Skotsk whisky får verdenspremiere i Danmark

Ny lavlands single malt whisky får verdenspremiere i Danmark i næste uge

Det er destilleriet Ailsa Bay, som nu er klar til at sende sin første whisky på markedet. Og Danmark er udvalgt som første destination. Destilleriet blev bygget i 2007 og som det første med master blender Brian Kinsman dybt involveret i, hvorledes destilleriet er designet. Det var med ønsket om at kunne arbejde med røget malt og dermed skabe de populære røgede whiskyer, der har haft betydning for udformningen. Der benyttes blandt andet helt ny teknologi for bedre at kunne bestemme cut punktet i destilleringen, således at kun det mest karakterfyldte spiritus kommer med. Endvidere benyttes old Baby Bourbon Hudson casks fra Tuthilltown destilleriet i New York, som kun er fra 25 til 100 liter, efterfulgt af en længere lagring på traditionelle fade. Tuthilltown står blandt andet bag de populære Hudson Bourbons.

Destilleriet har 8 sæt kedler og kan producere årligt 12-14 mio. liter spiritus.

Selve destilleriet ligger klods op ad Girvan destilleriet, som er et af Skotlands største grain destillerier. Der deler de adresse med Hendrick's gin med udsigt udover havet og kig til øen Ailsa Craig i horisonten. Ikke langt derfra ligger også øen Islay, hvor netop den røgede whisky er så kendt fra.

Destilleriet er netop navngivet efter Ailsa Craig klippeøen, som ligger godt 20 km fra Girvan i Firth of Clyde fjorden. Klippen fungerer som et symbol på styrke, præcision, symmetri og skønhed. Egenskaber man gerne vil signalere med det nye destilleri.

Den nye maltwhisky introduceres i november i Danmark samt resten af Norden, inden den præsenteres i Storbritannien til februar.

Den nye whisky kan i øvrigt smages fra næste weekend bl.a. hos Highlanders bar i Århus.

 

 

Ailsa Bay. 48,9 %. Hans Just. Pris ca. 800 kr.

Røget i duften og man kommer til at tænke på en klassisk Islay whisky. En ppm på 21 gør den også ganske røget. Krydrede toner, honning, lakrids og blomster i smagen. Den høje alkohol er yderst velintegreret med en kort bid i afslutningen. Røg og sødme i en skøn forening. 92

Læs også: Mortlach - en kæmpe vågner

4 kommentarer
Vis kommentarer