Weekendens bedste øl

Dåser der sparker røv. Her er ugens mest spændende øl

Kundesegmenet for mange af de superstærke dåseøl har ry for at være til manden på bænken. Intet er mere uretfærdigt. For det første er der tale om velbryggede øl, som blot skal nydes med omtanke. Dernæst er der vel intet forkert i, at manden på bænken, hvis han overhovedet har råd til at drikke de relativt dyre øl, nyder en hæderlig dåseøl. Uanset hvad, så er det dåser, der sparker røv, både på den ene eller anden måde.

Læs også: Weekendens bedste vine

 

HC Andersen Eventyrøl

Lys Bock – 9,0 procent

Albani, Royal Unibrew

50 cl, 17,50 mange steder

 

Albanis H.C. Andersen-øl frigives hvert år på digterens fødselsdag den 2. april, og etiketten/dåsen bærer hvert år et nyt papirklip lavet af eventyrdigteren selv. Selve øllen, som er det samme år efter år, er en gylden sødmefuld og stærk lagerøl, vinøs og frugtig med noter af korn, friskbagt brød, mandler, æbler og alkohol. Det er dog ikke en speciel eventyrlig øl, men den er fin sammen med mange asiatiske retter og serveret iskoldt i et langstilket glas kan den bruges som aperitif.

 

 

Master Brew

Stærk lager – 10,5 procent

Carlsberg

50 cl, 17,50 mange steder

 

Selvom Master Brew er en gøgeunge i Carlsberg-reden, så er den ikke helt fjoget og er lidt af en nyklassiker. Den blev lanceret ved ølvalget i 1997 i anledning af Carlsbergs 150 års jubilæum. Her vandt Carls Special foran Master Brew, som begge den dag i dag er i fast sortiment. Den korpulente trippel- guldøl har vinøs attitude med masser af blomster og frugt i den krydrede aroma, hvor en let sødlig grovskåren maltfylde dominerer. God til et ostebord, men bedst som godnatbajer.

 

 

Giraf Beer 10%

Stærk lager/Imperial Pilsner – 10,0 procent

Albani, Royal Unibrew

50 cl, 17,50 mange steder

 

Giraf Beer er opkaldt efter en giraf i Odenses zoologiske have, som fynske Albani sponsorerede i 1960’erne. Storebroderen til den orginale Giraføl på 7,3 procent minder mest af alt om tidligere 10-procentsøl fra Royal Unibrew. Dejlig vulgær øl, fyldig og smagfuld med noter af flute, æbler, melon og karamel – og masser af alkohol, som varmer. Prøv den sammen med sprængt oksebryst og flødepeberrod eller som hyggeøl sidst på aftenen.

 

 

Wiibroe Årgangsøl 2015

Stærk Lager – 10,6 procent

Wiibroe (Carlsberg)

50 cl, 17,50 mange steder

 

Wiibroe Årgangsøl blev født med en alkoholprocent på 8,9 i 1989 i Helsingør. I de følgende år steg alkoholprocenten med 0,1 hvert år indtil 2000, hvor man lagde sig fast på 10,6 procent. Årgangsøllen, som i dag brygges i Fredericia, er altid udsmykket af forskellige kunstnere. I år er det kunstneren Troels Carlsen, som er bagmand for motivet. Den højpotente øl har spinkle malt- og humlenoter, hvor korn, hø, frugt og blomster svagt kan fornemmes – og virker derfor mere sprittet end vinøs. Men luksus på bænken.

 

Kom til ny stor oversøisk vin festival i København i oktober - læs mere her.

5 kommentarer
Vis kommentarer