Weekendens bedste øl

Øldåsen 80 år. Her er ugens mest spændende øl

Øldåsen har 80 års fødselsdag i år, og i dag er over halvdelen af solgte øl i Danmark på dåse.  Tilmed er det en emballage som med få undtagelser er flasken overlegen. – Fra at have været en almindelig konservesdåse med øl, så er det i dag en højteknologisk drikkevarebeholder. En 33 cl aluminiumsdåse vejer blot 10 gram, og dåsens vægge er kun 0,097 millimeter tykke, med andre ord endnu tyndere end et menneskehår. – Men husk, drik så vidt muligt aldrig øl af dåsen, brug altid et glas.

 

 

Black Bird

Wienerøl – 4,8 procent

Fuglsang

50 cl, 12,50 kroner Rema 1000

 

Bryggeriet og malteriet Fuglsang i Haderslev fylder 150 år i år, så stort tillykke med det. Da øldåserne blev givet fri i Danmark 2002, var Fuglsang et af de første bryggerier, som helhjertet begyndte at satse på dåser. Black Bird er Fuglsangs svar på en Classic-øl. Den gyldne øl har i både i duft og smag behagelige noter af malt, karamel, lyse rosiner og en anelse hasselnødder. – Black Bird, som er fin til mange hverdagsretter, hører til de bedre classic-øl i Danmark.

 

 

Perlenbacher Strong

Stærk Lagerøl – 7,9 procent

Ukendt bryggeri (Brygget for Lidl)

50 cl, 7,95 kroner i Lidl

 

Lidl-øllen Perlenbacher Strong er storebror til Perlenbacher Premium Pils, som er en af mine favorithverdagspilsnere. – Heldigvis holder storebror og beskrives bedst som Perlenbacher Premium Pils på steroider. Ren, fyldig, med elegante noter af malt og friskbagt brød, samt indslag af korn og blomster. – Tages PPG-indekset, pris pr. genstand, i betragtning, overhaler den nemt fætrene Giraføllen og Elephantbajeren.

 

 

Guinness Draught

Dry Stout– 4,2 procent

St. James’s Gate (Diageo)

44 cl, 14,95 kroner mange steder

 

Guinness er uden diskussion verdens største stout-ølmærke. Den sælges i mere end 150 lande. Den kulsorte øl er tør, men samtidigt cremet, og har kraftige ristede noter med et anstrøg af lakrids og bitter espresso. – I dåsen er der en højteknologisk widget på størrelse med en bordtennisbold fyldt med kvælstof, som udløses idet dåsen åbnes. Derfor bør dåsen hældes op i et hug (den skummer ikke over), så stouten fremtræder silkeblød. – Guinness er som skabt til østers.

 

 

Uglens Stout

Stout – 6,0 procent

Bryggeriet Vestfyen

33 cl, 6,95 kroner i Aldi

 

Aldi har i årevis været gift med Bryggeriet Vestfyen og solgt krudtuglebajere. – I 2014 kom de første Krudtugle-øl på dåse, men det blev de desværre ikke billigere af – tværtimod. Uglens stout læner sig voldsomt op ad Willemoes Stout, som også er på 6,0 procent. – Det kloge bryg, som der står på dåsen, er blød, let sødlig og har dejlig mørkristet smag med noter af lakrids og tørrede frugter. – prøv den sammen med en frisk flødebolle eller to, det er superb.

Kom til Rom & Whisky festival i Pressen 11 og 12 september. Læs mere her.

4 kommentarer
Vis kommentarer