Påskens bedste vine

Vi har testet 36 vine til påsken fra mange forskellige lande og på mange forskellige druer. Se hvordan de har klaret sig her

Familie og venner samles til det store påskebord. Er det sild, pålæg og snaps der står på bordet vil en god påskebryg måske være det bedste match. Men er det lammekølle med masser af krydderier og ikke mindst tilberedt med masser af hvidløg er det vinen som skal være modspillet. Det sætter omvendt krav til vinen om at kunne modstå den kraftige og krydrede mad og så må den gerne have lidt syre til at modstå fedtet fra lammet. Ofte vil vine fra det sydlige Rhone, spanske vine på Tempranillo eller oversøiske krydrede vine være gode bud.

Sæsonen for stenbiderrogn har været i gang længe og der er ingen tvivl om at mange vil nyde den fantastiske rogn til påske. Men også fisk finder traditionelt frem til påskebordet og til disse retter vil en hvidvin stå godt. Skal man have rogn eller en mager fisk vil en vin uden fadlagring men med tilpas syre være et godt valg. En Riesling eller Sauvignon Blanc vil være gode bud. Er man til den federe fisk som laks vil en Chardonnay vin være den oplagte ledsager.



Hvidvinene

Cimarosa Sauvignon Blanc 2013, New Zealand. 4 stjerner. NICA 40604135

En markant duft af hyldeblomst. I smagen citrus, lime og stikkelsbær. Frugtig og ligefrem vin med en del syre. Pæn lang eftersmag. En vin der passer godt til stenbiderrogn.

Alkoholprocent: 12,5

Set hos LIDL til 58 kr.



Attems Pinot Grigio 2012, Italien.

Fra Venedig området kommer denne Pinot Grigio. En drue som de senere år har vokset voldsomt i popularitet grundet sin friskhed og lethed. Denne er ingen undtagelse. Citrus i duften og i smagen en frisk vin med limefrugt, fersken og blomster. Rimelig fyldig og en vin der står bedst til mad, gerne skaldyr.

Alkoholprocent: 12,5%

Set hos Vinspecialisten på tilbud til 100 kr.



Noelie Laborde Montagny 1 cru 2009, Frankrig.

En fyldig Chardonnay fra Montagny i Bourgogne. Gæret delvist på nye fade. I duften fersken og i smagen en let røget frugtig smag af melon, fersken, mineraler, citrus og strejf af vanilje. Flot struktur og en flot afslutning. Hvid bourgogne er dyr, men denne holder.

Alkoholprocent: 13,5%

Set hos vinikassevis.dk til 450 kr. for tre styk



Nora de Neve 2009, Spanien. BEDSTE HVIDVIN

Vin på Albarino druen fra enkeltmark i Galicien og lagret på fad i 7 mdr. hvilket er utraditionelt for Albarino druen. En mørk gul vin i farven med tydelige vaniljetoner i duften. Fersken, appelsin, abrikos, hvid peber og mineraler i smagen. Yderst kompleks og flot vin som med fordel kan dekanteres så den lige kan åbne sig helt.

Alkoholprocent: 13

Set hos Erik Sørensen Vin til 200 kr.



Arthur Metz Riesling 2012, Frankrig.

Masser af citrus i duften men stort set ingen frugt i smagen. Tilbage står en lidt aggressiv bidende syre. En vin der ikke på nogen måder fungerer.

Alkoholprocent: 12,5

Set hos Fakta til 40 kr.



Peter & Peter Riesling 2012, Tyskland.

Meget lys nærmest som vand i farven. Let duft af limefrugt. Fyldig og let sødlig i smagen med modne pærer, fersken og våde sten. Måske ikke så kompleks, men velbalanceret flot vin dog til den lidt søde side, hvilket kan være svært at se på flasken. Fire pæne stjerner.

Alkoholprocent: 12,5

Set hos Superbest på tilbud til 100 kr. for to styk



Paul Mas Viognier 2013, Frankrig. BEDSTE HVIDVINSKØB

Duft af modne bær og vanilje. En fed og let olieret konsistens og smag af fersken, pærer, abrikos, hvid peber og vanilje. Ganske flot og spændende sydfransk vin der bør serveres til mad.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos nemlig.com til 70 kr.



Rainer Sauer Silvaner 2012, Tyskland.

Citrus i duften og en sprød Silvaner. Knastør vin med smag af melon, røde æbler og flint. Silvaner er en meget overset drue som laver ganske frugtige behagelige vine.

Alkoholprocent: 12,5

Set hos bichel.dk til 120 kr.



Barons de Rothschild Légende 2012.

Vin på Semillon og Sauvignon Blanc fra Bordeaux. Noget neutral i duften og i smagen fornemmes melon, æbler, flint og hvid peber. Lidt spids og kort eftersmag.

Alkoholprocent: 12

Set hos Skjold Burne på tilbud til 539 kr. for seks styk



Kirsten Riesling Trocken 2011, Tyskland.

Duft af nyplukkede pærer og i smagen æbler, melon, mineraler og hvide blomster. Pæn syre men lidt kort i eftersmagen.

Alkoholprocent: 12,5

Set hos jyskvin.dk på tilbud til 480 kr. for seks styk



Domaine Pichon Pur Viognier 2011, Frankrig.

Duft af mandler og vanilje. I smagen overmodne pærer, abrikoser og vanilje. En sødlig let tør eftersmag. Lidt spids afslutning.

Alkoholprocent: 13

Set hos Holte vinlager til 510 kr. for seks styk



Turning Leaf Chardonnay 2012, Californien.

Duft af fersken og vanilje. Masser af moden frugt , let vanilje sødme men syren savnes til at give den friskheden. Fremstår derfor lidt tam og ligegyldig.

Alkoholprocent: 12,5

Set hos EURO SPAR på tilbud til 49 kr.



Elemental Chardonnay Reserva 2013, Chile.

Pæn duft af citrus. I smagen mødes man af en syrlig smag af limefrugt, fersken, melon, æbler og hvid peber. Savner mere dybde og syren er meget aggressiv.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos Irma på tilbud til 100 kr. for to styk



Laposolle Casa Chardonnay 2012, Chile.

Friske ferskner og citrus i duften. Mere moden frugt i smagen med smag af melon, abrikos og stenfrugter. Pæn syre men lidt kort i eftersmagen. Ganske udmærket vin til prisen.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos philipsonewine.dk til 600 kr. for tolv styk



Fasoli Gino Borgoletto Soave 2012, Italien.

Klassisk Soave med druen Garganega. Melon og modne pærer i duften. I smagen fersken, flint, havsalt og en udbredt tør vin med en flot balance. En vin der står bedst til mad.

Alkoholprocent: 12,5

Set hos Supermarco til 74 kr.



Rødvinene

Emilio Moro 2010, Spanien.

Animalsk i duften og en kødfuld vin med brombær, blommer, kaffe, mørk chokolade og vanilje. Yderst velbalanceret med bløde velintegrerede tanniner. En flot lækker vin fra et af de bedre vinhuse i Ribera del Duero.

Alkoholprocent: 14,5

Set hos theis-vine.dk til 190 kr.



Mas Oller + 2012, Spanien.

Vin på Syrah, Garnacha og Cabernet Sauvignon fra det mindre område Emporda på grænsen til Frankrig. En næsten sort vin med mørke frugter, urter, mørk chokolade og kaffe. Bløde tanniner og en ung lækker frugtbombe.

Alkoholprocent: 14,5

Set hos laudrup.dk til 1080 kr. for tolv styk



Jaboulet Paralléle 45 Cotes du Rhone 2011, Frankrig.

Syrah og Grenache udgør druerne i denne klassiske Rhone vin fra producenten Jaboulet. Masser af krydderier i duften og i smagen brombær, peber, urter og vanilje. En ganske fremkommelig og ligetil vin der bare smager og fungerer på sine egne præmisser.

Alkoholprocent: 14

Set hos Vinoble på tilbud til 79 kr.



Pagus Bisano Ripasso 2011, Italien. BEDSTE RØDVINSKØB

Let sødlige kirsebær i duften. Fyldig let krydret vin med kirsebær, kirsebærsten, urter og vanilje i smagen. Velbalanceret og pæn frugtig afslutning. Attraktiv tilbudspris hvilket den får fem stjerner for.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos Kvickly på tilbud til 69 kr.



Castelforte Corvina 2010, Italien.

En frugtig vin med kirsebær, peber, krydderier og strejf af vanilje. Pæn balanceret og ganske pæn ligefrem vin til ikke for krydret mad.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos EURO SPAR på tilbud til 100 kr. for to styk



Obalo Crianza 2010, Spanien.

Moderne Rioja i stilen med mørke bær i duften og i smagen tobak, mørk chokolade, røg, brombær, kaffe og vanilje. 2010 var et fremragende år og det fornemmes i vinen som med fordel kan dekanteres men derefter fremstår flot rund og frugtig med en flot struktur.

Alkoholprocent: 14,5%

Set hos Erik Sørensen Vin til 720 kr. for seks styk



Domaine des Bosquets Gigondas 2010, Frankrig.

En kraftig og meget fyldig Gigondas hvor 70% er Grenache og resten Syrah, Mouvedre og Cinsault. I smagen modne brombær, timian, sort peber og vanilje. En anelse brændende i alkoholen så server den derfor lidt køligt. Men flot powervin fra en fremragende årgang.

Alkoholprocent: 15

Set hos philipsonwine.dk til 160 kr. for tolv styk



Papale Primitivo di Manduria 2010, Italien. BEDSTE RØDVIN

En ganske krydret vin på Primitivo druen med peber, lakrids og modne blommer. Men en flot syre giver godt modspil til den svulstige frugt. En meget koncentreret vin til den lidt kraftigere mad. Men en af de bestemt bedre jeg længe har smagt herfra.

Alkoholprocent: 14

Set hos nemlig.com til 150 kr.



Columbia Crest Syrah 2011, USA.

En peber bombe i både duft og smag. Det lidt kølige klima i det nordvestlige USA står godt til Syrah druen. En frugtig vin med smag af brombær, krydderier, vanilje og ja peber. Måske lidt for meget fad som dominerer en del specielt i eftersmagen.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos theisvine.dk til 139 kr.



Scarzello Barbera d’Alba 2011, Italien.

Pæn Barbera med smag kirsebær, kirsebærsten, violer, lakrids og vanilje. Flot duft men lidt kort i afslutningen. Ligefrem vin til ikke for kraftig mad.

Alkoholprocent: 14,5

Set hos bichel.dk til 1080 kr. for tolv styk



Vina Eguia Reserva 2008, Spanien.

Vin fra Rioja i den lidt klassiske stil hvor fadet dominerer. I dette tilfælde en vin fra 30 år gamle stokke og lagret 24 måneder på nye amerikanske fade. Fenilke, læder, brombær, mynte, tobak og vanilje i smagen. Pæn balance med fadet er dominerende i denne type vin.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos laudrup.dk til 1164 kr. for tolv styk



Roux Pére & Fils Aloxe-Corton 2007, Bourgogne.

En moden vin hvilket fornemmes specielt i duften med kostald og svampe. I smagen en meget aggressiv syre som forstyrrer lidt den elegante smag af skovbær, violer og hindbær. Man fornemmer en del mineralitet og tanninerne er stadig til stede med en utalt tørhed i afslutningen.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos jyskvin.dk på tilbud til 225 kr.



Arzuaga La Planta 2012, Spanien.

Vin på Tempranillo fra Ribera del Duero. En frugtig mørk duft og i smagen kogte blommer, brombær, tobak, lakrids og vanilje. Man fornemmer megen moden frugt og derfor en let sødme hvilket ikke helt klæder vinen.

Alkoholprocent: 14,5

Set hos jyskvin.dk på tilbud til 480 kr. for seks styk



Vignamaggio Chianti Classico 2011, Italien.

En rimelig fyldig Chianti med duft af skovbund og kirsebær. Saftig frugtig i smagen med toner af lakrids og krydderurter. Pæn lang eftersmag og let tørhed.

Alkoholprocent: 14

Set hos gallovini.dk til 510 kr. for seks styk



Fuentenarro Crianza 2010, Spanien.

Fra Ribera del Duero. Masser af mørke bær i duften. I smagen brombær, lakrids og vanilje. Fadet meget dominerende og en lidt stikkende eftersmag. Tørre bindende tanniner.

Alkoholprocent: 14

Set hos d-wine.dk til 534 kr. for seks styk



Cepa Lebrel Crianza 2011, Spanien.

Brombær og vanilje i duften. I smagen noget bitre kirsebærtoner, urter, lakrids og vanilje. Ikke nær så vellykket Rioja vin som tidligere årgange.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos LIDL til 42 kr.



Lucero del Alba 2012, Spanien.

En næsten sort vin fra Ribera del Duero med duft af brombær. I smagen brombær, peber, krydderier og vanilje. En del noget hårde tørre tanniner. Kan med fordel dekateres.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos vinikassevis.dk til 80 kr.



Chateau des Labourons Fleurie 2010, Frankrig.

Lidt kælderagtig duft. I smagen kirsebær, violer og let bitre toner. Noget stram vin fra Beaujolais på Gamay som ikke helt fungerer.

Alkoholprocent: 12,5

Set hos Holte vinlager til 510 kr. for seks styk



Bio Ciro Melisseo 2011, Italien.

Kirsebær i duften og en saftig krydret vin fra Calabria på Gaglioppo. Let i stilen med smag af jordbær, kirsebær og krydderier. Fire pæne stjerner.

Alkoholprocent: 14

Set hos Supermarco til 77 kr.



Tenute Rubino Primitivo 2011, Italien.

Fra det sydlige Italien kommer denne vin på Primitivo druen. En krydret sødlig duft og man fornemmer det er en vin som har fået varme med let brændt frugt, krydderier og vanilje i smagen. En vin til den krydrede mad.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos Vinspecialisten til 80 kr.



Gran Sasso ”la Bella Addormentata” 2012, Italien.

Vin på Sangiovese uden megen duft men i smagen kirsebær, blåbær, krydderier og vanilje. Saftig og ganske behagelig vin. Pæne bløde tanniner og en frugtig finish.

Alkoholprocent: 12,5%

Set hos Vinmonopolet til 390 kr. for seks styk

0 kommentarer
Vis kommentarer