Sådan bliver vinene fra det sydlige Rhone 2015

Vurdering af udvalgte Rhone områder i 2015 årgangen

Artiklen er lavet i samarbejde med Danmarks nye vinmagasin DinVinGuide - klik her for at læse mere.

De nye årgange er blevet præsenteret i Rhônedalen. I midten af april blev de nyeste årgange præsenteret i Rhônedalen i forbindelse med Découverts en Vallée du Rhône, som er en indkøbsmesse for professionelle, der valfarter til området for at møde godt 1.000 producenter gennem 4 dage.

Og Rhône er et af de områder i Frankrig, hvor der sker mest i øjeblikket - især med kvaliteten. Priserne på gode vine er også steget i Rhône, men alligevel er det måske her, du finder det bedste forhold mellem kvalitet og pris i Frankrig.

I år er det 2015 og 2014-årgangene, som primært blev præsenteret. Men også en række 2013 med længere lagring blev frigivet. Og lad mig sige med det samme, at 2015 er en flot årgang i Rhônedalen, måske noget af det bedste, man har set de sidste 50 år. Marcel Guigal har da også proklameret, at 2015 er den bedste årgang, han har set i de 55 årgange, han har været involveret i. Guigal har da også valgt at producere deres Condrieu Cuvée Luminescence i 2015, en vin som kun tidligere er lavet i 1999 og 2003.

En mild og våd vinter betød, at vandreserverne blev pænt opbygget og ledte til en forholdsvis tidlig blomstring. Foråret fortsatte med at være vådt, og kun ved grenache så man en tendens til, at druerne ikke modnede helt ensartet i klaserne. Det betød, at flere i løbet af sommeren måtte foretage grøn høst, hvilket betød, at mængden af grenache er noget mindre men med en høj kvalitet. Sommeren var forholdsvist varm med en tendens til stress symptomer hos vinstokkene i august. Men regn omkring 15. august tog det værste tørkestress, og da mistralvinden er kraftig og tørrer druerne hurtigt, betød det, at syren blev fornuftig og koncentrationen bevaret. De fleste høstede fra 25. august og indtil starten af oktober. En lidt tidligere høst end normalt.

Man kan derfor forvente fremragende vine i 2015, en årgang der i øvrigt sammenlignes af flere, specielt i nord, med 1999. Udfordringen er at bevare friskheden i vinene og sikre en god balancen. Øvelsen har derfor været ikke at ekstrahere for kraftigt. Kritikere vil måske gå så langt som til at sige, at i nord er årgangen for behagelig, og at vinene måske mangler kant. Mens man i syd slås med for lav syre og især høj alkohol i nogle af vinene.

 

Gigondas

Gigondas fik sin egen appellation i 1971. Indtil da var Gigondas blot en af mange mindre kommuner i det sydlige Rhône. Det er stort set kun rødvine, der laves, samt en smule rosévin. Grenache dominerer og udgør typisk 60-80% af blandingen. Der er dog en tendens til en øget mængde af syrah og mourvèdre, især fordi grenache har problemer med modningen i køligere år. Mange sammenligner Gigondas med Châteauneuf-du-Pape, og der er da også mange ligheder. Druerne og vinificeringen er den samme, men Gigondas har et køligere mikroklima end Châteauneuf-du-Pape og høster normalt et par uger senere.

En Gigondas er normalt en kraftfuld vin i en rustik stil. Den varierer mindre i stil end en Châteauneuf-du-Pape. De fleste vine udvikler sig i 5-7 år og kan i gode år lagre i 15 år. 2015-vinene viste sig ikke overraskende som særdeles gode.

Bedste producenter var Domaine Brusset, Domaine de Bouissiere, Santa Duc samt Saint Cosme. Især Saint Cosme le Claux (92), Santa Duc Hautes Garrique (95) og Domaine Brusset Les Secrets de Montmirail (94) imponerede mig.

