Stjerneregn over weekendens bedste vine

Sjældent har vi uddelt så mange stjerner som i denne uge. Vi har testet 30 vine

Det var en fornøjelse at smage sig gennem ugens indsendte vine. Udover en række fremragende vine, var der særdeles mange gode køb. Og det var derfor en hård kamp at beslutte, hvilke der var ugens allerbedste. Bedste køb blev i sidste ende en fremragende Cotes du Rhone fra måske en af de bedste producenter i dalen huset Chave. Bedste vin kommer fra en anden dal, nemlig Ribera del Duero i det nordlige Spanien. En vin som måske ikke er specielt billig, men som uden problemer kan konkurrere med en række af de meget dyrere vine herfra. Seks fortjente stjerner til denne.

Se her en oversigt over de bedste vinkøb i Danmark lige nu.

Læs også: Klar spansk sejr i vinlandskamp

 

Cutio 2010, Spanien. 5 stjerner. GODT KØB

100% Garnacha fra Cariñena. Kun 50% på fade i 4 mdr. Ganske fyldig og frugtig vin i stilen. Brombær, lakrids, peber og søde krydderier i smagen. Flot struktur og en ligefrem vin ganske flot til prisen.

Alkohol procent: 13,5

Set hos d-wine på tilbud til 69 kr.

 

 

Pear Tree White 2014, Sydafrika. 5 stjerner. GODT KØB

Chenin blanc og viognier. Især førstnævnte drue er populær i Sydafrika og det er ganske gode vine der kommer ud af denne. En frisk syrlig vin med citrus i duften og i smagen fersken, licchi, mandler og hvide blomster. Pæn balance og en ganske sprød lækker mad velegnet til skaldyr og dampet fisk.

Alkohol procent: 13,5

Set hos Skjold Burne på tilbud til 360 kr. for seks styk

 

 

Messapi Primitivo 2013, Italien. 4 stjerner.

Krydret varm duft af modne blommer. En fyldig meget krydret vin med antydning af meget modne bær og lidt restsødme. Fungerer fint lidt køligt da syren er pæn. Men over 18 grader falder den lidt sammen.

Alkohol procent: 14

Set hos Føtex på tilbud til 120 kr. for to styk

 

 

J.L. Chave Cotes du Rhone Mon Coeur 2012, Frankrig. 5 stjerner. UGENS BEDSTE KØB

Chave er kongen i Rhone men efterspørgslen enorm og mulighederne for at øge produktionen minimale. Projektet Mon Coeur startede med første årgang 1998 ud fra den simple idé at udvælge nogle domainer fra den store appellation Côtes du Rhône, som arbejdede ud fra de samme værdier, som Jean-Louis ønsker for at lave sin vin. Yderst flot og saftig vin med krydderier og mørke bær i duften som fortsætter med timian, peber, tobak og vanilje i smagen. Flot balance med en flot dybde især prisen taget i betragtning.  Til 100 kr. er dette et særdeles godt køb og 5 store stjerner.

Alkohol procent: 14,5

Set hos jyskvin.dk til 600 kr. for seks styk

 

 

Bernard Magrez Le Bordeaux 2012, Frankrig. 4 stjerner.

Vin på merlot og cabernet saugvignon primært fra højre bred i Bordeaux. Ikke så intens i duften og i smagen solbær, brombær, lette krydderier og vanilje. Pæn koncentration og en jævn fornuftig bordeaux som ikke stikker af, men til udsalgsprisen fungerer fint.

Alkohol procent: 12,5

Set hos Vinspecialisten til 360 kr. for seks styk

 

 

Tenuta Degli Dei Cavalli 2011, Italien. 5 stjerner.

Bordeaux blend på Cabernet Franc (15%), Cabernet Sauvignon (60%) , Petit-Verdot (25%) fra Toscana. En saftig flot og intens vin med brombær, lakrids, violer og krydderier. Bløde venlige tanniner og en flot koncentration. Den er dyr, men hver en krone værd.

Alkohol procent: 14

Set hos eriksorensenvin.dk til 1500 kr. for seks styk

 

 

Cellar Road Reserve Shiraz 2013, Australien. 4 stjerner.

Lys og let shiraz i stilen. Frugtdrevet med brombær, krydderier og strejf af vanilje. Fadet afdæmpet, men ganske pæn balance og en ligefrem vin som bør nydes nu. Savner lidt mere koncentration.

Alkohol procent: 14

Set hos nemlig.com til 50 kr.

 

 

Tridente Entresuelos Tempranillo 2012, Spanien. 3 stjerner.

Fra område omkring Zamora tæt på Toro i det vestlige Spanien. Meget faddomineret med søde vanilje toner og toast der dominerer. Pæn frugt og koncentration, men slutter noget tørt. Alkoholen brænder og dominerer. Ikke helt i balance og elegancen er væk.

Alkohol procent: 14,5

Set hos AndrupVin.dk til 484 kr. for seks styk

 

 

Verso Rosso Salento 2012, Italien. 4 stjerner.

Primitivo vin fra Puglien i det sydlige Italien. En varm krydret vin med en del sødme i smagen. Ikke meget i duften men rimelig intens i smagen. Bagte blommer, krydderier og vanilje. Pæn balance, hvis man er til den lidt svulstige søde stil.

Alkohol procent: 14

Set hos Kvickly på tilbud til 139 kr. for tre styk

 

 

Zinio Crianza 2011, Spanien. 4 stjerner.

Moderne Rioja i stilen på tempranillo. Ganske intens duft af brombær og toast. Velbalanceret og meget frugtig i udtrykket. Fadet pænt afstemt, omend man ikke er i tvivl om at det er der. Tør lidt bitter eftersmag. Pæn koncentration og ganske pæn vin.

Alkohol procent: 14,5

Set youandwine.dk på tilbud til 105 kr.

 

 

De Bortoli Durif Family Selection 2011, Australien. 4 stjerner.

På druen durif som i stilen minder meget om syrah. Pæn intensitet i duften og en velbalanceret pæn ligefrem vin. Ikke specielt koncentreret og ikke specielt dyb. Men til en halvtredser bliver man ikke skuffet.

Alkohol procent: 13

Set hos Superbest til 100 kr. for to styk

 

 

Donnaluce Bianco 2013, Italien. 5 stjerner.

Fra Lazio ved Rom på druerne 60% Malvasia, 30% Greco, 10% Chardonnay. En ganske flot intens vin både i smag og duft. Moden melon, blomster og citrus i smagen. Flot koncentration og en vin der bør serveres til mad.

Alkohol procent: 13

Set hos Euro Spar på tilbud til 90 kr.

 

 

Tudernum Montefalco Rosso Riserva 2008, Italien. 4 stjerner.

På sagrantino druen fra Umbrien. En moden vin med svampet udtryk. Modne kirsebær, krydderier og vanilje. Sødlige let bitre toner i eftersmagen. Ikke specielt koncentreret.

Alkohol procent: 14

Set hos Irma på tilbud til 139 kr. for to styk

 

 

Casa Castillo Monastrell 2013, Spanien. 4 stjerner.

Ung vin i stilen fra Jumilla i det østlige Spanien. Meget frugtig i stilen med en let sødme i eftersmagen. Diskret fad, ikke voldsom kompleks og koncentreret. Men til prisen kan man ikke forvente mere.

Alkohol procent: 15

Set hos A Vinstouw  til 484 kr. for seks styk

 

 

Girolamo La Voliera Primitivo 2013, Italien. 3 stjerner.

Ganske neutral vin fra det sydlige Italien. Tør i stilen, men ikke meget koncentration og en del bitterhed i afslutningen. Pænt balanceret, men ikke spændende vin på nogen måde.

Alkohol procent: 13,5

Set hos Gallovini.dk til 414 kr. for seks styk

 

 

Di Majo Norente Ramitello 2011, Italien. 5 stjerner.

Enkeltmarks vin på montepulciano og aglianico. Mørke røde modne kirsebær i duften, krydderier og vanilje i smagen. Flot balance og en lækker frugtig vin i stilen med en pæn koncentration. Lang lidt bitter og tør eftersmag. Fem pæne stjerner.

Alkohol procent: 13,5

Set hos vinikassevis.dk til 275 kr. for tre styk

 

 

 

Carmelo Rodero Reserva 2010, Spanien. 6 stjerner. UGENS BEDSTE VIN

Det er en forrygende flot vin, som viser den bedste side af Ribera del Duero. Masser af koncentration, brombær, tobak og krydderier i smagen. Yderst velbalanceret med en lang vedvarende eftersmag. På højde med en række af de helt store vine som koster det dobbelte.

Alkohol procent: 14

Set hos compagniet.dk til 250 kr.

 

 

Castelo de Medina Verdejo 2013, Spanien. 5 stjerner.

Fra Rueda hvor det er verdejo druen der dominerer. En intens duft af melon som fortsætter i smagen med fersken og citrus. En syre som får vinen til at stå rank og flot. Spændende hvidvin som bør serveres til mad.

Alkohol procent: 13

Set hos laudrup.dk til 492 kr. for seks styk

 

 

Clonakilla Hilltops Shiraz 2012, Australien. 5 stjerner.

Australiens svar på Cote Roti fra marker tæt på Canberra i det noget køligere Australien end man ellers møder.  Et køligt udtryk og en intens duft af peber og sorte bær. Violer, lakrids, krydderier og animalske toner i smagen. Yderst flot balanceret og meget anderledes end man ellers smager af shiraz vine. Fem store stjerner.

Alkohol procent: 13

Set hos theis-vine.dk til 270 kr.

 

 

Zinio Reserva VS 2006, Spanien. 4 stjerner.

Ganske modent udtryk. Brombær, kaffe, læder, bagte krydderier og vanilje. Klassisk Rioja vin i udtrykket med en del fad præg og en tør men ganske pæn afslutning. Fire pæne stjerner.

Alkohol procent: 14,5

Set hos youandwine.dk på tilbud til 159 kr.

 

 

Altesino Brunello di Montalcino 2010, Italien. 5 stjerner.

Så er 2010 årgangen frigivet fra Brunello og den virker lovende.  Mørke bær, violer, tobak, mocca og vanilje i smagen. Flot struktur stadig med bindende tanniner.  En god syre holder den modne frugt oppe. Fem store stjerner.

Alkohol procent: 14

Set hos philipsonwine.com til 1800 kr. for tolv styk

 

 

Royal Coteau Champagne Tradition NV, Frankrig. 4 stjerner.

Ikke specielt intens i duften men ganske pæn balance i smagen med fersken, citrus og våde sten i smagen. Cremet mousse og en Champagne prisen taget i betragtning i den pænere ende.

Alkohol procent: 12,5

Set hos vintagechampagne.dk til 269 kr.

 

 

Baby Doll Pinot Noir 2013, New Zealand.  4 stjerner.

En lys vin med jordbær i duften.  Klassisk oversøisk pinot noir. Kirsebær, jordbær og lette krydderier i smagen. Lidt kort vandig eftersmag. 

Alkoholprocent: 13,5

Set hos Holte vinlager til 660 kr. for seks styk

 

 

Saronsberg Seismic 2008, Sydafrika.  5 stjerner.

En næsten sort vin. Mørke sorte bær i duften. Brombær, peber, violer, krydderier og vanilje. Voldsom koncentration, pæn syre men oversøisk i stilen hvor især varmen fornemmes. Pæn frugtig afslutning.

Alkoholprocent: 14,5

Set hos Holte vinlager til 1260 kr. for seks styk

 

 

Lussac Saint Emilieon 2012, Frankrig.  3 stjerner.

Kærnemælk i duften. Brombær, tobak, krydderier og vanilje. Klassisk Bordeaux vin i stilen med det især krydrede lidt grønne udtryk. Pæn balance men lidt vandig i stilen.

Alkoholprocent: 13

Set hos Lidl til 60 kr.

 

 

Sebastien Magnien Hautes Cotes du Beaune 2012, Frankrig.  4 stjerner.

En syrlig chardonnay men som har køligheden og strengheden man forbinder med Bourgogne. Fersken, citrus og let mineralitet fornemmes. Ikke så koncentreret men ganske flot balanceret. Savner lidt mere dybde især prisen taget i betragtning.

Alkoholprocent: 13

Set hos Domainebrandis.dk på tilbud til 129 kr.

 

 

Ruffino Riserva Ducale Chianti Classico 2011, Italien. 3 stjerner.

2011 var et svært år i Toscana og det fornemmes omend man er sluppet hæderligt fra det alligevel. Røde kirsebær i duften som fortsætter i smagen i en let krydret stil. Ikke specielt koncentreret og en let men saftig og pæn chianti. Flot balance men en årgang der bør springes over.

Alkoholprocent: 14

Set hos Salling til 130 kr.

 

 

Charlier & Fil Champagne NV, Frankrig.  5 stjerner.

70% Pinot Menuier og 30% Chardonnay. Meget fyldig og let oxideret i stilen. Modne ferskner, citrus og hvide blomster i smagen. Meget fyldig med en lang vedvarende eftersmag. Pæne bobler og cremet mousse.

Alkoholprocent: 12

Set hos vintagechampagne.dk til 279 kr.

 

 

Legaris Verdejo 2013, Spanien.  4 stjerner.

En frisk og ganske fyldig verdejo fra Rueda. Intens blomstret duft og fersken, citrus og blomster i smagen. Pæn syre men lidt kort i eftersmagen. En godt match til dampet fisk.

Alkoholprocent: 12,5

Set hos kogs.dk på tilbud til 79 kr.

 

 

0 kommentarer
Vis kommentarer