Kæmpetest af shiraz fra Australien

Vi har testet 60 australske shiraz indsendt af vinhandlere og supermarkeder fra hele landet

Testen er lavet i samarbejde med Danmarks vinmagasin DinVinGuide og SpritNyt.com - klik her for at læse mere.

Australien er et kolossalt stort land, men det er kun en mindre del, som er velegnet til vinproduktion. Over 90% af alle vinene kommer fra nederste højre hjørne, South Eastern Australia, og resten fra et mindre område i det vestlige Australien. Hvad de fleste dog ikke forbinder med australsk vin er den store kompleksitet i udbuddet af vine. Mange forbinder australsk vin med fyldige chardonnay vine eller varme, marmeladeagtige shiraz vine. Men der er et betydeligt større udbud af andre typer vine på alle mulige druer, både i den varme og kølige stil. Ja, selv spændende sherry- og portvins-agtige vine produceres og endda i en rigtig god kvalitet.

Man begyndte allerede at producere vin i 1788, og selvom det primært var hverdagsvin, har man en lang og historisk vintradition. Den største udfordring er dog den overproduktion af især billige, lidt ligegyldige vine, som oversvømmer markedet, og som er med til at presse opfattelsen af australsk vin ned.

Australien kan groft set opdeles i fem vinregioneNew South Wales, Victoria, South Australia, Western Australia og Tasmanien. Langt største delen af shiraz vinene kommer fra South Australia og især fra vinområderne bag Adelaide. Her finder man Barossa Valley, Adelaide Hills, McLaren Vale, Coonawarra samt de mindre Claire og Eden Valley. Sidstnævnte med de køligste og mest elegante shiraz vine.

Shiraz eller syrah? Tja, det oprindelige navn stammer fra en lille by i Mellemøsten, som hedder Shiraz, og hvor den oprindelige drue også menes at komme fra. Druen er især kendt fra det nordlige Rhône, hvor den bl.a. er rygraden i de kendte Côte Rôtie og Hermitage vine. Druen har dog altid været stor i Australien, hvor man har dyrket den siden midten af 1800-tallet, og da Australien i løbet af 1970’erne og 1980’erne begyndte at smide en række shiraz vine på markedet, hvor kvaliteten var i top år efter år, samtidig med at prisen var i bund, vandt vinene stille og roligt indpas.

En af årsagerne til, at shiraz er blevet så populær er, at det er en ret robust drue, som dog foretrækker varme, og at den giver et relativt højt udbytte. Det betyder, at der ikke er den store forskel mellem årgangene i Australien, og det man kæmper mod er nærmere den høje fysiologiske modning af druerne, der giver så højt et sukkerindhold, at det er svært at holde alkoholen under 15-16%. Der er derfor stort fokus på ved hjælp af arbejdet i marken at sikre, at denne modning ikke sker for hurtigt ved bl.a. at arbejde med opbindingssystemer af vinstokkene.

En flot og overbevisende smagning, som viste, at vel er australsk shiraz tung og kraftig vin, men man har formået at balancere vinene flot. Fadet er ikke for overvældende, og syren skærer pænt igennem. Pris og kvalitet hænger pænt sammen: Det er sjældent, man finder fremragende vine til under 100 kroner, men bevæger man sig over, er man stort set sikker på, at det fungerer.

Kom til Franske Vindage 28. + 29. februar - læs mere her.

Kom til Italiensk vinfestival d.27+28 marts - læs mere her.

De 10 bedste

Torbreck The Factor Shiraz 2016, Barossa.

97

Vinspecialisten | 1000 kr. tilbudspris

Yderst flot og balanceret vin med stor kompleksitet. Sorte bær og mineralske noter i duften. Masser af koncentration men balanceret så vinen fremstår elegant. Lang vedvarende afslutning.

Alkoholprocent: 15%

 

Henschke Mount Edelstone Shiraz 2013, Eden valley.

95

Vinspecialisten | 1725 kr. tilbudspris

Mørke krydrede noter. Flot intensitet og en vin som på den ene side er kraffuld men samtidig også elegant. Sorte bær, peber, tobak, krydderier og vanilje i smagen. Lang vedvarende afslutning. En vin med mange lag.

Alkoholprocent: 14,5%

 

Henschke Tappa Pass Shiraz 2015, Barossa.

94

Vinspecialisten | 895 kr. tilbudspris

Stor næse, hvor brombær/blomme suppleres fint af lidt fad. Urterne er vendt, men frugten står klar. Rolig og velbalanceret stil, hvor frugten står rent. Moden uden at være overmoden. Sunde tanniner og en perfekt afstemt afslutning.

Alkoholprocent: 14,5%

 

Torbreck Descendant Shiraz 2016, Barossa.

94

Vinspecialisten | 1000 kr. tilbudspris

Fra gamle stokke. En tæt og varm krydret duft og smag. Masser af brombær, lakrids, peber og vanilje. Flot balance især den høje alkohol som ikke fornemmes. Pæn dybde og lang afslutning.

Alkoholprocent: 15,5%

 

Noon Winery Reserve Shiraz 2016, Langhorne Creek.

93

Vinspecialisten | 495 kr. tilbudspris

Masser af koncentration og intensitet. Tætte mørke bærnoter, varme krydderier, lakrids og sort peber. Flot balance med især alkohol og syre. Lang afslutning.

Alkoholprocent: 15,5%

 

D’Arenberg The Dead Arm Shiraz 2015, McLaren Vale

93

Erik Sørensen Vin | 425 kr. tilbudspris

Herlig, åben og frugtdrevet duft, med noter af røde kirsebær og eukalyptus. Intens smag med masser af komplekse noter, der spiller godt sammen. Lakrids og frisk peber sammen med en mørk, animalsk tone. Frugten kommer buldrende frem med blommer og brombær. Fadet spiller en markant rolle men i en understregende rolle. Flot vin.

Alkoholprocent: 14,5%

 

Penfolds Bin 150 Marananaga Shiraz 2016, Barossa.

93

MENY | 525 kr. tilbudspris

En kompleks vin med mange elementer. Det starter lidt stramt, men så kommer den dybe, sorte frugt frem. Intens men alligevel i balance. Trænger til luft og mad.

Alkoholprocent: 14,5%%

 

Thorn Clarke William Randell Shiraz 2016, Barossa

93

Skjold Burne | 280 kr. tilbudspris

Intens i duften med sorte bær. Flot struktur og balance. Pæn syre og rank i udtrykket, selvom frugten er koncentreret. Masser af mørke krydderier, vanilje og flot, lang afslutning.

Alkoholprocent: 15%

 

JC’s Own Shiraz 2013, Barossa.

93

Propperiet | 549 kr. tilbudspris

Nærmest likøragtig næse med veldefinerede toner mørke kirsebær og brombær, violer og salvie. Flot anslag med overraskende luftighed, elegant struktur og nærmest old world-balance. Ung, hedonistisk og fornemt eksekveret. Giv den lidt tid, der er potentiale til udvikling, selvom det smager skønt lige nu.

Alkoholprocent: 14,5%

 

Kings of Prohibition Shiraz 2016, Barossa

92 BEDSTE KØB

Kvickly | 89 kr. tilbudspris

Saftig og imødekommende vin. Masser af rød frugt, krydderier og strejf af vanilje. Velbalanceret med en pæn afslutning.

Alkoholprocent: 14%

 

Se resten af vinene - klik her - SpritNyt.com

Thomas Rydberg

Thomas Rydberg er Ekstra Bladets vinanmelder og skribent. Ejer og redaktør af magasinet DinVinGuide samt magasinet Whisky & Rom. Han driver endvidere AltomSpanskVin.dk, de100bedstevine.dk samt holder en række foredrag og underviser i vin.

Thomas har en diplomuddannelse (WSET) i vin og spiritus fra London samt er pt. på anden del af Master of Wine. Udover skrivegerningen dømmer han ved en række af de største internationale vin & spiritus konkurrencer. Se mere information på thomasrydberg.dk.

Magasinet DinVinGuide

 

Magasinet DinVinGuide udkommer 5 gange årligt med min. 100 sider med temaer, masser af test og spændende artikler. Læs mere her

Kom til Franske Vindage 28. + 29. februar - læs mere her.

Kom til Italiensk vinfestival d.27+28 marts - læs mere her.

6 kommentarer
Vis kommentarer