Fredes sponsor, Harboes Bryggeri i Skælskør, der blev udnævnt som noget så gammeltdags som Kongelig Hofleverandør i 2008, er hadet af mange, men givetvis elsket af endnu flere. Det sydvestsjællandske bryggeri er blandt mange ølentusiaster berygtet for sine discountøl brygget på udpinte råvarer. Men står det virkeligt så slemt til med Harboe, brygger de ikke bare det folket vil have, eller har folket blot en dårlig smag?

Årgangsbryg 2014
Stærk lager – 10,0 procent
Harboe Bryggeri
50 cl, 12,95 kroner i Føtex

Billig og dårlig efterligning af Wiibroes Årgangsbryg. Jeg har skrevet det før, og jeg skriver det igen: – Hvinende sød, sirupsagtig og kvalmende attitude som domineres af sprit. Harboe har igennem mange år været Dansk Supermarkeds hofleverandør af underlødige discountøl. Pinligt at Føtex, Bilka og Netto har så lavt et bundniveau, hvad øl angår. Den skal serveres iskold, for at der er en chance for, at øllen glider ned. Årgangsbryggen er Harboeøl, når Harboeøl er værst.

GourmetBryggeriet Tripel
Belgisk tripel – 8,5 procent
GourmetBryggeriet (Harboe)
75 cl, 25 kroner i Rema 1000

Siden Harboe opkøbte GourmetBryggeriet i 2009, er kvaliteten af GBs øl blevet devalueret adskillige gange. Men at Harboe skulle begynde at få brygget øl på kontrakt hos det hæderkronede bryggeri Het Anker i Belgien, var der næppe mange, der havde set komme. Den lyse GB Tripel er helt på højde med sine belgiske kusiner. Krydret duft og smag med let sødlige noter af malt, korn, honning, koriander, nelliker, kardemomme, ananas og lime. Fin tripel til prisen.

Aggerpils
Lager – 5,0 procent
Ølfabrikken (Harboe)
33 cl, 5 kroner i Netto

Med overtagelsen af GourmetBryggeriet fulgte ølmærket Ølfabrikken, hvis øl ikke længere er værd at skrive om. – Så derfor overrasker Aggerpils, som landsholdspiller Daniel Agger og Henrik Damgaard fra Bryggeriet Apollo står bag, positivt. Aggerpils, der krydret med koriander samt humlerne Perle og Sterling, er letløbende med indslag af korn, friskbagt brød, blomster, hø og hvid peber. – Der er brygget 150.000 dåser og overskuddet går til Knæk Cancer. – Glimrende bællebajer med kant.

Julius
Ale – 6,0 procent
De 5 Gaarde (Harboe)
50 cl – 16,95 kroner i Coop

Harboe brygger også for ’De 5 Gaarde’, som er et mærkevare-samarbejde inden for drikke- og fødevarer mellem fem slotte og herregårde; Constantinsborg, Frijsenborg, Gyllingnæs, Schackenborg og Wedellsborg. Smuk rødgylden farve og flot skum, men så er alt positivt også sagt. Spinkle noter af karamel, nødder og tørret frugtpålæg. Ligeså kedelig som discountjulebryggene, men betydeligt dyrere, og helt ærligt når en øl får prædikatet adelig, så forventer man altså noget mere.