Stortest: Sauvignon Blanc fra Loiredalen

Vi har testet 50 sauvignon blanc fra Loire indsendt af vinhandlere og supermarkeder fra hele landet

Testen er lavet i samarbejde med Danmarks vinmagasin DinVinGuide og SpritNyt.com - klik her for at læse mere.

Et par hundrede km syd for Paris finder man Loiredalen, også kendt som Paris’ baghave. Et område med imponerende slotte og kendt for, at byboerne fra Paris tager derhen for at få et pusterum for storbyen.

Området er samtidigt Frankrigs tredjestørste vinområde, kun overgået af Bordeaux og det sydlige Frankrig. Men vinene er ikke specielt kendte på vore breddegrader, og for de fleste er det kun ved vinene fra Sancerre og Pouilly-Fumé, at der ringer en klokke. Måske skyldes det det store antal af områder i Loiredalen og ikke mindst, at der benyttes mange forskellige druer, og at vinstilen derfor varierer en hel del mellem de mange områder.

Klimaet er køligt, og det medfører syrerige vine— spinkle og ikke den vintype, som bredden af danskere foretrækker. Hertil savnes koncentrationen og den ofte mere imødekommende stil fra de varmere vinområder. Omvendt er det herfra de mest klassiske sauvignon blanc vine kommer. Vine, som i dag er reference for en række af de mange sauvignon blanc vine, man finder fra de oversøiske lande.

En smagning, som i dén grad viser, at der er mange yderst spændende og flotte sauvignon blanc vine i Loiredalen. Og med både en typicitet og ikke mindst forskellighed, som er påfaldende. Er man træt af, at oversøisk og især new zealandsk sauvignon er præget af hyldeblomst, bør man prøve en række af vinene fra bl.a. Sancerre og se, hvilket helt andet udtryk, man finder her fra den samme drue. Jeg håber og tror i hvert fald, at området får en renæssance, det fortjener det så ganske. Det er stilrene pæne vine, men hvor man ikke helt kommer i det øverste lag pointmæssigt.

De 10 bedste

Alphonse Mellot La Moussiere Sancerre 2018

BEDSTE VIN

Theis Vin | 210 kr. tilbudspris

Dyb næse, som konstant skifter mellem moden citrusfrugt, sur lie-karakter og et let urtet præg. Meget interessant. Smagen er fyldig og med flot syre og tekstur til at matche. En seriøs og lagringsvenlig version, som også vil fungere godt i ledtog med mad.

Alkoholprocent: 13%  93

 

Domaine Vacheron Sancerre Le Paradis 2017

 

Laudrup Vin | 299 kr. tilbudspris

Fyldig næse. Masser af stikkelsbær i smagen. Flot dybde og balance. Mange lag og klassisk i udtrykket. Lang, sprød afslutning.

Alkoholprocent: 13%  93

Chateau de Tracy Pouilly-Fumé 2019

 

Vinspecialisten | 259 kr. tilbudspris

Røget næse med masser af stikkelsbærnoter. Fortsætter i smagen med grønne æbler, hvid peber og blomsternoter. Seriøs, vellavet og flot vin!

Alkoholprocent: 13,5%  92

 

 

Bouchie-Chatellier Pouilly-Fumé Les Adelins 2019

GODT KØB

Kjær & Sommerfeldt | 129 kr. tilbudspris

Vegetal og højaromatisk næse med grønne æbler og nyslået græs. Smagen er præcis og ren, rensende og meget domineret af en mere sødmefuld og slikken frugt. En anelse simpel.

Drik 2020-2028 | Alkoholprocent: 13%  92

 

Antoine de la Farge Menetou-Salon 2019

 

Husted Vine | 149 kr. tilbudspris

Fersken i næsen. Flot koncentration og dybde i smagen. Rund og venlig med stenfrugt, lime og blomsternoter. Lang afslutning.

Alkoholprocent: 13%  92

 

Daniel Crochet Sancerre 2019

 

Theis Vin | 180 kr. tilbudspris

Citrus i næsen. Fyldig og intens i smagen med solmodne stikkelsbær, limefrugt og florale noter. Vil meget og det meste lykkes. Ganske flot vin.

Alkoholprocent: 14%  92

 

Domaine Vacheron Sancerre 2019

 

Laudrup Vin | 199 kr. tilbudspris

Lukket i næsen med diskrete stikkelsbær samt en vis mineralitet. Lidt mere tilnærmelig i smagen, men uden at være helt åbnet op. Gemmer nok på mere men på dagen savner jeg, at den viser det.

Alkoholprocent: 14%  92

Henri Bourgeois Haute Victoire Quincy 2018

BEDSTE KØB

Kjær & Sommerfeldt | 119 kr. tilbudspris

Flot, ren næse med masser af citrus. Stikkelsbær, hvid peber og lette blomsternoter i smagen. Mange lag og en flot, lang afslutning.

Alkoholprocent: 13%  92

 

Jonathan Diddier Pabiot Pouilly Fumé Florilége 2018

 

Philipson Wine | 170 kr. tilbudspris

Moden og lidt reserveret næse, som giver mere fra sig med luft og viser gule stenfrugter og surmælk. I smagen er vinen fyldig og poleret uden kanter og med en fin balancerende syre. Fremstår med en smule floralt præg à la hyldeblomst, meget subtilt udtryk af sauvignon blanc.

Alkoholprocent: 13%  92

 

Domaine des Cotes Blanches Sancerre 2019

GODT KØB

MENY | 100 kr. tilbudspris

Masser af grønne æbler. Stilren med citrus og stikkelsbær i smagen. Pæn koncentration og balance. Sprød afslutning.

Alkoholprocent: 13,5%  91

 

Se resten af vinene - klik her - SpritNyt.com

Thomas Rydberg

Thomas Rydberg er Ekstra Bladets vinanmelder og skribent. Ejer og redaktør af magasinet DinVinGuide samt magasinet Whisky & Rom. Han driver endvidere AltomSpanskVin.dk, de100bedstevine.dk samt holder en række foredrag og underviser i vin.

Thomas har en diplomuddannelse (WSET) i vin og spiritus fra London samt er pt. på anden del af Master of Wine. Udover skrivegerningen dømmer han ved en række af de største internationale vin & spiritus konkurrencer. Se mere information på thomasrydberg.dk.

Magasinet DinVinGuide

 

Magasinet DinVinGuide udkommer 5 gange årligt med 100 sider med temaer, masser af test og spændende artikler. Læs mere her

Vin - og  spiritus festivaler i 2021 i Pressen:

Franske Vindage 5+6 marts  - køb billet nu - klik og læs mere her

Italiensk vinfestival 9+10 april - køb billet nu - klik her.

Tysk Vin 7 maj

Spansk Vinfestival 17+18 september

Whisky & Rom festival 29+30 oktober - køb billet nu - klik her.

VinGuiden 2021

 412 sider og mere end 2900 anmeldelser af vine til salg i Danmark. Kun 99.95 kr. Købes i MENY eller hos boghandlerne.

 

0 kommentarer
Vis kommentarer