Weekendens bedste øl

Nyt fra Royal Unibrew. Her er ugens mest spændende øl

Royal Unibrew, Danmarks andenstørste bryggerikoncern, som består af Faxe, Albani og en række bryggerier i Baltikum og Polen, har de sidste 20 år ligget i hængekøjen med hensyn til at udvikle nye øl. – Det er som om Royal Unibrew har koncentreret sig om at lukke bryggerier, bl.a. har de lukningen af Maribo Bryghus og Ceres i Århus på samvittigheden. – Men nu sker der noget, hele to nye ølserier lanceres her i foråret, sammen en spritny økologisk øl.

Læs også: Kæmpe grillvins test

 

 

Red Eric

Frugtøl – 6,5 procent

Royal Unibrew

50 cl, 12 kroner i Fakta

 

Red Eric havde sin storhedstids i Danmark i startfirserne, for siden at leve i stilhed på eksportmarkedet. Dog er den så stor i Italien, at den har sin egen italienske fanside på Facebook. Nu relanceres den i dåse på det danske marked. Øllets flotte rubinrøde farve skyldes tilsætning af saft fra bær og frugter, som naturligvis spores i den friske bouquet og letsødlige smag. Humlen er meget afdæmpet og eftersmagen er relativ kort.  Bedst som partybajer.

 

 

Royal Økologisk Pilsner

Pilsner – 4,8procent

Royal Unibrew

6 x 33 cl, 39,95 kroner i Føtex

 

20 år efter at Danmarks første økologiske pilsner, Økologisk Thy Pilsner, kom på markedet, lancerer Danmarks næststørste ølkoncern en økologisk pilsner. – Det er dog bedre pinligt sent end aldrig. – Til gengæld hører den kongelige økobajer til i den bedste tredjedel af økoøl. Markant floral bitterhed i fuld balance med den veldrejede lyse maltprofil, hvor der også findes noter af nybagt brød. Fin frokostøl, men den er også god til lyse middagsretter, som fx et velstegt kyllingebryst og forårsgrøntsager.

 

 

Lottrup American Lager

Amerikansk Lager – 5,0 procent

Royal Unibrew

50 cl, 12 kroner i Netto

 

10 år efter at Carlsberg åbnede Husbryggeriet Jacobsen, lancerer Royal Unibrew to nye ølserier med hver tre øl opkaldt efter henholdsvis Ceres’ grundlægger M.C. Lottrup og Theodor Schiøtz, Albanis grundlægger. – Lottrup American Lager har tydelig maltkarakter med delikate karameltoner og en distinkt bitterhed med noter af frisk hø, fyrrenåle, hyldeblomst og citrus. – Forrygende fyraftensøl. – Holder de fem andre øl niveau, så har vi noget at glæde os til.

 

 

Royal Shandy Lemon-Ginger

Radler – 2,3 procent

Royal Unibrew

6 x 33 cl, 39,95 kroner i Føtex

 

Alkopops – de syntetiske Somersby, Mokai og Bacardi Breezer – er desværre stadigvæk et hit hos mange unge mennesker (og en del middelalderende med dårlig smag). Royal Shandy, der blev lanceret i 2014, er i samme boldgade. En shandy som er lig den tyske variant radler er halvt øl og halvt sodavand. Royal har blandet to varianter med Royal Pilsner, en med grape og en med ingefær/lemon. Begge er ganske læskende, og Lemon-Ginger-versionen er fint afstemt og meget forfriskende, selvom sødmen kan klistre lidt i ganen.

 

Kom til Rom & Whisky festival i Pressen 11 og 12 september. Læs mere her.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Vin
Seneste i Vintest
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere