Spansk topvin mister sin vinmager

Vega Sicilia skal ud og finde ny vinmager efter at Javier Ausas har forladt huset efter 17 år

Javier Ausas har arbejdet som vinmager i 23 år i Ribera del Duero og de seneste 17 år for det hæderkronede hus Vega Sicilia. Pablo Alvarez fra familien bekræfter, at man blev enige om at skilles i starten af august og man er nu på udkig efter en nye vinmager. Det er uvist hvad Javier Ausas skal lave nu.

Vega Sicilia ligger i området Ribera del Duero som er beliggende i det nordlige Spanien langs Duero floden. I dette område produceres Spaniens dyreste vine, nemlig både Peter Sissecks Pingus samt vinene fra den noget ældre vingård Vega Sicilia.

Pago de la Vega Santa Cecilia y Carrascal var det oprindelig navn som omkring 1850 blev forkortet til Vega Sicilia. Siden 1982 er huset ejet af familien Alvarez.

Bodegas Vega Sicilia er i dag på 250 ha med en druesammensætning, der består af 80% tinto fino (tempranillo) og 20% cabernet sauvignon, merlot og malbec. Udbyttet ligger nede på omkring 1 kg druer pr. vinstok hvilket er usædvanligt lavt og markerne ligger spredt omkring både nede i dalen og oppe i bakkerne bag Douro floden.

Især brugen af fadene, er en af hemmelighederne bag Vega Sicilia. Man har endda eget bødkeri hvor fade bl.a. selv laves primært på amerikanske eg. Og man mærker en tydelig stolthed over netop dette når man besøger dem.

Flagskibet fra Vega Sicilia er vinen Reserva Especial. Vinen blandes altid af 3 forskellige årgange ikke udfra en speciel kronologisk sammensætning, men derimod alene udfra vinmagerens ideer. Ideen til denne vin har sin oprindelse i ældgamle traditioner. Gennem århundreder producerede vingårdene to forskellige vine. Den ene var en klassisk vin udelukkende fra den aktuelle høst. De bedste fade blev dog brugt til blandingsvinen, der oftest bestod af mindst 3 forskellige årgange. Denne vin var husets ”visitkort”, og det er den stadig på Vega Sicilia.

Kom til stor spansk vinfestival og smag over 200 vine

3 kommentarer
Vis kommentarer