De bedste messevine

I forbindelse med den store spanske vinfestival tester vi udstillernes bedste vine

Spanien har gennem de seneste år udviklet sig til at være et af Europas mest spændende vinlande og er i volumen det tredje mest foretrukne vinland blandt danskerne. Alt i alt er der 67 klassificerede områder i Spanien og mange nye spændende vine er på vej frem. Bl.a. de kraftige vine fra Toro og de mere elegante vine på mencia druen fra Bierzo i det nordvestlige Spanien. I Navarra er det de lidt køligere vine i stilen og på den hvide side er områderne i Galicien og Rueda ved at vinde indpas. I forbindelse med den store Spanske vinmesse i Pressen d. 26 og 27. september har vi testet importørernes egne favoritter og selvom prisniveauet ikke er lavt er kvaliteten utrolig høj.

Udover stjerner er der også i denne test givet point efter 100 point skalaen.

 

 

Recaredo Relats cava  2010, Cava. 4 stjerner.

Recaredo er måske det bedste cavahuse og kendt for sin lange lagring af sine cavaer, ofte op til 8-10 år. Denne er et nyt skud på stammen med noget kortere lagring. Gærede citrustoner i duften. Frisk i stilen og knastør. Grønne æbler, umoden fersken, granit, hvid peber i smagen. En stringent og flot cava med en lang eftersmag.  89

Alkoholprocent: 12

Set hos philipsonwine.com til 1560 kr. for tolv styk

 

 

Prado Rey cuvee primium 2010, Ribera del Duero. 4 stjerner.

Flot mørk vin med animalsk udtryk i duften og i smagen brombær, tobak, peber, violer og vanilje. Pæn balance og i eftersmagen en let bitter tørhed.  88

Alkoholprocent: 14,5

Set hos Holte vinlager til 660 kr. for seks styk

 

 

Vega de la Reina 2013, Rueda. 4 stjerner.

Intens duft af limefrugt og i smagen citrus, fersken, hvide blomster og flint. Frisk ganske fyldig vin på verdejo druen. Server den til fisk. 87

Alkoholprocent: 13

Set hos Irma til 70 kr.

 

 

Protos Verdejo 2013, Rueda. 4 stjerner.

Intens duft af limefrugt og i smagen en elegant vin med grapefrugt, citrus, melon og hvide blomster. Meget frugtdrevet i udtrykket og yderst flot balanceret. 89

Alkoholprocent: 13

Set hos Salling til 70 kr.

 

 

Comenge 2007, Ribera del Duero. 5 stjerner.

Krydret duft med modne blommer. En koncentreret animalsk vin i smagen med brombær, tobak, cedertræ, svampe og krydderier. Meget harmonisk og flot balance mellem frugt og fad. Man fornemmer den er moden og en vin der nok bør drikkes indenfor de næste 3-5 år. 90

Alkoholprocent: 14

Set hos solarex-wines.dk på tilbud til 78 kr. for en halv flaske.

 

 

Artadi Tempranillo 2012, Rioja. 5 stjerner. BEDSTE KØB

Artadi er måske en af Spanien absolut bedste huse og det ser man også her i deres "basis" Rioja. En mørk fyldig vin med brombær, lakrids, kaffe, let røget prg og vanilje, men som ikke dominerer. En moderne Rioja i den saftige stil, som man bare må holde af. Let tørhed afslutning. 90

Alkoholprocent: 14

Set hos laudrup.dk til 696 kr. for seks styk

 

 

Campos Góticos 7 Lunas 2005, Ribera del Duero. 4 stjerner.

Nyere biodynamisk vinhus. I smagen brombær, tobak, lakrids, kærnemælk og urter. Klassisk tempranillo og vel balanceret med en lang moden frugtig eftersmag. Dekanter den på trods af den har alder. Havde nok forventet lidt mere koncentration til prisen. 90

Alkoholprocent: 14

Set hos finivin.dk til 1788 kr. for seks styk

 

 

Egomei Alma 2005, Rioja. 5 stjerner.

Moderne Rioja på tempranillo og graciano. En koncentreret vin med animalske toner, rødt kød, mocca, modne brombær, mørk chokolade, violer og vanilje. Man fornemmer klart fadet men den massive frugt står flot imod og det er en vin som viser det nye moderne Rioja og meget langt fra hvad man ellers har et tidligere fra dette område. 92

Alkoholprocent: 14

Set hos AK Vine til 1436 kr. for fire styk

 

 

Celler Vell Gran Reserva 2009, Cava. 5 stjerner. GODT KØB

Grønne æbler, gær, mynte i duften som fortsætter i smagen med citrus, hvide blomster. Ganske flot og frisk cava som viser området kæmpe potentiale. 91

Alkoholprocent: 11,5

Set hos Victoria Vine til 870 kr. for seks styk

 

 

Mas Doix Les Crestes 2012, Priorat. 4 stjerner.

En krydret ikke specielt koncentreret vin på primært garnache, cariginan og syrah. Parfumeret i duften og masser af røde bær, peber, krydderier i smagen. Elegant mere end rustik som priorat ellers godt kan være. Lidt brændende i alkoholen dog. 88

Alkoholprocent: 14,5

Set hos theis-vine.dk på tilbud til 159 kr.

 

 

Perelada 5 Fincas 2010, Emporda. 4 stjerner.

