Weekendens bedste vinkøb

Vi har i denne uge anmeldt 17 vine med en sydamerikansk vinder. Se dem her

Det var vinene fra Sydamerika der sejrede i denne uges vintest. Både for bedste vin og bedste vinkøb. Det er ikke ofte man støder på 10% Cabernet Franc vine, da druen normalt indgår med andre druer i blandinger. Men ugens vinder fra Argentina er en yderst flot vin dyrket i den lidt køligere del af Mendoza og derfor får et meget europæisk udtryk med sorte frugter og peber. Ugens bedste køb er fra Chile på den lokale Carmenere drue. Det kan være en svær drue at tøjle, da den ofte bliver lidt flad og savner syren. Men når den fungerer som i ugens bedste køb, er det en lækker ikke for kraftig vin velegnet til oksekød.



Hardys Nottage Hill Shiraz 2012, Australien.

Masser af peber og mørke bær i duften. En lidt kølig vin i stilen, hvilket klæder den. Blommer, krydderier, vanilje og peber i smagen. Lidt kort i eftersmagen. Men til udsalgsprisen ganske pæn vin.

Alkoholprocent: 14

Set hos Kvickly på tilbud til 39 kr.



Jaboulet Aine Les Traverses 2012, Frankrig.

Vin på primært Grenache fra Rhone dalen. I duften pærer, nødder og det fortsætter i smagen med bitre mandler, fersken, røde æbler og krydderurter. Noget tør og meget bitter eftersmag. Klart en madvin.

Alkoholprocent: 13

Set hos Vinoble på tilbud til 79 kr.



Rheinhessen Riesling 2012, Tyskland.

Let citrus og sten i duften. I smagen fornemmer man melon, citrus og en udmærket syre. Generelt en vin som fungerer, men hvor der er for lidt af det hele.

Alkoholprocent: 11,5

Set hos LIDL til 39 kr.



Santa Rita Cabernet Sauvignon Rosé 2012, Chile.

Cabernet Sauvignon kan være svær at lave rosevin af da den har en tendens til at afgive for mange tanniner og bitre noter til vinen. Det gælder også denne som starter pænt med jordbær i duften men fortsætter med bitre kirsebær, røde æbler og citrus. En noget kort og let tør eftersmag.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos SPAR m.fl. til 50 kr.



Reverdito Barolo 2009, Italien.

Nyere og mindre familiehus på 17 hektar drevet af sønnen Michele. Duft af sorte kirsebær. I smagen kamfer, peber, lakrids, mynte og mineraler. De typiske tørre tanniner man finder i de unge Barolo vine, men velintegrerede i denne vin. Køb og gem den minimum 3-5 år.

Alkoholprocent: 14,5%

Set hos Erik Sørensen Vin til 900 kr. for seks styk



Bodega Aleanna El Enemigo Cabernet Franc 2010, Argentina. UGENS BEDSTE VIN

Joint venture mellem Catenas datter Aleanna og Alejandro Virgil, vinmager på Catena. Ikke ofte man støder på en Cabernet Franc alene, da den ofte blandes. Men her står den knivskarpt med duft og smag af peber, blåbær, lakrids, flint, violer og vanilje. Meget spændende vin i den lidt kølige stil hvilket klæder vinen. Fem store stjerner.

Alkoholprocent: 14

Set hos philipsonwine.dk til 1200 kr. for tolv styk



Domaine Tourbillon Plan de Dieu 2012, Frankrig.

Klassisk yderst krydret Rhone vin både i duft og smag. Brombær, peber, lakrids, krydderier og vanilje. Lidt kort og spids i eftersmagen.

Alkoholprocent: 14

Set hos jyskvin.dk til 474 kr. for seks styk



Sansilvestro Langhe Ensema 2011, Italien.

Søde kirsebær i duften. I smagen en umiddelbar aggressiv syre som næsten overdøver frugten. Fungerer ikke. Kort syrlig eftersmag.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos EURO SPAR til 145 kr. for tre styk



Passo Grande Vino Rosso 2012, Italien.

En mørk og fyldig vin med smag af blommer, lakrids, mørk chokolade, modne kirsebær og vanilje. En let krydret sødlig eftersmag. Savner lidt mere syre til at stå imod den meget koncentrerede frugt.

Alkoholprocent: 14,5%

Set hos Superbest til 250 kr. for seks styk



Le Ragose Cabernet Sauvignon 2008, Italien.

Grønne toner og solbær i duften. I smagen grøn peber, peber, lakrids, blåbær og urter. De grønne toner er meget dominerende og virker forstyrrende. Kort tør eftersmag.

Alkoholprocent: 14

Set hos vinikassevis.dk til 300 kr. for tre styk



Viña Sastre 2012, Spanien.

Mørke frugter vælter op af glasset. En ligefrem ung vin i stilen med brombær, kirsebær, modne jordbær og krydderier. Ligefrem og let drikkelig vin.

Alkoholprocent: 14

Set hos d-wine.dk til 534 kr. for seks styk



Spier Pinotage 2012, Sydafrika.GODT KØB

Pinotage kan være en svær drue at tøjle men i dette tilfælde er det lykkes ganske flot. En frugtig ligefrem vin med jordbær, kirsebær, urter og peber i smagen. Saftig og flot balanceret. Ikke megen kompleksitet men fungerer som en let drikkelig vin. Får en ekstra stjerner for en attraktiv tilbudspris.

Alkoholprocent: 14,5%

Set hos Kvickly til 249 kr. for seks styk



Viña Tarapaca Gran Reserva Pinot Noir 2012, Chile.

Pinot Noir fungerer bedst når den er elegant og balanceret. I dette tilfælde har den fået for meget varme og alkoholen dominerer for meget. Elegancen er væk og tilbage er brændt frugt, maser af krydderier, vanilje og en brændende alkohol.

Alkoholprocent: 15%

Set hos Skjold Burne til 599 kr. for seks styk



Arboleda Carmenere 2011, Chile. UGENS BEDSTE KØB

Næsten sort i farven og et yderst flot eksempel på en vin på Carmenere druen. Blommer, mørk chokolade, mynte og vanilje i smagen. Saftig med en flot syre til at stå imod den koncentrerede frugt. Fem flotte stjerner.

Alkoholprocent: 14

Set hos Vinspecialisten på tilbud til 660 kr. for seks styk



Fromont Grenache Noir 2012, Frankrig.

Let parfumeret og krydret duft. I smagen tonsvis krydderier, brombær, lakrids, peber og vanilje. God syre og den høje alkohol fornemmes ikke. Pæn krydret frugtig eftersmag. Fire pæne stjerner.

Alkoholprocent: 15%

Set hos Skjold Burne til 70 kr.

0 kommentarer
Vis kommentarer