Øltypen saison stammer oprindeligt fra provinsen Hainaut i det fransktalende Vallonien i Belgien, hvor den traditionelt blev brygget på gårdbryggerierne om foråret og nydt af landarbejderne under høsten. – Øltypen er normalt en af de mindre kendte belgiske øltyper, men nu er den stille og roligt ved at vinde indpas i mange mikrobryggerier woldwide. Saison, der gæres ved højere temperaturer end andre overgærede øltyper, kendestegnes ofte ved stor frugtighed og krydrede indslag.
Svaneke Le Zèbre Saison
Saison – 4,8 procent
Svaneke Bryghus
50 cl, 19,95 kroner i Coop

Zebraen kom på markedet i 2014, hvor den deltog i Kvicklys Ølfestivalg. Men selvom den ikke vandt, det gjorde Pladderballe Bryghus’ Svagpisser (som også er brygget på Svaneke Bryghus), så er den sprøde, springske og stribede Zebra, stadigvæk i produktion. – Og godt for det, den er ti gange bedre end Svagpisseren. – Den støvede og strågule øl har en tydelig belgisk attitude med indslag af korn, citron og hvid peber. Behagelig tør finale. Dejlig læskende frokostøl.
Humleland Sommer Saison
Saison – 6,6%
Humleland, Risskov
50 cl, 45 kroner i Humlelands webshop

Humleland, der har rødder i det århusianske håndbryggermiljø siden 2005, fik i 2014 installeret et 400 liter nyt bryganlæg og blev kommercielle, dog stadigvæk på hobbyplan. Sommer Saison er et samarbejdsbryg med Flemming Langkjær-Schuldt, en del af det vindende hold i DM i blindsmagning af øl 2014. – Den korngule og støvede øl er beriget med humlerne Equinox, Citra og Lemondrop, som bidrager med florale kryderede noter. Derudover er der noter af gær, hø, malt og citrus. Dejlig bitter finale.
Fur Saison
Saison – 6,7 procent
Fur Bryghus
50 cl, 39 kroner i specialforretninger

Fur Bryghus er generelt garant for nogle gedigne øl, der normalt ikke stikker voldsomt af, men til gengæld har stort potentiale på ethvert frokost-/middagsbord. Deres ravgyldne Saison er ingen undtagelse. Førstehåndsindtrykket er florale syrlige smørnoter, men ellers er der krydrede noter af belgisk gær, peber, enebær og citrus. Alsidig øl, men bedst sammen med fjerkræ og fisk.
Brekeriet Saison
Saison – 6,5 procent
Brekeriet Saison, Landskrona, Sverige
33 cl, 34 kroner i specialforretninger

Brekeriet er et af de virkelig hippe bryggerier hinsidan. De udfordrer altid øldrikkerne med deres kompromisløse øl. – Selv beskriver bryggeriet deres saison som en rustik farmhouse ale, gæret med flere stammer af saccharomyces- af brettanomyces-gær, som giver en kompleks og elegant smag. – På almindelig dansk er det en lækker knastør krydret øl med noter af nødder, grønne æbler, citrus og madagascarpeber. Stort gastronomisk potentiale, især til mange af sommerens grøntsagsretter.
Kom til stor spansk vinfestival 23+24 september - læs mere her.
Kom til Whisky & Rom festival 9+10 september - læs mere her.