Makadonsk vin og flere gode køb

Flere gode køb prægede denne uges vintest hvor vi tester 13 vine.

Der var usædvanlig mange gode køb i denne uges vintest. Flere vinhuse havde brug for plads til den nye årgang sent på efteråret og derfor ser man ofte importørerne gøre en række gode køb sidst på året som nu kommer forbrugerne til gode. Især må nævnes en spændende Viognier vin fra Spanien samt en Cotes du Rhone. Der var også sjældent besøg af en vin fra Makedonien og så endda på den lokale drue Vranec. En overraskende krydret og vellavet vin som viser at man også kan lave gode vine uden for de traditionelle vinlande.

Ugens tip: Foråret nærmer sig og det er derfor også sæson for stenbiderrogn. Bland en smule cognac i rognen og server med rødløg og cremefraiche. Server hertil en Riesling eller Sauvignon Blanc vin. Et simpelt men fremragende måltid eller forret.



Tikves Vranec 2011, Makedonien. 5 stjerner. BEDSTE VIN

Ikke ofte vi støder på vine fra Makedonien, i dette tilfælde en vin på den lokale Vranec drue. Brændt duft af blommer, en kraftig og meget fyldig vin med blommer, sorte kirsebær, tobak, mørk chokolade. En spændende vin nærmest i den oversøiske stil.

Alkoholprocent: 14

Set hos Vinspecialisten til 75 kr.



Swartland Bushland Reserve Bin 101 2010, Sydafrika. 4 stjerner.

Vin på Shiraz og Cabernet Sauvignon. Let brændt duft og en fyldig vin med smag af blommer, solbær, tobak og vanilje. Meget oversøisk i stilen med masser af sol og fad. Til tilbudsprisen en helt i orden vin.

Alkoholprocent: 14,5

Set hos Superbest til 129 kr. for 3 stk.



Tarapaca Gran Reserva 2010. 4 stjerner.

Vin på Cabernet Sauvignon. Duft af eukalyptus og røde bær. En rimelig koncentreret vin med smag af solbær, vanilje og blomster. Meget typisk oversøisk Cabernet, fyldig og tilgængelig, men savner måske lidt mere kompleksitet.

Alkoholprocent: 14

Set hos Skjold Burne til 600 kr. for 6 stk.



Santa Rita Medalla Real 2010 ”1987 retro edition”, Chile. 5 stjerner.

Vin på Cabernet Sauvignon. Mørke frugter i duften og en meget fyldig vin med smag af solbær, brombær, eukalyptus, mørk chokolade og vanilje. Flot syre og kompleks flot vin især til prisen.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos nemlig.com til 498 kr. for 6 stk.



99 Rosas Chardonnay Viognier 2011, Spanien. 5 stjerner. BEDSTE KØB

Meget frugtig duft, smag af modne ferskner, abrikos, smør og vanilje. En meget fyldig vin som bør serveres til mad. Flot syre og lang eftersmag. Til udsalgsprisen et spændende og godt køb.

Alkoholprocent: 13

Set hos Irma til 129 kr. for 3 stk.



St. Hallett Garden of Eden Shiraz 2010, Australien. 5 stjerner.

En Shiraz i den kølige stil fra rimelig høje marker. En smag af skovbær, brombær, peber, violer og urter. En flot balanceret vin med masser af nuancer.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos Vinoble på tilbud til 149 kr.



Montessu 2010, Italien. 4 stjerner.

Vin fra Sardinien af samme producent som laver den berømte Sassicaia. Druen er primært Carignan (60%) samt en række andre druer. En duft af ler og skovbær og en smag af sorte bær, svampe, rødt kød og vanilje. En anderledes vin der givet vil dele vandene.

Alkoholprocent: 14

Set hos Philipson Wine til 960 kr. for 12 stk.



Pierre Amadieu Cotes du Rhone 2010, Frankrig. 5 stjerner. GODT KØB

En krydret duft og smag af modne brombær, krydderurter, tobak og vanilje. En fyldig frugtig og meget harmonisk vin. En solid og lækker vin til prisen.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos Erik Sørensen Vin til 420 kr. for 6 stk.



Nassos 2009, Spanien. 4 stjerner.

Vin fra Priorat i det nordspanske. En krydret rimelig fyldig vin med smag af brombær, krydderurter, peber, tobak og vanilje. Pæn balanceret vin men savner lidt mere kompleksitet i dette prisleje.

Alkoholprocent: 14,5

Set hos wine.dk på tilbud til 894 kr. for 6 stk.



Secondo Passo Primitivo 2010, Italien. 3 stjerner.

Ikke meget duft men i smagen en let sødlig krydret smag af brombær, krydderurter og kandiserede frugter. En del rest sukker fornemmes.

Alkoholprocent: 13

Set hos Euro SPAR på tilbud til 75 kr. for 2 stk.



Trionfo Gran Bosco 2010, Italien. 4 stjerner.

Vin på Corvina, Merlot og Cabernet Sauvignon fra Veneto i det nordlige Italien. En meget fyldig vin med smag af blommer, peber, chokolade og vanilje. Har en del sødme i eftersmagen. En udmærket vin til især kraftige gryderetter.

Alkoholprocent: 14

Set hos Superbest på tilbud til 129 kr. for 3 stk.



Fauster Reserva 2005, Spanien. 4 stjerner.

Vin fra Navarra på Tempranillo, Merlot og Cabernet Sauvignon. En rimelig koncentreret vin med smag af brombær, chokolade, vanilje og violer. En moden vin til at drikke nu og man får en del for pengene i denne vin.

Alkoholprocent: 14,5

Set hos Holte vinlager til 330 kr. for 6 stk.



Noname Cabernet Sauvignon Merlot, Sydafrika. 2 stjerner.

Der laves desværre en del uinteressant vin og også en del hvor vinhuset ikke engang er nævnt på etiketten. Denne har ikke meget i duften og en noget neutral vin med en anelse solbær og vanilje i eftersmagen. Savner i den grad dybde og kompleksitet.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos LIDL til 43 kr.

0 kommentarer
Vis kommentarer