Weekendens bedste vine

Vi har i denne uge testet 11 vine

I denne uge har vi testet 11 vine både fra større men også en række mindre importører. Ugens bedste vin er en yderst lækker og frugtig portvin som vil være en god ledsager til ris-a-la-manden eller som en meditationsvin. I den modsatte retning vinder en Barbera som ugens bedste køb. Der er stor forskel på kvaliteten af vinene på Barbera druen men denne holder i den grad.



Vajra Barbera d’Alba 2008, Italien. 5 stjerner. UGENS BEDSTE KØB

Mørke kirsebær, lakrids, violer og en mineralitet i eftersmagen. En flot og saftig Barbera fra en af de bedre klassiske producenter. Til tilbudsprisen et rigtig godt køb.

Alkoholprocent: 14,5

Set hos Vinspecialisten til 200 kr. for to styk



Vina Tarapaca Terroir 2010, Chile. 4 stjerner.

Vin på Cabernet Sauvignon og Syrah. En sort og saftig vin med masser af frugt især brombær og solbær. Fadet er noget dominerende og derfor fremstår vinen meget oversøisk i stilen. Men pæn vin hvis man er til den frugtige lidt tunge vin i stilen.

Alkoholprocent: 14

Set hos Skjold Burne til 490 kr. for seks styk



Caparzo Rosso di Montalcino 2011, Italien. 2 stjerner.

Brunelloens lillebror og i dette tilfælde med streg under lillebror for det er en ganske uinteressant vin. Spinkel med aner af kirsebær, peber og vanilje. Men man må forvente mere fylde og kompleksitet til denne pris. Kort vandig eftersmag.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos Vinoble på tilbud til 199 kr. i magnum (1.5 liter)



Russell 3 Clusters Syrah 2009, Californien. 5 stjerner.

En rigtig frugt og peber bombe. De sorte frugter vælter op af glasset i denne meget kraftige vin, som med fordel bør serveres køligt grundet den høje alkohol. Yderst intenst og kompleks. Oversøisk i stilen men når det er bedst. Dekanter den.

Alkoholprocent: 15,8

Set hos lundens.dk til 1776 kr. for tolv styk



Santa Barbara Winery Pinot Noir 2010, Californien. 4 stjerner.

Duft af kostald og i smagen jordbær, svampe, enebær og hvid peber. En noget dominerende alkohol som trækker lidt ned men generelt en pæn Pinot mere i den europæiske stil.

Alkoholprocent: 14,7

Set hos lundens.dk til 1776 kr. for tolv styk



Smoking Loon Old Vine Zinfandel 2011, Californien. 4 stjerner.

En rigtig krydret og meget typisk Zinfandel i stilen. Ikke specielt fyldig men med smag af krydrede søde brombær, kirsebær, enebær, rosmarin og vanilje. En ligefrem og ganske flot eftersmag. Men også en vin hvor fadet dominerer.

Alkoholprocent: 14

Set hos Vinmonopolet.dk til 1200 kr. for tolv styk



Quevedo Special Reserve. 5 stjerner. UGENS BEDSTE VIN

En ung tawny port med en hel del frugt og dermed meget anderledes end hvad man ellers ser i denne kategori. I smagen svesker, puddersukker, kanel og julekrydderier. Pæn integreret alkohol. En meget velegnet vin til ris-a-la-mande.

Alkoholprocent: 19,5

Set hos vinogvin.dk til 149 kr.



Quevedo 10 års Port. 5 stjerner.

En yderst flot frugtig 10 års tawny. Svesker, kanel, nelliker, orangeskal og vanilje. Flotlang eftersmag og en yderst tiltalende portvin til julesmåkagerne.

Alkoholprocent: 19,5

Set hos vinogvin.dk til 149 kr.



Amore Passo 2012, Italien. 4 stjerner.

Vin på Primitovo og Malvasia fra Puglien i det sydlige Italien. En fyldig krydret vin med brombær, kirsebær, krydderier og vanilje. Pæn balance og en ganske behagelig vin med en frugtig afslutning.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos Bilka til 75 kr.



Comte Pirenne 1999, Spanien. 5 stjerner.

En moden Priorat med smag af brombær, svampe, søde krydderier og vanilje. Stadig en flot vin med bløde afrundende tanniner men bør ikke gemmes meget længere. Fremstår nu saftig flot og klar.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos d-wine.dk til 1800 kr. for seks styk



Charles Smith No Bull Syrah 2011, USA. 5 stjerner.

En vin fra Waskington State i det nordøstlige USA. En køligere Syrah i stilen med mørke kirsebær, krydderier, peber og i stilen som en nord-rhone vin. Flot balance og en saftig velbalanceret vin til oksekød. Sælges på restauranten Mash derfor den noget højere pris. Men til en restaurantpris bestemt et godt glas vin.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos MASH restaurant til 395 kr.



Husk stor test af snaps i Ekstra Bladet imorgen lørdag.

0 kommentarer
Vis kommentarer