Sådan bliver tysk pinot noir 2016

En vurdering af hvordan pinot noir fra Tyskland bliver i den nyeste årgang

AdTech Ad

Testen er lavet i samarbejde med Danmarks vinmagasin DinVinGuide og SpritNyt.com - klik her for at læse mere.

Indtil 2003 måtte vine på pinot noir kun kaldes spätburgunder, hvilket stadig ses skrevet på en række af vinene. Og druen er på hastig fremfærd og udgør nu næsten 12% af alle marker i Tyskland, dækkende næsten 12.000 hektar.

2016 var noget udfordrende i Tyskland. En mild vinter blev efterfulgt af et meget vådt forår. Det betød problemer med sygdomme i forsommeren, som dog generelt var tør. Normalt kan man sprøjte mod disse sygdomme, men da det regnede ofte men lidt i juni, var dette problematisk nogle steder. Sommeren var varm med regn indimellem, så vandmangel var ikke et problem. Efteråret var tørt og ikke for varmt, hvilket er vigtigt for modningen af druerne. Der var en del storme og hagl i løbet af sommeren, som ramte enkelt områder. Hovedparten høstede derfor perfekt modne druer, omend kvantiteten var noget mindre end gennemsnittet. Valg af høsttidspunktet fra vingårdenes side ser dog ud til at være vitalt, og det fornemmes klart på modningen, som indimellem virker lidt grøn i smagen. Årgangen kan derfor klassificeres som en pæn årgang, ikke blandt de bedste, men nærmest som middel. I de største områder for spätburgunder, Ahr og Baden, er man meget tilfreds med årgangen, og i Ahr går man så langt som til at proklamere årgangen blandt en af de bedste de seneste 20 år. Dette er jeg dog ikke selv enig i.

Efter at have smagt godt og vel 80 vine må konklusionen være, at pinot noir i 2016 er en middel årgang, hvor man skal se sig for, og hvor der selv inden for den samme producent kan være store kvalitetsforskelle.

Her en gennemgang af de vigtigste pinot noir områder:

 

Ahr

Ahr er et lille område, Tysklands mindste og i øvrigt det nordligste tyske område, hvor der produceres rødvine. Ahr er en dal med stejle skråninger, hvor jordbunden er skifer, og hvor arbejdet i marken flere steder kræver, at man har sikkerhedsreb, for her er så stejlt, at det kræver træning at begå sig. Og man forstår det bedre, når man står ved foden af markerne og kigger op på de stejle marker, hvor mere end 70% af dem har en hældning på over 30%! Og det er netop denne hældning, som er en af hemmelighederne bag de flotte vine. Vinene får nemlig en usædvanlig god vinkel på solen, hvilket betyder, at de bliver eksponeret længere end normalt for lys og sol. Ulempen er selvfølgelig, at det kræver store ressourcer, og man regner lokalt med at skulle bruge 1.500-2.400 timers arbejde pr. hektar — fire gange mere end normalt. Kun 25 km lang er dalen, og den starter i 170 meters højde og falder til 84 meter. I dag er der plantet 559 hektar med vin, hvoraf pinot noir udgør 63%. Hele området svarer til to gange Chateau Margaux, så det er et område, der er til at overskue. Vinene var virkeligt flotte og ikke med den store variation. VDP producenterne er få og laver alle flotte vine. Bedste producenter var ikke overraskende Meyer-Näkel, Adeneuer og Jean Stodden. Især Silberberg (93), Pfarrwingert (92) og Kräuterberg (92) fra Meyer-Näkel, Gärkammer (91) fra Adeneuer og Herrenberg (92) fra Stodden. Også Kreutzberg Silberberg (92) var flot i 2016. Vinene var krydrede med en flot struktur og med bløde tanniner. Men der var også flere lidt grønne vine fra Ahr i 2016. Et udtryk for at man har været nødt til at høste tidligt for at sukkeret og dermed alkoholen ikke blev for højt i druerne. Så en årgang, hvor man skal se sig ekstra meget for, og hvor niveauet i min optik ikke var på højde med 2015.

 

Rheingau

Vinene fra Rheingau regnes generelt blandt de fineste i Tyskland. Det er byen Assmannshausen, der er centrum for pinot noir. Vel — vinene er pæne, men kun vinene fra August Kesseler stod ud, især Berg Schlossberg (91) og Höllenberg (90) var klar de bedste. Künstlers vine, som normalt er gode, skuffede.

 

Rheinhessen

Mere end 1.300 hektar er plantet med pinot noir, hvilket gør området til et af de større i Tyskland. Vinene var pæne i strukturen, dog uden den dybde man finder i nogle af de andre områder. Ingen vine skilte sig specielt ud men med vinene fra Neus og Keller som de mest interessante.

 

Pfalz

Et af de varmere områder i Tyskland, hvilket ofte ses i vinene, som er mere fyldige og alkoholtunge. Mange ganske pæne vine, men overdreven brug af fad og dermed tørre vine var en lidt kedelig tendens. Bedste vine kom fra Knipser og Philipp Kuhn. Især Knipsers Mandelpfad (90), Philip Kuhns Kirchgarten (90) og Bergdolts St. Lamprecht Kalkberg (90) var flotte.

 

Franken

Franken er især kendt for sine små buttede flasker og sine müller-thurgau og silvaner vine. Men der produceres også pinot noir. Ganske flotte og fyldige vine og hovedparten med en flot struktur. Rudolf Fürst er kongen, og hans vine imponerende, især Schlossberg (94), Hundsrück (93) og Centgrafenberg (92) var imponerende gode.

 

Württemberg

Det var et noget blandet felt fra Württemberg. Generelt var jeg noget skuffet over 2016 herfra, da flere var grønne og umodne i udtrykket. Og ingen imponerede mig. Men da priserne er lavere her, kan man givet finde nogle gode køb fra Württemberg. Bedste vin var Rainer Schnaitmanns Lämmler (89). 

 

Baden

Baden er Tysklands sydligste område og dermed også det varmeste. Pinot noir er derfor en populær drue her, og vinene er da også typisk varmere i udtrykket og meget aromatiske. Jeg fandt, at niveauet var meget varierende i 2016. Generelt er det ikke vine, der kan gemmes for længe men til gengæld vine, som er klar nu. Bernhard Huber tog teten med stort set alle sine vine — bedst var Bienenberg Wildenstein (91) med Sommerhalde (90) og Schlossberg (90) lige efter. Men også Dr. Heger med sin Schlossberg (91) og Salweys Henkenberg (90) var pæne vine. Men niveauet var noget lavere end 2015.

 

De bedste vine:

Rudolf Fürst Schlossberg 2016. 94

Sigurd Muller Vin | ca. 600 kr.

Flot og umiddelbar frugt, masser af hindbær, jordbær og krydderier i smagen. God struktur og lang afslutning.

 

Meyer-Näkel Silberberg 2016. 93

Barrique Vin | 499 kr.

Intens i næsen. Masser af røde bær, jordbær, hindbær og krydderier. Yderst flot balanceret med en lang afslutning.

 

Kreuzberg Silberberg 2016. 92

Tysk Vinklub | ukendt pris

Lidt grøn i næse, men flot struktur og intensitet i smagen. Ribs og jordbær i smagen. Flot, lang afslutning.

 

Jean Stodden Herrenberg 2016. 92

Erik Sørensen | 500 kr.

Flot og stringent i udtrykket. Jordbær, ribs og lette krydderier. Høj syre og medium koncentration. Flot afslutning.

 

Meyer-Näkel Pfarrwingert 2016. 92

Rudolf Fürst Hundsrück 2016. 93

Rudolf Fürst Centgrafenberg 2016. 92

Meyer-Näkel Sonnenberg 2016. 92

August Kesseler Berg Schlossberg 2016. 91

Bernhard Huber Bienenberg Wildenstein 2016. 91

Dr. Heger Schlossberg 2016. 91

J. J. Adeneuer Rosenthal 2016. 91

J. J. Adeneuer Gärkammer 2016. 91

Kom til Tysk vinfestival 23 maj

Kom til stor Gin & Cocktail festival 24+25 maj

Magasinet DinVinGuide

dvg 19.PNG

Magasinet DinVinGuide udkommer 5 gange årligt med min. 100 sider med temaer, masser af test og spændende artikler. Læs mere her

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere