Her er ugens lækreste vin

I denne uges vintest har vi testet 21 vine. Og vinderen blev en syditaliensk vin som i den grad vil stå godt til grill maden. Men også en flot rose til en yderst god pris er værd at nævne

Il Falcone Riserva 2007, Italien. 5 stjerner. BEDSTE VIN

Vin på Nero di Troia og Montepulciano fra Puglien i det sydlige Italien. Masser af røde kirsebær, violer, krydderier, tobak og vanilje. Man fornemmer tanninerne, men de er velintegrerede og en vin man sagtens kan gemme en hel del år endnu. Viser at Syditalien i den grad kan udfordre de helt store italienske vine.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos wine.dk til 179 kr.



Dry Creek Chardonnay 2009, Californien. 5 stjerner.

Fra Russian River Valley i Sonoma kommer denne fyldige Chardonnay. Fersken, abrikos og vanilje dominerer med en lang frugtig eftersmag. God balance og typisk oversøisk i stilen, dog uden at kamme over.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos Holte vinlager til 600 kr. for seks styk



Cecchi Chianti Classico 2010, Italien. 2 stjerner.

En noget spinkelt og simpel Chianti som udstiller problemet med netop vinene fra dette område. Kvaliteten er for svingende. Denne er sur i duften, har en spinkel smag af røde bær men man savner stort set alt.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos Kvickly på tilbud til 49 kr.



Puisseguin Saint Emilion 2011, Frankrig. 2 stjerner.

Ikke meget i duften og i smagen en noget neutral vin med en anelse brombær og solbær. Jævn kedelig vin og desværre et udtryk for meget af den vin der laves i Bordeaux i den lavere ende i øjeblikket.

Alkoholprocent: 13

Set hos LIDL til 57 kr.



Memoro Piccini Rosato, Italien. 5 stjerner. BEDSTE KØB

Masser af jordbær, hindbær og røde kirsebær i denne ganske udmærkede rose vin med druer fra forskellige regioner fra nord til syd i Italien. En meget frugtig og ligetil vin som får en ekstra stjerne for prisen.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos Superbest på tilbud til 140 kr. for tre styk



Hecula 2011, Spanien. 4 stjerner.

Fra Yecla i det østlige Spanien og en vin på Monastrell druen. En let krydret og parfumeret vin med smag af sorte kirsebær, urter og vanilje. Noget tør eftersmag, men til udsalgsprisen en udmærket vin.

Alkoholprocent: 14

Set hos Føtex til 80 kr. for to styk.



L’Ameillaud Cotes du Rhone 2011, Frankrig. 4 stjerner.

En lækker krydret vin fra det sydlige Rhone på primært Grenache som er høstet lidt senere end normalt, hvilket giver lidt mere koncentration og alkohol i vinen. Brombær, lavendel, krydderurter i smagen. En saftig krydret vin med en let sødme i eftersmagen.

Alkoholprocent: 14

Set hos Erik Sørensen Vin på tilbud til 420 kr. for seks styk



Nugan Home Block Petit Syrah 2012, Australien. 5 stjerner.

En sort vin fra Riverina i det sydlige Australien på Petit Syrah druen. En meget koncentreret vin nærmest sort i farven. Blommer, brombær, mørk chokolade, tobak og vanilje. Stadig en del tannin så bør dekanteres og ikke serveres for varm da alkoholen ellers bliver for dominerende.

Alkoholprocent: 15

Set hos Superbest på tilbud til 80 kr.



Momentos Reserva Carmenere 2011, Chile. 4 stjerner.

En typisk oversøisk vin i stilen hvor man fornemmer krydderier, moden frugt og varme. Denne er på den lokale Carmenere-drue og smager af brombær, grøn peber, vanilje og krydderurter. En anelse sødme i eftersmagen. Til udsalgsprisen et pænt glas.

Alkoholprocent: 14

Set hos SPAR på tilbud til 125 kr. for tre styk



Elsa Bianchi Syrah 2012, Argentina. 4 stjerner.

Man ser flere og flere vine på Syrah også fra Argentina. Denne har røde kirsebær, peber, vanilje og krydderier i smagen. God balance og en vin der vil stå godt til krydret mad eller grill.

Alkoholprocent: 14

Set hos Vinspecialisten til 75 kr.



Domaine Begude L’Exotiqu 2011, Frankrig. 5 stjerner.

Vin fra det sydlige Frankrig i det lidt køligere Limoux helt tæt på Pyrenæerne. Man fornemmer gule blommer, mirabeller, melon og peber i smagen. En spændende vin der bør serveres til mad. Rimelig syre og let mineralitet.

Alkoholprocent: 13

Set hos Vinmonopolet til 510 kr. for seks styk



Baturrica Gran Reserva 2006, Spanien. 3 stjerner.

En frugtig og saftig vin med smag af brombær og kirsebær. Man fornemmer den har alder men savner lidt mere i koncentrationen. Er klar nu og bør ikke gemmes yderligere. Lidt syrlig kort eftersmag.

Alkoholprocent: 13

Set hos LIDL til 40 kr.



Baccolo Apassimento 2011, Italien. 3 stjerner.

Vin fra Veneto på delvist tørrede druer. En simpel frugtig vin med en del sødme i eftersmagen. Til grillmad vil den fungere godt, men er ikke en stor vin. Holder til udsalgsprisen, men ikke til mere.

Alkoholprocent: 12,5

Set hos Superbest på tilbud til 39 kr.



Legaris Roble 2011, Spanien. 4 stjerner.

En forholdsvis fyldig vin på Tempranillo med 3 mdr. fadlagring. Ung i stilen med smag af røde blommer, mørk chokolade og vanilje. Lidt tør eftersmag.

Alkoholprocent: 14

Set hos kogs.dk på tilbud til 85 kr.



Cellier des Dauphins Cotes du Rhone 2011, Frankrig. 2 stjerner.

En krydret duft og i smagen brombær, peber og krydderurter. Noget spinkel og alkoholen brænder. EN vin der ikke hænger helt sammen.

Alkoholprocent: 14

Set hos Skjold Burne på tilbud til 300 kr. for seks styk



Luis Canas White wine 2012, Spanien. 3 stjerner.

Hvidvin primært på Viura druen fra Rioja. En noget flad vin med smag af fersken og melon. Kort eftersmag og generelt savnes syren til at stå op mod frugten.

Alkoholprocent: 13

Set hos Vinoble på tilbud til 69 kr.



La Chablisienne Sauvignon 2012, Frankrig. 3 stjerner.

Masser af blomst i næsen men forventningen holder ikke helt i smagen som er lidt flad og hvor man savner mere frugt og fylde. Generelt skuffende vin fra dette Chablis kooperativ som normalt står for flotte vine.

Alkoholprocent: 12,5

Set hos philipsonwine.dk til 720 kr. for tolv styk



Chianti Rufina I Veroni 2009, Italien. 3 stjerner.

En let chianti med smag af kirsebær men med en noget bitter eftersmag. Bidende syre og virker ikke helt balanceret. Kort tør eftersmag.

Alkoholprocent: 14

Set hos Føtex til 110 kr. for to styk.



Bellingham Big Oak Red 2011, Sydafrika. 3 stjerner.

Vin på Shiraz og Cabernet Sauvignon. En let brændt tone i smagen som yderligere har blomme, chokolade og vanilje. Meget oversøisk og lidt overstyret i stilen.

Alkoholprocent: 13

Set hos Skjold Burne til 360 kr. for seks styk.



Renato Ratti Langhe Nebbiolo 2011, Italien. 5 stjerner.

Ofte er de gode Barolo huses Langhe vine et godt køb og denne fra Ratti er ikke en undtagelse. Sorte kirsebær, tobak, læder, tjære og lakrids. En flot balance og et et bedre køb end mange billigere Barolo vine som man finder mange steder. Bør nydes nu og de næste 5 år.

Alkoholprocent: 14

Set hos philipsonwine.dk til 1200 kr. for tolv styk.



Franzosi Lugana 2012, Italien. 5 stjerner.

Lugana ligger i den sydlige ende af Gardasøen og laver sprøde vine på Trebbiano druen. Denne er et flot eksemplar med citrus, grønne æbler, flint og mineralitet. Flot balance og en vin til skalddyr. Fem pæne stjerner.

Alkoholprocent: 13

Set hos winestore.dk til 1068 kr. for tolv styk.