Et blend af et utal af forskellige druer fra fem forskellige marker i Emporda hver med sin egen jordbund. Det giver vinmageren en hel del strenge at spille på i sit blend. En mørk og tæt vin med noget brændt frugt i duften. let røgede animalske toner i smagen med brombær, bagte blommer og lakrids. En svulstig og kraftig fætter som måske savner lidt mere elegance. 88

Alkoholprocent: 14

Set hos theis-vine.dk på tilbud til 105 kr.

 

 

Protos Reserva 2010, Ribera del Duero. 5 stjerner.  BEDSTE VIN (delt)

Protos er med rette en af de bedste producenter i Ribera del Duero og man forstår det når man smager denne netop frigivne reserva. Animalske toner blandet med peber og i smagen modne brombær, kaffe, lakridsrod og vanilje. Yderst flot balanceret med en flot syre og bløde tanniner. Fem store stjerner. 92

Alkoholprocent: 14,5

Set hos Amalie vinimport til 245 kr.

 

 

Llopart Cava Brut reserva, Cava. 5 stjerner.

Klassisk cavahus med rødder tilbage til år 1385 selvom det var andre vine der blev lavet på det tidspunkt. Xarel-lo, Macabeo og Parellada samt 18 mdr. gæring på flaske. I duften fersken som fortsætter i smagen med røde æbler, hvide blomster og hvedeakser. Flot mousse og ganske elegant flot cava. 89

Alkoholprocent: 11,5

Set hos d-wine.dk til 594 kr. for seks styk

 

 

Viña Ardanza Reserva 2005, Rioja. 5 stjerner.  BEDSTE VIN (delt)

Tempranillo og Garnacha fra 30 år gamle vinstokke i Fuenmayor og Cenicero. På fad 36 mdr.! En moden duft af svampe og vanilje. Klassisk Rioja med nogle år på bagen hvilket klæder vinen. I smagen læder, brombær, svampe, trøfler og vanilje. Sødlig lang eftersmag. Klassisk men superflot Rioja. 92

Alkoholprocent: 13,5

Set hos ATOMWINE.dk til 169 kr.

 

 

Gran Bach Brut, Cava. 4 stjerner.

En frugtig cava med en let sødme i smagen. Modne ferskner, limefrugt og røde æbler i smagen. Pænt balanceret, savner lidt mere dybde. Men en ganske behagelig ligefrem cava. 87

Alkoholprocent: 11,5

Set hos BECHS til 298 kr. for tre styk på tilbud

 

 

Laudum Crianza 2009, Alicante. 3 stjerner.

Vin på cabernet sauvignon, merlot og monastrell. 16 mdr. på fad hvilket især bemærkes i duften som er meget parfumeret. I smagen blåbær, solbær og masser af krydderier og vanilje. Meget varm i stilen. Sødlig tør i afslutningen.  86

Alkoholprocent: 13,5

Ikke i Dk pt. men koster omkring 90 kr.

 

 

Carabibas 2012, Alicante. 3 stjerner.

Vin på 70% monastrell og 30% merlot.  En tæt, mørk og kødfuld vin med blommer, brombær, peber, røg, lakrids, balsamico og vanilje i smagen. Knastør afslutningen. 87

Alkoholprocent: 14,5

Set his vingar.dk til 139 kr.

 

 

Vinessens Sein 2011, Alicante. 3 stjerner.

En krydret forholdsvis kraftig vin på Monastrell og Syrah fra Alicante. Let tørre tanniner og i smagen peber, lakrids, brombær og strejf af vanilje. Alkoholen brænder noget i eftersmagen hvilket ikke helt klæder vinen. Bitter tør afslutning. 87

Alkoholprocent: 15

Set hos AndrupVin.dk til 540 kr. for seks styk  

 

 

PradoRey Rosado 2013, Ribera del Duero. 4 stjerner.

Rosévin på tempranillo og merlot. Masser af intens jordbær i duften som fortsætter i smagen med blomster, citrus og hindbær. Meget frugtig umiddelbar vin med en let tør og kort afslutning. Kraftig og bør serveres til mad. 88

Alkoholprocent: 14

Set hos Holte vinlager til 600 kr. for seks styk  

 

 

Lagunilla Reserva 2008, Rioja. 4 stjerner.

Her er vi ovre i den mere klassiske Rioja stil hvor fadet dominerer. I duften vanilje, cedertræ og i smagen kirsebær, kakaobønner, tobak, bagte krydderier og vanilje. Tørre tanniner. er man til den klassiske stil ganske pæn vin. 87

Alkoholprocent: 14

Set hos Superbest, Spar til 85 kr.

 

 

Señorio de Nevada 2006, VT Granada. 5 stjerner.

Vin på Syrah og Merlot fra Grenada i det sydlige Spanien. Ganske interessant vin med modne toner men omvendt samtidig en friskhed som holder vinen flot oppe. I duften svampe, bagte røde bær og i smagen bagte blommer, modne kirsebær, kanel, læder og vanilje.  Spændende vin der viser den alsidighed man finder i Spanien. 90

Alkoholprocent: 14

Set hos d-wine.dk til 654 kr. for seks styk

 

 

Parato Atica 3*3 2012, Penedes. 3 stjerner.

Hvidvin på Xarel.lo, chardonnay og macabeo. Modne pærer i duften, i smagen nedfaldsfrugt, pærer, røde æbler, lichi og vanilje fra fadlagringen. Savner lidt i syren og fungerer ikke helt. 86

Alkoholprocent: 13

Set hos grapeland.dk til 834 kr. for seks styk

 

 

 

0 kommentarer
Vis kommentarer