Sommerens bedste Bag-in-Box vine

Vi har testet 18 boxvine indsendt af supermarkeder og vinhandlere over det ganske land

Testen er lavet i samarbejde med Danmarks nye vinmagasin DinVinGuide - klik her for at læse mere.

Myten om den dårlige "pap-vin" kan godt aflives. Før i tiden var vin der ikke var på flaske, synonym med dårlig kvalitet og garanteret hovedpine dagen efter. Den kunne til nød bruges til madlavning, blandes i sommerbowler eller lignende. Bag-in-box vine er derimod praktiske og ofte gode køb. Typisk slipper man for at slæbe de tunge glasflasker hjem og man har altid et glas ved hånden uden at skulle åbne en hel flaske og sidst, men ikke mindst, er der en besparelse på 30-40 % sammenlignet med flaskepriser.

Holdbarheden på en bag-in-box vin er man ofte ikke helt enig i og afhænger også af vinen. Når hanens banderole brydes holder vinen sig frisk i op til seks uger, siger de fleste. Mine egne erfaringer er, at hvidvine helst ikke skal stå mere end 3-4 uger mens røde godt kan stå noget længere. Og des kraftigere én vin des længere holder den smagen. Til gengæld skal man ikke købe vinene og gemme dem i årevis. Typisk skal en vin drikkes inden for 1 år og oftest står der udløbsdato på boksen. Man skal dog være opmærksom på at der er tilsat mere svovl til vinene end normalt for at forbedre holdbarheden. Det kan gøre vinene en smule mere rå i stilen og det anbefales derfor at hælde vinen op i en karaffel før den serveres.

Kom til stor spansk vinfestival i september - læs mere her

Kom til masterclass og smag en række af de bedste spanske hvidvine

Kom til masterclass og få en introduktion til Ribera del Duero

 

Rødvine

 

Longhorn Zinfandel The Bag B-i-B, Californien. 5 stjerner GODT KØB

Sødmefulde bærnoter i duften. En lys krydret vin med jordbær, sødmefulde kirsebær, krydderier og vanilje. Pæn koncentration, velbalanceret og meget klassisk zinfandel i smagen. Krydret pæn afslutning. 88

Alkoholprocent: 13,5                               

Set hos MENY, Spar til 150 kr. (3 liter)

 

 

Dimazzo Primitivo B-i-B, Italien. 5 stjerner GODT KØB

Fra Puglien i syd på primitivo. Let kogte toner i duften. Pæn koncentration. I smagen harmonisk med brombær, lakrids, peber og vanilje i smagen. Lang krydret afslutning. 88

Alkoholprocent: 13,5                               

Set hos MENY til 175 kr. (3 liter)

 

 

Leone Marrone Gran Tosca B-i-B, Italien. 5 stjerner GODT KØB

Jordbær i duften. En let og frugtig vin med masser af røde bærtoner, lette krydderier og strejf vanilje. Velbalanceret med en pæn saftig afslutning. Meget vin for pengene. 87

Alkoholprocent: 12,5                               

Set hos MENY til 100 kr. (3 liter)

 

 

Wine Mob Nero d’Avola B-i-B, Californien. 5 stjerner GODT KØB

Fra Sicilien. En krydret vin med mørke bærtoner i duften. Sorte kirsebær, lakrids, peber og vaniljenoter i smagen. Velbalanceret med en lang krydret afslutning. 88

Alkoholprocent: 13,5                               

Set hos MENY til 150 kr. (3 liter)

 

 

Victoria Shiraz B-i-B, Australien. 4 stjerner

Lette bærnoter i duften. Medium koncentration, let bærkarakter med krydderier og vanilje i smagen. Meget simpel men fungerer rimeligt. 84

Alkoholprocent: 14                                  

Set hos Aldi til 125 kr. (3 liter)

 

 

Spier Special Reserve Rød 2015 B-i-B, Sydafrika. 4 stjerner

Cabernet og shiraz. Lidt diskret i duften. Pæn koncentration med brombær, grøn peber, peber og vanilje. En anelse grøn i udtrykket hvilket ikke klæder vinen. Tør krydret afslutning. 86

Alkoholprocent: 14,5                               

Set hos Kvickly på tilbud til 129 kr. (3 liter)

 

 

Flor de Montgo Monastrell 2015 B-i-B, Spanien. 3 stjerner

Monastrell fra det østlige Spanien. Diskret i duften. Ikke meget i smagen med røde bærtoner, varme krydderier og vanilje. Meget simpel vin med en tør mellemlang afslutning. Savner mere af det meste. 83

Alkoholprocent: 14                                  

Set hos Superbrugsen på tilbud til 109 kr. (3 liter)

 

 

Valtiglione Langhe Rosso 2015 B-i-B, Italien. 4 stjerner

Fra Piemonte en koncentreret vin med intense sorte bærtoner, lakrids, tobak og vanilje. Let bitre mandeltoner som ikke klæder vinen men ellers en spændende vin med en lang tør afslutning. 87

Alkoholprocent: 14                                  

Set hos Premier Cru til 200 kr. (3 liter)

 

 

Vino Rosso Appassimento B-i-B, Italien. 3 stjerner

Fra Sicilien lavet på delvist tørrede druer. Sødmefulde bærnoter i duften. Pæn koncentration med bitter bærsmag, sødmefulde bagte krydderier og vanilje. Savner mere umiddelbar frugt og syre. Mellemlang krydret afslutning. 84

Alkoholprocent: 14                                  

Set hos Aldi til 129 kr. (3 liter)

 

 

Domaine Alary Le P’tit Alary B-i-B, Frankrig. 5 stjerner GODT KØB

Fra det sydlige Rhone. En klassisk krydret vin med kirsebær, timian, peber og vanilje. Vellavet, saftig i udtrykket med en krydret afslutning. Pæn ”hverdagsvin”. 88

Alkoholprocent: 13,5                               

Set hos jyskvin.dk til 389 kr. (5 liter)

 

 

Spier Arts Early Bird Rød 2015 B-i-B, Sydafrika. 5 stjerner GODT KØB

Vin på shiraz, cinsault, carignan og grenache. Krydret udtryk i duften som fortsætter i smagen med brombær, tobak, krydderier og vanilje. Saftig krydret afslutning. Pæn og vellavet vin. 88

Alkoholprocent: 14,5                               

Set hos Kvickly på tilbud til 129 kr. (3 liter)

 

Rosévin

 

Domaine Montrose 2016 B-i-B, Frankrig. 5 stjerner UGENS BEDSTE VIN

Jordbær i duften. Frugtig i stilen med kirsebær, jordbær og blomstertoner. Pænt balanceret med en frugtig afslutning. Men prisen er også oppe hvor det må forventes at være i orden. 89

Alkoholprocent: 12                                  

Set hos Vinoble til 359 kr. (3 liter)

 

 

Handcraft Artisan Collection Rosé 2015 B-i-B, Californien. 4 stjerner

Sødmefuld rosévin på zinfandel. Røde bolscher, melon, hindbær og jordbær i smagen. Rund og blød med markant sødme og en lang frugtig afslutning. Savner lidt i syren. 86

Alkoholprocent: 10,5                               

Set hos Kvickly på tilbud til 179 kr. (3 liter)

 

Hvidvine:

 

Tabiso Chardonnay 2016 B-i-B, Chile. 3 stjerner

Lette fersken toner. Lidt bitter i smagen med abrikos, fersken og limefrugt. Savner lidt i syren. Kort afslutning. Savner det meste. 82

Alkoholprocent: 13                                  

Set hos MENY, SPAR til 140 kr. (3 liter)

 

 

Valtiglione Langhe Bianco  B-i-B, Italien. 3 stjerner

Diskret i duften. Meget tør i smagen med melon, citrus, nøddetoner og blomster. Noget spinkel og kommer ikke rigtig ud af glasset. Kort lidt syrlig afslutning. 84

Alkoholprocent: 13                                  

Set hos Premier Cru til 200 kr. (3 liter)

 

 

Spier Arts Mister Breezy Hvid 2015 B-i-B, Sydafrika. 5 stjerner UGENS BEDSTE KØB

Vin på chardonnay, chenin blanc og colombard. Mørk i farven med en intensiv duft af moden stenfrugt. I smagen abrikos, honningmelon, mandler og smørblomster. Pæn koncentration med en lang frugtig afslutning. Spændende vin. 89

Alkoholprocent: 14                                  

Set hos Kvickly på tilbud til 129 kr. (3 liter)

 

 

Kangaroo Ridge Cabernet Sauvignon 2015 B-I-B, Australien 3 stjerner

Solbærnoter i duften. Sødmefuld lidt kogt frugt I smagen. Lette krydderier og en frugtig afslutning. Meget tyndbenet.

Alkoholprocent: 14

Set hos Føtex på tilbud til  119 kr. (3 liter)

 

 

Spier Special Reserve B-i-B 2015, Sydafrika. 5 stjerner 

Blend af chardonnay og semillon. Tropisk frugtnoter i duften. En fyldig hvidvin med fersken, ananas, limefrugt og blomster i smagen. Pænt balanceret med en pæn syre og let blomstret afslutning. Flot hvidvin til prisen. 88

Alkoholprocent: 13,5                               

Set hos Superbrugsen på tilbud til 129 kr. (3 l)

 

Kom til stor spansk vinfestival i september - læs mere her

Testen er lavet i samarbejde med Danmarks nye vinmagasin DinVinGuide - klik her for at læse mere.

Se her en oversigt over de bedste vinkøb i Danmark lige nu.

kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen