Weekendens bedste øl

Letløbende tyskere. Her er ugens mest spændende øl

Hvis der er nogen, som er mestre i at brygge letløbende øl med smag, så er det tyskerne. Vores broderfolk sydpå har i det hele taget en ølkultur, vi danskere kan lære meget af. Øl behandles med respekt og slatten fadøl er et ukendt begreb i Tyskland, hvor 1350 bryggerier søger for godt øl til det tyske folk, der pr. individ nyder rundt regnet 100 liter øl om året.

Læs også: Weekendens bedste vine

 

Kulmbacher Festbier

Märzen – 5,6 procent

Kulmbacher Brauerei

50 cl, 23 kroner i specialforretninger

 

Dejlig letløbende øl fra Oberfranken, som ligger i den nordlige ende af det store dunkende tyske ølhjerte Bayern. Det er en smuk gylden øl, let sødladen, med en bouquet og smag, hvor man fornemmer malt, friskhøstet korn og blomster. Let bitter og læskende. Skabt til alt fra gadefester til løsslupne oktoberfester. Men mindre kan også gøre det, den er glimrende når der er svin på grillen, uanset om det er gode pølser eller spareribs.

 

 

Schneider Weisse Tap 7

Unser Original

Hefeweizen – 5,4 procent

Weissbierbrauerei G. Schneider & Sohn

50 cl, 22 kroner i specialforretninger

 

Mange ølkendere anser ærkebayerske Weissbierbrauerei G. Schneider som hvedeølsbryggerier over alle tyske hvedeølsbryggerier. Det er ikke helt forkert, i hvert sætter Tap7, der også kendes under navnet Schneider Weisse Original, standarden for forfriskende hvedeøl. Støvet nøddebrun øl med imponerende flot skumkrone. Der er indslag af både frisk gær, æbler og modne bananer med et strejf af nelliker og citrus.

 

 

Ayinger Kellerbier

Kellerbier – 4,9 procent

Brauerei Aying

50 cl, 22 kroner i specialforretninger

 

Brauerei Aying har også hjemme i Bayern, som rent ølmæssigt må betegnes som en Verdensmagt. Bryggeriet, der ligger en halv snes kilometer sydøst for München, har en flot portefølje af øl. Men har man en svaghed for kellerbier, så er den ufiltrerede Ayinger Kellerbier en af bryggeriets topøl. Korngul, let støvet øl og en let sødlig aroma med fine noter af korn, hø og friskbagt brød. Bitterheden er afdæmpet og matcher den runde bløde maltfylde. Liflig og levende øl.

 

 

Flensburger Dunkel

Dunkel – 4,8 procent

Flensburger Brauerei

33 cl, 14,95 kroner mange steder

 

Letløbende tyske øl behøver ikke kun at komme fra Bayern, ligesom de også sagtens kan være mørke. Den kastanjebrune og transparente øl er skabt til barbecue med de klassiske indslag af  karamel og farin i både duft og aroma. Nok har Flensburger Dunkel et sødligt antrit, men eftersmagen er tør og let bitter med noter af citrus. En øl fra et bryggeri, der for en til at ønske Flensborg tilbage til Danmark. – Ofte på bud til en 10’er i supermarkederne, det er en yderst fornuftig pris.

2 kommentarer
Vis kommentarer