Weekendens bedste øl

Briter i Føtex. Her er en række spændende øltips til weekenden

Ifølge den Danske Netordbog er en brite en person, der har britisk statsborgerskab og samtidig føler et kulturelt tilhørsforhold til Storbritannien og taler det officielle sprog, engelsk, og evt. også et af de godkendte regionalsprog irsk, ulster­skotsk, skotsk, walisisk, gælisk eller kornisk flydende. – Her er der tale om fire tilfældige britiske øl fundet i Føtex, som på en eller anden måde også har lidt tilfælles.

Læs også: Stortest af Alsace riesling

 

 

Belhaven Craft Pilsner

Pilsner – 4,8 procent

Belhaven (Greene King)

33 cl, 18,95 kroner i Føtex

 

Den internationale, men kønsløse pilsner, tager flere og flere markedsandele fra de traditionelle britiske ales. Denne skotske pilsner er brygget af 100 pct. skotsk byg, klassisk pilsnergær og vand fra Belhavens egen brønd. Det har givet Belhaven Craft Pilsner masser af karakter, frisk, men en let maltet smag med noter af brød og nødder. En fin bitterhed understøtter fint den veldrejede maltkrop. – Men den er ikke mere craft – håndværk – i denne øl, end der er i en økopilsner fra Thisted Bryghus.

 

 

Trooper

Premium Bitter/ESB – 4,7 procent

Robinsons Brewery

50 cl, 26,95 kroner i Føtex

 

Det britiske heavy metal-band Iron Maidens har lagt navn til en øl, som er opkaldt efter bandets single fra 1983. Nok elsker englænderne at drage historien ind i deres ølnavne. Men helt ærligt, en 30 år gammel single fra et band, der har overskredet sidste salgsdag, det er der sgu ikke meget heavy over. Det er dog en sprød ESB med en tør og frisk humlearoma. Frugtagtige noter og lette toner af, karamel, nødder, pærer og hamp. Bedst på værtshuse med en gammel jukebox.

 

 

 

 

Wychwood GingerBeard

Traditionel Ale – 4,2 procent

Wychwood (Marstons)

50 cl, 24,95 kroner i Føtex

 

Gingerbeard er generelt en fyrig person og gerne med et stort rødt skæg. – Rent ølmæssigt er der tale om en ingerfærøl – og er der noget der aktuelt i den danske helseverden, så er det ingefær. Men det er næppe de mennesker Gingerbeard henvender sig, selvom brændende ingefær totalt dominerer denne øl. – Men som Obelix i tegneserien Asterix og Briterne konstaterede: – De er skøre, de briter.

 

 

Young’s Special London Ale

Stærk engelsk ale – 6,4 procent

Charles Wells

50 cl, 27,95 kroner i Føtex

 

En klassisk ale med et moderne twist. Der er tale om en flaskemodnet øl, brygget på maltene Maris Otter og Crystal og krydret humlerne Fuggles og Goldings. Som finish  er londoneren tørhumlet med humlerne Goldings og Target. Med andre ord klassiske britiske ingredienser. – Fløjlsblød mundfornemmelse. I smag og aroma findes der distinkte noter af blomster, bananer, æbler, citrus, friske hasselnødder og toffee. – Hyggeøl i chesterfieldsofaen.

Kom til stor cocktail og rom festival - læs mere her.

 

3 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere