Stor påskevinstest

Denne uge tester vi vinene til påskebordet - både de røde og hvide vine. Vi har testet i alt 24 vine fra mange forskellige lande og på mange forskellige druer.

Familie og venner samles til det store påskebord. Er det sild, pålæg og snaps der står på bordet vil en god påskebryg være det bedste match. Men er det lammekølle med masser af krydderier og ikke mindst tilberedt med masser af hvidløg, er det vinen som skal være modspillet. Det sætter omvendt krav til vinen om at kunne modstå den kraftige og krydrede mad og så må den gerne have lidt syre til at modstå fedtet fra lammet. Ofte vil vine fra det sydlige Rhone, spanske vine på Tempranillo eller oversøiske krydrede vine være gode bud.

Sæsonen for stenbiderrogn er startet og der er ingen tvivl om at mange vil nyde den fantastiske rogn til påske. Men også fisk finder traditionelt frem til påskebordet og til disse retter vil en hvidvin stå godt. Skal man have rogn eller en mager fisk vil en vin uden fadlagring men med tilpas syre være et godt valg. En Riesling eller Sauvignon Blanc vil være gode bud. Er man til den federe fisk som laks vil en Chardonnay vin være den oplagte ledsager.

Hvidvinene

Simonsig Chenin Blanc 2011, Sydafrika. 4 stjerner.

En frugtig duft og smag af især modne abrikoser, smør og vanilje. En flot fedme men savner lidt mere syre til at stå imod fadet.

Alkoholprocent: 14,5

Set hos Vinoble til 79 kr.



Le Paradou Viognier 2012, Frankrig. 5 stjerner. GODT KØB

Vin fra det sydlige Frankrig på Viognier druen. Citrus i næsen og modne ferskner i smagen. En flot fedme og let nøddeagtig vin til mad, En ekstra stjerne for prisen.

Alkoholprocent: 13

Set hos Philipson wine til 480 kr. for tolv styk.



Allram Gruner Veltliner 2012, Østrig. 3 stjerner.

Gruner Veltliner er østrigs nationale hvidvinsdrue og kan give nogle lækre syreholdige sprøde vine. Denne har en syrlig næse men i smagen savnes koncentration og frugten. Meget vandig i stilen. Tre små stjerner.

Alkoholprocent: 13

Set hos Euro SPAR på tilbud til 60 kr.



Cono Sur 20 Barrels Chardonnay 2011, Chile. 4 stjerner.

Vanilje og smør i næsen, fed typisk oversøisk Chardonnay. Masser af vanilje, smør og modne ferskner. En udmærket syre men kræver man er til den meget fadlagrede stil.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos Superbest på tilbud til 90 kr.



Mure Signature Riesling 2011, Frankrig. 3 stjerner.

Citrus i næsen og en meget syrlig vin med smag af melon og lime. En vin til skaldyr. Savner dog mere koncentration og kompleksitet til prisen.

Alkoholprocent: 12,5

Set hos Skjold Burne på tilbud til 600 kr. for seks styk.



Domaine Grand Romane Cotes du Rhone 2011, Frankrig. 4 stjerner.

En nøddeagtig smag med modne ferskner, vanilje og mandler. Flot fedme og en krydret lækker vin som dog savner lidt i syren.

Alkoholprocent: 13

Set hos Erik Sørensen Vin til 600 kr. for seks styk.



Handcraft Chardonnay 2010, Californien. 5 stjerner.BEDSTE HVIDVIN

Duft af modne ferskener og i smagen en fed olieret typisk oversøisk Chardonnay med smør, abrikos, melon og vanilje. En god syre og sprød lækker vin.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos vinogvin.dk til 99 kr.



Rødvinene

Ruffino Ducale Chianti Classico Riserva 2007, Italien. 4 stjerner.

Klassisk Chianti hus men som ikke falder helt heldig ud i denne årgang. Moden duft men en lidt spinkel smag af kirsebær og vanilje. Noget vandig og generelt kedelige tørre tanniner.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos vinikassevis.dk til 720 kr. for seks styk.



Frescobaldi Castiglioni Chianti 2011, Italien. 2 stjerner.

Rimelig syrlig vin som bider på tungen. Man fornemmer frugten men den er pakket ind i garvesyre og en vin som ikke helt virker i balance.

Alkoholprocent: 14

Set hos Vinspecialisten på tilbud til 65 kr.



Colle Cristi Amarone della Valpolicella 2007, Italien. 3 stjerner.

En meget kraftig og frugtig vin med blommer, sorte kirsebær, rosiner og tobak. Let sødlige toner men også en alkohol der er meget dominerende. Til den pris må man forvente noget mere og ikke mindst en bedre balance.

Alkoholprocent: 15,5

Set hos Euro SPAR på tilbud til 170 kr.



Les Theores Gigondas 2011, Frankrig. 5 stjerner. BEDSTE RØDVIN

Kirsebær i duften og en forholdsvis let vin med jordbær, skovbær, krydderier og vanilje. God syre men også stadig rå tanniner i eftersmagen. Bør dekanteres. En flot vin til prisen og især velegnet til lammekød.

Alkoholprocent: 14,5

Set hos Superbrugsen på tilbud til 79 kr.



Santa Rita 120 Cabernet Sauvignon 2011, Chile. 5 stjerner. BEDSTE KØB

Næsten sort vin med sorte solbær og eukalypsus i duften. En meget frugtig og koncentreret vin med solbær, blommer, peber og mørk chokolade. Oversøisk i stilen og en simpel men udmærket vin til især prisen. Får en ekstra stjerne for prisen.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos Kiwi, Spar m.fl. til 110 kr. for to styk.



Castellani Chianti Classico Riserva 2008, Italien. 4 stjerner.

En frugtig duft og smag af brombær, sorte kirsebær og vanilje. Syren savnes og vinen fremstår derfor lidt flad. Vil have det svært med påskelammet.

Alkoholprocent: 13

Set hos Skjold Burne på tilbud til 540 kr. for seks styk.



Avignonesi Rosso di Montalcino 2011, Italien. 3 stjerner.

En forholdsvis lys vin, duft af jordbær og smag af skovbær, vanilje og krydderier. Noget tørre tanniner især i afslutningen og vinen vil få det svært til for krydret mad. Prisen er høj så man må forvente mere.

Alkoholprocent: 14

Set hos Vinoble på tilbud til 129 kr.



Domaine Grand Romane Gigondas 2010, Frankrig. 4 stjerner.

En meget mørk vin, let frugtig næse men fyldig vin med blommer, tobak og krydderier. Tør afslutning og noget tørre tanniner. Bør dekanteres.

Alkoholprocent: 14,5

Set hos Erik Sørensen Vin til 900 kr. for seks styk.



Frescobaldi Castello di Pomino Blanco 2011, Italien. 4 stjerner.

Vin fra det centrale Italien. Lime i duften og en let frugtig vin med melon, citrus og grapefrugt i smagen. En ligefrem vin uden at hæve sig voldsomt.

Alkoholprocent: 12,5

Set hos Vinspecialisten på tilbud til 450 kr. for seks styk.



Ronchi San Giuseppe Pinot Grigio 2011, Italien. 3 stjerner.

En let hyldeblomst i duften, god syre men savner mere frugt og koncentration. Citrus og lime fornemmes men lidt simpel vin.

Alkoholprocent: 13

Set hos Holte vinlager til 480 kr. for seks styk.



Ronchi San Giuseppe Merlot 2011, Italien. 2 stjerner.

Duft af sur karklud og en syntetisk, kedelig vin hvor alt savnes og vigtigst frugten.

Alkoholprocent: 13

Set hos Holte vinlager til 480 kr. for seks styk.



Cimarosa Sauvignon Blanc 2011, Chile. 4 stjerner.

En frugtig vin med duft af hyldeblomst og en friskhed i smagen med citrus, melon og lime. En simpel men udmærket vin til især prisen.

Alkoholprocent: 13

Set hos LIDL til 32 kr.



Cepa Lebrel 2008, Spanien. 5 stjerner. GODT KØB

Vin fra Rioja på primært Tempranillo. Duft af skovbær, smag af kirsebær, kirsebærsten, mandler og vanilje. Let tørhed i eftersmagen. Til prisen en flot vin og får en ekstra stjerne for prisen.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos LIDL til 40 kr.



Kaltern Sauvignon 2011, Italien. 3 stjerner.

Vin fra det sydlige Tyrol på Sauvignon Blanc. En syrlig næse og smag af citrus, lime og melon. Noget spids og syren savnes i eftersmagen.

Alkoholprocent: 14

Set hos vinikassevis.dk til 480 kr. for seks styk.



Castello di Meleto 2010, Italien. 3 stjerner.

Vin fra Toscana primært på Sangeovese. Lidt brændt duft, sort, solbær, peber og nærmest oversøisk i stilen. Noget tørre tanniner. Lidt en-dimentionel. Bør dekanteres.

Alkoholprocent: 13

Set hos wine.dk på tilbud til 534 kr. for seks styk.



Casarena Sinergy Reserva 2010, Argentina. 4 stjerner.

Et blend af primært Malbec samt Cabernet Sauvignon og en række andre ”franske” druer. En krydret duft og en fyldig lidt tung vin med blommer, vanilje, tobak og mrk chokolade. Alkoholen er rimelig dominerende og der savnes lidt mere syre.

Alkoholprocent: 14,9

Set hos Vinogvin.dk til 139 kr.



Telmo Rodriguez Cuvee Philipson 2009, Spanien. 4 stjerner.

En næsten sort vin med brombær i næsen og smagen efterfulgt af brunkage, krydderier og vanilje. Lidt tørre tanniner.

Alkoholprocent: 14

Set hos Philipson Wine til 960 kr. for tolv styk.



Castello del Trebbio Pazzesco 2006, Italien. 5 stjerner.

Vin på Merlot og Syrah fra Toscana. 16 mdr. fad. En mørk vin med duft og smag af blommer, sort kirsebær, peber, tobak og vanilje. En yderst kompleks og spændende vin med en flot syre og masser af koncentration. Spændende super toscaner.

Alkoholprocent: 14

Set hos Vinvikali.dk til 173 kr.

0 kommentarer
Vis kommentarer