rigtig mange flotte vine, og det er bestemt en årgang, hvor man godt kan købe til kælderen, hvis man går efter de rigtige producenter.

Her en gennemgang af de vigtigste pinot noir områder:

Ahr

Ahr er et lille område, Tysklands mindste og i øvrigt det nordligste tyske område, hvor der produceres rødvine. Ahr er en dal med stejle skråninger, hvor jordbunden er skifer, og hvor arbejdet i marken flere steder kræver, at man har sikkerhedsreb, for her er så stejlt, at det kræver træning at begå sig. Og man forstår det bedre, når man står ved foden af markerne og kigger op på de stejle marker, hvor mere end 70% af dem har en hældning på over 30%! Og det er netop denne hældning, som er en af hemmelighederne bag de flotte vine. Vinene får nemlig en usædvanlig god vinkel på solen, hvilket betyder, at de bliver eksponeret længere end normalt for lys og sol. Ulempen er selvfølgelig, at det kræver store ressourcer, og man regner lokalt med at skulle bruge 1.500-2.400 timers arbejde per hektar. Fire gange så højt som normalt. Kun 25 km lang er dalen lang, og den starter i 170 meters højde og falder til 84 m. I dag er der plantet 559 hektar med vin, hvoraf pinot noir udgør 63%. Hele området svarer til to gange Chateau Margaux, så det er et område, der er til at overskue. Vinene var virkelig flotte og ikke med den store variation. VDP producenterne er få og laver alle flotte vine. Bedste producenter var ikke overraskende Meyer-Nakel, Adeneuer og Jean Stodden. Især Kräuterberg(95) og Pfarrwingert (93) fra Meyer-Nakel, Gärkammer (94) fra Adeneuer og Herrenberg(94) fra Stodden. Vinene var krydrede med en flot struktur og med bløde tanniner. Kan varmt anbefale man kigger mod Ahr i 2015.

 

Rheingau

Vinene fra Rheingau regnes generelt blandt de fineste i Tyskland. Det er byen Assmannshausen, der er centrum for pinot noir. Et godt år for Rheingau, men måske en anelse for varmt, for jeg savnede syren i mange af vinene. Vel - de er pæne men kun vinene fra August Kesseler stod ud og især Berg Schlossberg (92) var klar det bedste. Künstlers vine som normalt er gode skuffede dog.

 

Rheinhessen

Mere end 1.300 hektar er plantet med pinot noir, hvilket gør området til et af de større i Tyskland. Vinene var pæne i strukturen, dog uden den dybde man finder i nogle af de andre områder. Ingen vine skilte sig specielt ud men med vinene fra Neus og Keller som de mest interessante.

 

Pfalz

Et af de varmere områder i Tyskland, hvilket ofte ses i vinene, som er mere fyldige og alkoholtunge. Mange ganske pæne vine, men overdreven brug af fad og dermed tørre vine var en lidt kedelig tendens.  Bedste vine kom fra Knipser og Becker, mens Philipp Kuhn skuffede. Især Knipser Burgweg (93), Knipser Kirchgarten (93) og Becker Sankt Paul (93) var flotte. Men også Mandelpfad (92) fra Knipser og Kammerberg (91) fra Becker var overbevisende.

 

Franken

Franken er især kendt for sine små buttede flasker og sine müller-thurgau og sylvaner vine. Men der produceres også pinot noir, og dette var måske smagningens største overraskelse. Ganske flotte og fyldige vine, og hovedparten med en yderst flot struktur. Rudolf Fürst er kongen og hans vine imponerende, især Hundsrück (93) og Centgrafenberg(92) var imponerende gode. Men også Schmitt’s Kinder Sonnenhuhl (92) kan anbefales.

 

Württemberg

Det var et noget blandet felt fra Württemberg. En masse ganske pæne vine, men ingen som virkeligt imponerede. Men da priserne er lavere her, kan man givet finde nogle gode køb fra Württemberg i en god årgang som 2015, hvor stort set alt er ganske pænt. Bedste vine kom dog fra Ernst Dautel og den bedste Schupen (90). Men også Gerhard Aldinger med sin Lämmler (90) var interessant.

 

Baden

Baden er Tysklands sydligste område og dermed også det varmeste. Pinot noir er derfor en populær drue her, og vinene er da også typisk varmere i udtrykket og meget aromatiske. En del hagl og storm betød, at flere mistede en del af udbyttet. Vinene er til gengæld yderst flotte, meget modne i udtrykket men uden at alkoholen stikker af. Måske ikke vine, der kan gemmes for længe men til gengæld vine, som er klar nu. Stort set alle vinene fra 2015 holder og de rkan roligt investeres i Baden 2015. Bernhard Huber tog teten med stort set alle sine vine og med Sommerhalde (94), Bienenberg Wildenstein (93) og Schlossberg (95) som de bedste. Lige efter kom Dr.heger med sin Schlossberg (94) og Wanne Haüsleboden (92). Men også Franz Keller med hans Eichberg (92) og Kirchberg (92) gjorde det pænt.

 

Kom til stor Italiensk Vinfestival 6 + 7 April

Kom til Franske Vindage 23 + 24 Februar

Kom til stor Gin & Cocktail festival 25+26 maj

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Vin
Seneste i Vintest
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Anders Borup Sørensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen