Weekendens bedste øl

Deleøl. Se ugens test af øl her

Al øl bør drikkes af et dertil velegnet glas. Der er jo heller ikke nogen almindelige kultiverede mennesker, der drikker vin af flasken. – Og ligesom en flaske vin altid deles mellem to eller flere mennesker, kan en øl også sagtens deles. Især, hvis der er tale om alkoholstærke øl i 75 centilitersflasker. På den måde kan man jo nyde en særligt udvalgt øl til forretten, en anden til hovedretten og en tredje håndplukket øl til desserten.

 

 

Hubertus Tripel

Tripel – 8,0 procent

Bryggeri Skovlyst

75 cl, 39,95 kroner i Føtex

 

 

Bryggeri Skovlyst samarbejder med bryggerier i både Frankrig, Polen og Østrig, og deres Hubertus Tripel er givetvis brygget hos Les brasseurs de Gayant i Nordfrankrig. – Uanset hvad, så er den korngyldne Hubertus trods sine 8 procent en utrolig letløbende tripel i den klassiske belgiske klosterstil med masser af alkohol, sødme, blomster og frugtestere garneret med noter af citrus, blomster og vanilje. Glimrende til lyse fjerkræretter, men i en snæver vending også en fin aperitif.

 

 

Hello Sailor

Dubbel – 6,5 procent

Ørbæk Bryggeri

75 cl, 29,95 kroner i Netto

 

For et års tid siden lancerede Ørbæk Bryggeri Organic Belgian-Style Bruin Abbey Ale og Organic Belgian-Style Blonde Abbey Ale Bruin i Kvickly. Nu lader det til, at de samme øl sælges i Netto under andre navne. Hello Sailor  er hæderlig belgisk look-alike med noter af rosiner og blommer samt en let krydret næse præget af gær og tørret frugt. Fin til solide kødretter eller lagrede oste. Men mistanken om, at det kan være en etiketøl, koster en stjerne.

 

 

Umami

Stærk lagerøl – 6,3 procent

MAD Beer (Mikkeller/Jakob Mielcke)

75 cl, 74 kroner i udvalgte butikker

 

I foråret 2014 lancerede Mikkel Borg Bjergsø fra Mikkeller og kokkken Jakob Mielcke fra gourmetrestauranten Mielcke & Hurtigkarl en serie af øl brygget på belgiske De Proefbrouwerij. MAD Beer hedder projektet, der består af fem øl, der har navn og smag i overensstemmelse med smagspalettens fem variationer: ’Bitter’, ’Salt’, ’Sur’, ’Sød’ og ’Umami’. Umami, som er brygget med tang fra Island, er en kraftfuld parfumeret pilsner med noter af blomst, grapefrugt og lynghonning. Bedst til en ekstravagant herrefrokost.

 

 

Aarhus Bryghus Session IPA

Session IPA – 5,0 procent

Aarhus Bryghus

60 cl, 25 kroner i Rema 1000

 

Som øltype kan Session IPA kort beskrives som en IPA-light eller mere lyrisk en bælle-IPA, hvor humleprofilen er markant, mens alkoholniveauet er afdæmpet. Aarhus Bryghus’ Session IPA, som er brygget eksklusivt for Rema 1000, er et godt eksempel på kategorien. Kompleks lys maltkrop og behagelig bitterhed med noter af hø, hamp, gran og citrus. Lækker fyraftens-IPA, som man nødvendigvis ikke deler, dertil er den for læskende.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jesper Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen