Weekendens bedste vine er spanske

I denne uges vintest har vi fokus på vinene fra det "nye" Spanien. Se hvordan de klarede sig her

De fleste er stødt på vine fra Rioja, Ribera del Douro eller Priorat fra Spanien. Klassiske områder som har domineret det udvalg af spanske vine vi ofte ser herhjemme. Men det er de færreste som kender Rias Baixas, Emporda eller Cariñena. Og det er synd for netop i disse år laves der en række spændende vine i disse ”nye” områder. Områder som for nogles vedkommende har lavet vin i over hundrede år, mens andre først er hoppet med på bølgen for nyligt. Vi har derfor valgt denne uge udelukkende at teste vine fra disse ”nye” områder i Spanien.

Vinderen blev en vin på Mencia druen fra det spændende område Bierzo i det nordvestlige Spanien. En vin som stilmæssigt måske er nærmere de franske Loire rødvine end andet man ser i Spanien. Bedste hvidvin kommer også fra det nordvestlige Spanien, men helt ude i Galicien hvor det er Albarino druen som dominerer

Alle vinene er endvidere bedømt på 100 point skalaen.



Mar de Frades Albarino 2012, Rias Baixas.

Vine fra Galicien er på druen Albarino. Der er masser af citrus og blomster i duften og i stilen er de meget atypisk hvad man ellers finder i Spanien. I smagen fersken, limefrugt og masser af mineralitet. En sprød og lækker vin som står godt til skaldyr. 89

Alkoholprocent: 12,5

Set hos vinikassevis.dk til 100 kr.



Alvaro Palacios Petalos 2011, Bierzo. UGENS BEDSTE RØDVIN

Alvaro er måske en af Spaniens bedste og mest spændende vinmagere. Han laver vine flere steder i Spanien men hans vine netop her fra Bierzo på Mencia druen er ofte særdeles vellavede. Sorte kirsebær i duften. Let animalsk udtryk og masser af bærsmag, peber, roser og krydderier. Flot lang eftersmag. 92

Alkoholprocent: 14,5

Set hos Vinspecialisten til 135 kr.



Nora Albariño 2012, Rias Baixas. UGENS BEDSTE HVIDVIN

Det er druen Albariño som denne vin fra Galicien er lavet på. En ukendt drue for de fleste herhjemme men det er synd for den står for nogle sprøde og yderst interessante vin især velegnet til skaldyr. I duften mødes man af citrus og lime og det fortsætter i smagen med et mineralsk udtryk og en knivskarp afslutning. På den ene side så let i udtrykket og på den anden med en dybde der til denne pris er flot. 90

Alkoholprocent: 13

Set hos Erik Sørensen Vin til 720 kr. for seks styk



AN/2 2011, VT Mallorca.

An Negra har i den grad været med til at sætte ferieøen Mallorca på vinkortet. Ribs i duften. Kirsebær, lakrids, krydderier i smagen. En spændende anderledes vin med en frugtig særdeles god eftersmag. 90

Alkoholprocent: 14,5

Set hos theis-vine.dk til 190 kr.



Monasterio de las Vinas Gran Reserva 2005, Cariñena.

Cariñena er et ældre område i Aragon mellem Barcelona og Madrid. Brombær i duften og en let brændt støvet Tempranillo med brombær, krydderier og vanilje. Noget tørre tanniner. Men stadig masser af friskhed og frugt trods alderen. 86

Alkoholprocent: 13

Set hos Skjold Burne på tilbud til 599 kr. for seks styk



Corona D’aragon Special Sell. 2011, Cariñena.

Desværre har man i en række områder en tendens til at overstyre brugen af fade og det ser man her. Brombær, lakrids, peber og vanilje. Meget dominerende fad og balancen ikke helt på plads. Udtalt tørhed i eftersmagen. 85

Alkoholprocent: 13,5

Set hos Skjold Burne til 419 kr. for seks styk



Pazo da Boucina Albarino 2013, Rias Baixas.

Krydret med limefrugt i duften. En frisk vin med citrus, havsalt, lime, ananas og syrlige toner i eftersmagen. Spændende vin til skaldyr. 88

Alkoholprocent: 12,5

Set hos d-wine.dk til 600 kr. for seks styk



Telmo Rodriguez A1 2012, Alicante.UGENS BEDSTE KØB

De fleste forbinder nok mere Alicante med charterferier end med vin. Men man har en stor og vigtig produktion her, hvor vinene også bliver bedre og bedre. I denne overmodne jordbær, kirsebær i duften. I smagen sorte kirsebær, violer, krydderier og vanilje. Fadet fornemmes men det fungerer. 88

Alkoholprocent: 13,5

Set hos Philipsonwine.dk til 600 kr. for tolv styk



Telmo Rodriguez Basa Blanco 2013, Rueda. GODT KØB

Telmo Rodriguez er en anden af de store vinmagere i Spanien og laver sine helt egne stil af vine over det meste af Spanien. Citrus i duften. En stram meget syrlig vin med citrus, lime, umodne æbler. Pæn mineralsk eftersmag. 88

Alkoholprocent: 12,5

Set hos Philipsonwine.dk til 720 kr. for tolv styk



Sedosa 2011, Yecla.

Yecla ligger nede ved Valancia inde i landet og her er de fleste vine på Monastrell. En frugtig vin med kirsebær og violer. Ung vin i den friske stil med en pæn syre og frugt drevet. Fungerer fint især til prisen. 87

Alkoholprocent: 14

Set hos Irma til 79 kr. for to styk



Los Navales Verdejo 2012, Rueda.

Rueda er det største hvidvinsområde og ligger ca. 100 km nordvest for Madrid. Det er druen Verdejo som dominerer her. Citrus og limefrugt i duften. Pæn syre og rimelig stringent vin med fersken, lime og en lidt stenet eftersmag. Savner lidt mere fylde og dybde. 87

Alkoholprocent: 12,5

Set hos Vinspecialisten til 80 kr.



Peique 2012, Bierzo.

Bierzo står måske foran det helt store gennembrud. Vinene er kølligere i stilen og meget atypiske spanske. Modne kirsebær, sorte kirsebær, mineraler, peber og lakrids i smagen. Stadig en del tannin men velintegreret. 88

Alkoholprocent: 14

Set hos Erik Sørensen Vin til 420 kr. for seks styk



Familia Pacheco Monastrell 2012, Jumilla. GODT KØB

Jumilla ligger også i Levanten ved Alicante og Valencia. Denne vin på Monastrell har brombær og vanilje i duften. En saftig lækker vin med brombær, krydderier, tobak og peber i smagen. Pæn balance og flot vin til prisen. 89

Alkoholprocent: 14,5

Set hos Vinoble til 79 kr.



Eminens Rosado 2012, Somontano.

Somontano ligger i det nordlige Spanien og druerne der benyttes her er ofte en række af de internationale. I denne rose er der masser af asparges, jordbær og det er en yderst frugtig vin med jordbær, hindbær og en let sødme. En ligefrem ganske behagelig terrassevin. 85

Alkoholprocent: 14

Set hos Holte vinlager til 330 kr. for seks styk



Baturrica Gran Reserva 2006, Tarragona.

En frugtig og saftig vin med smag af brombær og kirsebær. Man fornemmer den har alder men savner lidt mere i koncentrationen. Er klar nu og bør ikke gemmes yderligere. Lidt syrlig kort eftersmag. 83

Alkoholprocent: 13

Set hos LIDL til 40 kr.



Barbazul 2011, VT Cadiz.

Fra det sydligste i Spanien kommer denne vin på primært den lokale drue Tintilla de Rota. Vanilje i duften. Brombær, krydderier og vanilje. Markant brug af fad hvilket fornemmes. Lidt overstyret. Pæn fylde og en meget krydret vin. Høj alkohol som ikke hel er integreret. 87

Alkoholprocent: 15

Set hos theis-vine.dk til 120 kr.



Pieza El Coll 2009, Calatayud.

Let parfumeret duft og i smagen en yderst krydret vin på Garnacha med brombær, krydderier og vanilje. Udmærket vin til prisen.

Alkoholprocent: 14

Set hos EURO SPAR på tilbud til 60 kr.



Monasterio de las Vinas Reserva 2006, Cariñena.

Markant vanilje præg i duften. Som at tygge på egetræsplanker. Brombær, krydderier og vanilje, men for overstyret. Fungerer ikke. 83

Alkoholprocent: 13

Set hos Skjold Burne på tilbud til 479 kr. for seks styk



Zudugarai 2012, Getariako Txakolina.

Getariako Txakolina er et meget lille område nordligt i baskerlandet. Denne vin fungerer dog ikke. Gæret i duften. Aggressiv syre og en yderst spinkel syrerig vin. Grønne æbler og citrus i smagen. 81

Alkoholprocent: 10,5

Set hos d-wine.dk til 600 kr. for seks styk

Læs her vurderingen af St. Emilion vinene fra 2013 her

0 kommentarer
Vis kommentarer