 

Luberon

Luberon er et af de sydligste vindistrikter i Rhônedalen, hvilket også gør det til et af de varmeste områder der. Vinmarkerne ligger mellem 200 og 450 meter over havoverfladen, hvilket giver mulighed for store temperaturforskelle i løbet af dagen, hvilket tilfører vinen friskhed. Der produceres både hvid, rosé og rødvine i Luberon. Og der produceres rigtig meget vin, så man skal se sig for, men ofte finder man gode køb fra dette område. I 2015 var det især vine som Fontenille (92), Les Artemes (91) og Peyre Le Scoop (91) som var gode.

 

Cairanne

Blev i 2016 selvstændig AOC efter i mange år at have været en Côtes-du-Rhône Villages. Byen ligger i det nordlige del af det sydlige Rhône, ikke langt fra Gigondas. Der laves både hvid-, rosé og rødvine, men det er de røde vine, som har givet området sit ry. De skal bestå af minimum 50 % grenache, minimum 20 % syrah og/eller mourvèdre, og appellationens andre tilladte druesorter må maksimalt udgøre 20 %. Kvaliteten er vokset markant de seneste 10 år, og regionen var årets helt store overraskelse med mange ganske forrygende vine.

Læs også stor test af Chateauneuf-du-Pape imorgen fredag

De bedste vine:

Brusset Les Chabriles 2015, 91

Boisson L'Exignece 2015, 94

Alary La Brunote 2014, 93

Alary L'Estevenas 2014, 92

Boisson 2015, 92

Oratoire St Martin Haut Coustias 2014 92

Oratoire st Martin Reserve des Seigneurs 2014 92

Grands Bois Mireille 2015 91

Grands Bois Eloise 2015 94

La Colliere 2015 91

 

Lirac

Lirac er den sydligste cru i Rhônedalen og klassificeret som Côtes-du-Rhône Cru siden 1947. Appellationen strækker sig ud over de bedste jorder i 4 små kommuner i Gard-departementet, og dens regler er blandt regionens mest stringente. Vinene fra Lirac er kendt som kraftige, normalt med pæn struktur samt friskhed og elegance. Der produceres mest rødvin (75%), men da området er nabo til Tavel produceres der også nogle fornuftige rosévine. Det er især kooperativer, som har domineret produktionen, og det betyder også, at der kvalitetsmæssigt er stor forskel på vinene. Det viste smagningen af 2015 også, omend kvaliteten også her generelt er pæn. Lirac vinene er for mig en smule mere rustikke end mange af de øvrige cru'er.

De bedste vine:

Domaine de la Mordorée Lirac 2015 89

Domaine Maby Bel Conte 2015 93

Chateau de Segries Lirac 2015 92

Domaine Lafond Roc Epine 2015 92

Domaine Duseigneur Lirac 2012 92

 

Tavel

Tavel er også kendt som kongen af rosévin og kendt som Louis XIVs yndlingsvin. Tavel ligger sydvest for Châteauneuf-du-Pape og dækker et areal på 800 ha, hvor jorden i den sydøstlige del består af sand og ler, mod nordøst af rullesten og mod vest af kalk. Tavel kan produceres på ni druesorter, hvoraf de vigtigste er grenache, cinsault, syrah, mourvèdre og clairette. Gæringen finder sted ved en kontrolleret temperatur på 18°C. Skallerne bliver i den gærende most, ind til den har opnået sin rosé farve. 2015 og 2016 var måske en anelse for varmt for Tavel, men der er alligevel en række meget vellykkede vine.

De bedste vine:

Domaine Maby Tavel 2016 90

Domaine Lafond Esprit de Roc Epire 2016 92

Prieure de Montezargues Tavel 2016 90

Domaine de la Mordorée Tavel 2015 92

 

Cotes du Rhône

Generelt må man sige, at der er ikke mange dårlige Cotes du Rhône og Villages vine fra 2015. Nogle mere vellykkede end andre, men det fornemmes bredt at koncentrationen og balancen er tilstede. Især bør nævnes vinene fra Saladin, Duseigneur, Réméjeanne og Les Clos du Caillou som fremstod meget flotte.

 

Kom til stor Italiensk Vinfestival 6 + 7 April

Kom til Franske Vindage 23 + 24 Februar

Artiklen er lavet i samarbejde med Danmarks nye vinmagasin DinVinGuide - klik her for at læse mere.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i vintest
Mest læste i vin
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen