De bedste "billige" bordeaux vine

De dyreste bordeaux vine er ikke til at komme i nærheden af, men hvad med niveaet lige under. Vi har testet 14 bordeaux vine i ugens test

Bordeaux er en af verdens største vindistrikter med over 110.000 hektar vinmarker og over 10.000 vinbønder. Produktionen er årligt ca. 600 millioner liter vin hvilket svarer til lige så meget vin, som der laves i hele Chile.

Bordeaux by har gennem mange hundrede år været vinbranchens centrum. Når høsten er i land og den første vin er på fadene flokkes alverdens vinskribenter og indkøbere til Bordeaux for at vurdere årgangen. Og netop årgangene har kæmpe betydning for området. Da der er så stor forskel på kvaliteten fra årgang til årgang er dette derfor vitalt for priserne.

Før i tiden var konkurrencen primært fra især Italien og lidt fra Californien, Spanien og Australien. Men med det fokus som især Chile og Argentina har fået med de gængse Bordeaux druer som Cabernet Sauvignon og Merlot er man nu i stand til i disse lande, grundet især klimaet, at skabe mere ensartede vine på tværs af årgange. Vel og mærke til priser som er svære at konkurrere med for Bordeaux.

Og priserne er høje i Bordeaux. I de senere år er priserne på de bedste Bordeaux-vine steget markant til priser som er uden for de flestes rækkevidde, ikke mindst på grund af øget efterspørgsel fra lande som Kina og Rusland. Men man skal huske på, at de vildeste prisstigninger kun gælder de allermest kendte vine. Der laves stadigvæk mange gode vine til fornuftige priser i Bordeaux, især når man kigger på Bordeaux Supérieur og Cru Bourgeois-kategorierne. Vi har i denne uges vintest valgt at kigge på disse vine. Udover stjerner er der også i denne test point efter 100 point skalaen.



Chateau de Pez 2010, Saint Estephe. 5 stjerner. BEDSTE VIN

Et blend af 53% Cabernet Sauvignon og 47 % Merlot. Solbær, brombær med en let mineralitet. Flot balance og man fornemmer det er et stort år i Bordeaux. Stadig en del tannin og en vin som nok bør ligge nogle år. Det er ikke billigt men det er godt. 92

Alkoholprocent: 14

Set hos Vinoble på tilbud til 369 kr.



Chateau Haut-Beausejour 2010, St. Estephe. 4 stjerner.

Vin på 53% Merlot og resten Cabernet Sauvignon. Masser af solbær, kirsebær og modne jordbær. Man fornemmer stadig tanninen især som tørhed i eftersmagen. En noget mere opulent årgang end tidligere. 89

Alkoholprocent: 14

Set hos Vinoble på tilbud til 225 kr.



Chateau Les Grands Chenes 2010. 4 stjerner.

Duft af brombær og i smagen mynte, kirsebær, solbær, lakrids og krydderier. En Merlot domineret vin (63%) hvilket fornemmes især i de bløde tanniner og i duften. En noget tør og kort eftersmag. 89

Alkoholprocent: 13,5

Set hos Vinspecialisten til 250 kr.



Chateau le Perenne 2009. 5 stjerner. BEDSTE KØB

90% Merlot og resten Cabernet Sauvignon. Moden duft af især svampe. I smagen en fyldig krydret vin med brombær, bitter chokolade og kanel. En flot balance og bløde velintegrerede tanniner. Rigtig godt køb. 90

Alkoholprocent: 14,5

Set hos Vinspecialisten på tilbud til 750 kr. for seks styk



Chateau de Villegeorge 2007. 4 stjerner.

Let grønne toner, svampe i næsen og man fornemmer det er en vin med lidt alder. Rimelig fyldig med smag af solbær, enebær og moccabønner. En lidt støvet og tør eftersmag. 86

Alkoholprocent: 13

Set hos Holte vinlager på tilbud til 900 kr. for seks styk



Chateau Chantelys 2008. 3 stjerner.

Lidt neutral i duften, en spinkel vin med solbær, enebær, grøn peber og strejf af vanilje. Noget vandig i stilen. Let tørhed i eftersmagen. 84

Alkoholprocent: 13

Set hos Skjold Burne på tilbud til 480 kr. for seks styk



Chateau Fourcas Loubaney 2010. 4 stjerner.

Skovbær i duften, en saftig rund og blød vin med solbær, svampe, kaffebønner og krydderier. Elegant og alligevel rimelig fyldig. Lidt metalliske tanniner. 88

Alkoholprocent: 12,5

Set hos Erik Sørensen Vin på tilbud til 600 kr. for seks styk



Chateau Fontesteau 2007. 4 stjerner.

Lidt støvet i duften og man fornemmer især svampe. En tør smag med solbær, mynte og krydderier. Savner lidt mere fylde men rimelig pæn eftersmag. 87

Alkoholprocent: 13

Set hos Skjold Burne på tilbud til 720 kr. for seks styk



Chateau Patache d’Aux 2009, Medoc. 4 stjerner.

Grøn peber i duften og i smagen solbær, champignon og hvid peber. Kort eftersmag. En elegant men lidt spinkel vin. 86

Alkoholprocent: 13,5

Set hos Philipsonwine.dk til 1320 kr. for tolv styk



Chateau Liversan 2010. 4 stjerner.

Solbær i næsen og i smagen røde kirsebær, blåbær og et let krydret udtryk i eftersmagen. Lidt spinkel men en saftig vin. Kort eftersmag. 87

Alkoholprocent: 13

Set hos Philipsonwine.dk til 960 kr. for tolv styk



Les Allees de Cantemerle 2010. 4 stjerner.

Modne varme bær i duften. En fyldig vin med brombær, solbær, mørk chokolade, mocca og røg. En saftig eftersmag. 88

Alkoholprocent: 13

Set hos Philipsonwine.dk til 1560 kr. for tolv styk



Chateau Fourcas Dupre 2010. 4 stjerner.

Solbær i duften og i stilen en elegant og meget velbalanceret vin med smag af røde bær, kaffe og violer. Lang let tør eftersmag. 88

Alkoholprocent: 13

Set hos Philipsonwine.dk til 1560 kr. for tolv styk



Chateau Gressier Grand Poujeaux 2010. 5 stjerner.

Varme bær i næsen med en tør og let bitter smag af solbær, bitter chokolade og let mineralitet. Man fornemmer tanninerne. 89

Alkoholprocent: 13,5

Set hos Philipsonwine.dk til 1800 kr. for tolv styk



Chateau Citran 2010. 5 stjerner. GODT KØB

Modne solbær i næsen og i smagen en rimelig fyldig, saftig og rund vin med solbær, kaffebønner, mineraler og let krydret udtryk. Flot syre og pæn lang eftersmag. Elegant vin som er klar nu. 89

Alkoholprocent: 13,5

Set hos Philipsonwine.dk til 1560 kr. for tolv styk





0 kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen