Stor test af vinene fra Loire

Det er ikke ofte man støder på vinene fra Loiredalen og det er i grunden synd for der findes en række spændende vine her. Vi har i denne uge anmeldt 24 vine fra Loire dalen

Hvidvinene er i overtal i Loiredalen. Friske, frugtige og perfekte til fisk og skaldyr. Hvidvinene spænder mellem de lette og knastørre vine til de mere koncentrerede og sødmefulde vine. Rødvinene er ofte spinkle men også meget tanniske og mineralske. Endelig laves der en række gode rosevine især velegnet sammen med mad samt en vifte af fremragende mousserende vine.

Loiredalen løber langs flode Loire og løber over 1000 km. Den starter 50 km vest for Rhônedalen og løber tværs gennem landet og munder ud i Atlanterhavet 300 km ved Nantes. Selve dalen er domineret af imponerende slotte, borge og ruiner og disse har med sin skønhed givet Loire–området dets kælenavn, "Frankrigs have".

Loire inddeles i fire underområder, som fra vest mod øst er; Pays Nantais, Anjou/Saumur, Touraine og Centre-Loire. Mod vest er klimaet mildt, fugtigt og blæsende, mens det længere inde i landet bliver tørrere med et lidt barskere fastlandsklima. Også i jordbunden er der store forskelle hvilket er med til at skabe de forholdsvis store forskelle på vinene mellem de fire underområder.

I Centre-Loire er det især de to appellationer Sancerre og Pouilly-Fume der er kendte. Det er udelukkende Sauvignon Blanc og vinene regnes blandt de bedste i verdenen, hvilket også ind imellem afspejler priserne. De fleste vine i denne store test kommer da også herfra.

Alle vinene er udover stjerner bedømt efter 100 point skalaen.



Henri Bourgeois Petit Bourgeois 2013 BEDSTE KØB

Masser af stikkelsbær og græs i duften. Først en let sødme og så en tør stringent vin med en flot fylde. Spændende vin med lang eftersmag. 89

Alkoholprocent: 12

Set hos theis-vine.dk til 120 kr.



Domaine Roches Neuve Terres Chaudes Saumur 2012. BEDSTE RØDVIN

Født i Bordeaux men viet sit liv til biodynamisk vin produktion i Loire dalen har ejeren Thierry Germain. Vin på Cabernet Franc lagret på store fade (foudres). Peber, violer i duften og i smagen kirsebær, selleri, lakrids, kommen. En urtet og spændende vin som er meget langt fra hvad man ellers støder på. Flot balance og bestemt anbefalelsesværdig. 91

Alkoholprocent: 12,5

Set hos philipsonwine.dk til 2040 kr. for tolv styk



Henri Bourgeois Sancerre Les Baronnes 2012.

Familiehus og nu 10 generation ved roret. Duft af moden stikkelsbær. Meget ekspressiv med masser af frugt og især mineralitet. Rank og flot balance. En mad vin grundet tyngden. 90

Alkoholprocent: 13

Set hos theis-vine.dk til 210 kr.



Hubert Brochard Puilly Fumé Vielles Vigne 2011. BEDSTE HVIDVIN

En meget fyldig Sauvignon på gamle stokke. Lagrer og gærer sur lie i nye fade. Stikkelsbær, melon, hvide blomster og mineraler i smagen. Flot syre og friskhed. 91

Alkoholprocent: 13

Set hos Erik Sørensen Vin til 200 kr.



Vin du Val de loire Vouvray 2012.

Lidt neutral og en del svovl i duften. Noget sød i smagen med røde æbler, melon, fersken. Pæn syre og en ligefrem vin uden den store kompleksitet. 86

Alkoholprocent: 11,5

Set hos Kvickly & Superbrugsen til 60 kr.



Les Trois Chenes 2011, Touraine.

Biodynamisk vin. I duften stikkelsbær og nedfaldne pærer. En krydret vin på Sauvignon Blanc fra ældre stokke og en smule fadlagring. Fersken, mineralitet, hvid peber og blomster i smagen. En ganske fyldig og kraftig vin som bør serveres til mad. 88

Alkoholprocent: 13

Set hos vinogvin.dk til 125 kr.



Hubert Brochard Sancerre 2012.

Masser af stikkelsbær og kørvel i næsen. Knastør vin med en pæn lidt rå syre som møder én. Let bitterhed. Citrus, melon, fersken, mineralitet. En fyldig vin med pæn lang eftersmag. En klar madvin. 89

Alkoholprocent: 13

Set hos Erik Sørensen Vin til 140 kr.



Just Fion Sauvignon Blanc 2012.

Hyldeblomst i duften. En let tør bitter smag af æbler, uld og stikkelsbær. Pæn syre og ganske klassisk Sauvignon Blanc. 87

Alkoholprocent: 12,5

Set hos Holte Vinlager til 540 kr. for seks styk



Domaine de la Villaudiere Sancerre 2012.

Flot lys pink farve, i duften jordbær og i smagen en noget tør syrlig smag af kirsebær, våd sten og hvid peber. Skarp og lidt kort eftersmag. 86

Alkoholprocent: 13

Set hos Skjold Burne på tilbud til 110 kr.



Domaine de la Garenne Sancerre Les Bouffants 2012.

Let duft af blomster. Æbler, havsalt, hvid peber, citrus og en let krydret eftersmag. Pæn syre men ikke så dyb en vin. 88

Alkoholprocent: 13

Set hos Vinspecialisten til 120 kr.



Baron de Pocé Chardonnay 2013.

Fersken og citrus i duften. En tør lidt kort smag med især æbler, flint og citrus. Lidt vandet eftersmag. Men til prisen ganske fornuftig. 86

Alkoholprocent: 12

Set hos Skjold Burne til 360 kr. for seks styk



Chateau de la Ragotiere Muscadet Sevre et Maine 2011.

Blomstret let vin uden den store fylde, men tilgængelig med fersken, roser og ananas. Pæn frugtig eftersmag. 86

Alkoholprocent: 12,5

Set hos Vinspecialisten til 90 kr.



Chateau de Sancerre 2012.

Ældre hus tilbage fra 1919 og som det eneste har det ret til at bruge Sancerre i selve navnet på huset. Pæn stikkelsbærduft og i smagen citrus, flint og limefrugt. En tør og lidt stram vin i strukturen men en let bitter i eftersmagen hvilket ikke helt klæder vinen.87

Alkoholprocent: 13

Set hos vinikassevis.dk til 720 kr. for seks styk



Domaine Chauveau Pouilly Fumé 2011.

Stikkelsbær og citrus i duften. En fyldig vin med ribs, røde æbler, skovbund og mineraler. Savner lidt i syren og derfor en lidt flad afslutning. 86

Alkoholprocent: 13

Set hos Skjold Burne på tilbud til 130 kr.



Henri Bourgeois Pouilly-Fumé 2011.

Meget svovlet duft og inde bag fornemmes duften af asparges. En bitter vin med tørstof, mineralitet men hvor frugten ikke rigtig slår igennem. 85

Alkoholprocent: 13

Set hos theis-vine.dk til 159 kr.



Clos de Cariziere Muscadet 2011.

Let citrus i næsen, grønne æbler, lime, flint og en stram syre. Kort eftersmag. Savner dybden. 84

Alkoholprocent: 12

Set hos bichel.dk til 90 kr.



Hubert Brochard Sancerre Non Filtre 2012.

Markant mineralsk udtryk i duften. Grønne æbler, flint, limefrugt og en aggressiv syre. Lidt kort i eftersmagen. 87

Alkoholprocent: 13

Set hos Erik Sørensen Vin til 150 kr.



Domaine Jean-Paul Balland Sancerre 2012.

Blomster og stikkelsbær i duften, afdæmpet syre der møder en med en let sødlig smag af røde æbler, flint og melon. Frugtig men lidt kort eftersmag. 88

Alkoholprocent: 13

Set hos Vinoble til 175 kr.



Hubert Brochard Puilly Fumé 2012.

Lime og flint i duften. Pæn syre og en elegant vin med grønne æbler, citrus, våd sten og asparges i smagen. Pæn lang stenet eftersmag. 88

Alkoholprocent: 13

Set hos Erik Sørensen Vin til 130 kr.



Joseph Mellot Puilly Fumé Le Troncsec 2012.

Papaya og fersken i duften, man fornemmer en smule fad i denne vin med smag af røde æbler, abrikos og vanilje. Lidt lav i syren og man fornemmer den har fået varme. 87

Alkoholprocent: 12,5

Set hos philipsonwine.dk til 1320 kr. for tolv styk



L’Insolite Saumur 2012.

Let moden frugt i duften. Rimelig fyldig vin med fersken, citrus og en pæn frugtig eftersmag. Stram syre. 88

Alkoholprocent: 12,5

Set hos philipsonwine.dk til 2040 kr. for tolv styk



Thierry Germain Domaine des Roches Neuves Saumur 2013.

Urtet duft med kirsebær, peber, røg og lakrids i smagen. En let men spændende krydret vin på Cabernet Franc. Pæn let krydret eftersmag. 88

Alkoholprocent: 12,5

Set hos philipsonwine.dk til 1320 kr. for tolv styk



Le Petiot 2012, Touraine.

Røde modne æbler i duften og en fyldig frugtig vin med fersken, æbler i smagen og en lidt kort afslutning og hvor syren måske savnes en smule. 87

Alkoholprocent: 12,5

Set hos vinogvin.dk til 95 kr.



0 kommentarer
Vis kommentarer