Weekendens bedste øl

Nøjsommelighed. Her er ugens mest spændende øl

Ovenpå julens og nytårets overflødighedshorn af lækker mad og gode drikke kan en nøjsom livsførelse og øl med lidt lavere procenter måske være berettiget. – Derudover kan man uheldigvis af og til være ramt af omstændigheder, hvor man er nød til at have en ædruelig adfærd eller holde sig til  øl med de små procenter. – Selvom det er træls, så findes der faktisk en del hæderlige alkohollette øl. Men kan de overhovedet erstatte øl med procenter?

 

 

Coors Light

Lys lager – 4,5 procent

Coors Brewing Company  (SAB Miller)

33 cl, 14,95 kroner en del steder

 

Amerikanske lightøl er generelt fup og fidus. De er ikke specielt alkohollette, de indeholder blot en anelse færre kalorier – og tilmed er de mere letløbende og kønsløse end almindelige amerikanske øl. Teknisk fejler The Silver Bullet fra Rocky Mountains, som øllen kaldes på dåse, ingenting. Den er ganske forfriskende, men både malt- og humleprofil er næsten fraværende. Kort sagt, Coors Lights eneste eksistensberettigelse er, at det er en udmærket tørstslukker.

 

 

Nordic Blond

Lavalkoholøl – 0,5 procent

Carlsberg

33 cl, 8 kroner mange steder

 

Efter solidt lobbyarbejde sidste forår, lykkedes det Carlsberg at få hævet grænse for alkoholfri øl fra 0,1 til 0,5 procent, som er grænsen for alkoholfrie øl i størstedelen af EU. – Carlsberg påstod, at det var nødvendigt for at få en bedre smag i alkoholfri øl.

– Samtidigt lancerede Carlsberg Nordic Gylden Bryg og Nordic Blond. – Sidstnævnte er en diset strågul øl med svage noter af blomst, krydderier, citrus og humle. Hæderlig frokostøl og acceptabel chaufførbajer.

 

 

 

Paulaner Hefe-Weissbier non alcoholic

Alkoholfri Hefeweizen – 0,0 procent

Paulaner Brauerei (Schörghuber), Tyskland

33 cl, 10 kroner i Netto

 

Tyskerne kan om nogen brygge alkoholfri øl. Men, Paulaner, som er kendt for nogle glimrende traditionelle hvedeøl, skuffer heller ikke med deres alkoholfrie hvedeøl. Den er ufiltreret og har et naturligt gærsvæv som de almindelige tyske Hefe-Hefeweizen, ligesom der er en frugtrig aroma med noter af friskbagt hvedebrød, bananer, æbler og citrus. Det er  en anstændig hvedeøl, dejlig læskende, men også glimrende til fisk og fjerkræ, hvis frokosten eller middagen skal være alkoholfri.

 

 

Krenkerup Classic 2%

Let classicøl – 2,0 procent

Krenkerup Bryggeri

50 cl – 19,95 kroner i Kvickly

 

Idéen på Krenkerup Gods, der ejer Krenkerup Bryggeri, er at der i størst muligt omfang benyttes råvarer fra egne marker. Det lollandske bryghus er kendt for en række helstøbte øl af tysk tilsnit, takket være brygmester Constantin Förtner, der stammer fra Bamberg i Franken. – Men classicøl er et mærkeligt dansk fænomen. Krenkerups bud på en alkohollet classic er ufiltreret, og nøgleord er let ristet malt, brød, karamel og honning. Behagelig tør finale. Flot alkohollet alternativ og fin frokostøl.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Vin
Seneste i Vintest
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere