Wachau

Vi besøger den kendte østrigske vinregion

Artiklen er lavet i samarbejde med Danmarks vinmagasin DinVinGuide og SpritNyt.com - klik her for at læse mere.


Som nabo til Kremstal og Kamptal finder man Wachau, måske det bedst kendte østrigske vinområde og udnævnt som Verdenskulturarv af FN. Men også et område som på mange måder har valgt at stå for sig selv, i hvert fald indtil for nylig.

Området ligger med spektakulære sydvendte vinmarker ned mod Donau. Her finder man stejle terrasser med klipper formet af vulkansk oprindelse, og herfra kommer en række af de bedste vine på især riesling og grüner veltliner. 15 km langs floden strækker området sig og minder på mange måder om det tyske område Mosel.

Området strækker sig langs Donau forbi gamle, smukke byer som Melk, Spitz, Weissenkirchen, Loiben og Mautern. Hovedbyen er Dürnstein og her finder man på toppen den berømte slotsruin, hvor den engelske konge Richard Løvehjerte blev holdt fanget efter det tredje korstog i 1192. Og netop borgruinen og byen har været centrum for mange store film i historien. Men også Nikolaihof i Mautern am der Donau kan således trække sin historie som vingård tilbage til år 470, hvor romerne dyrkede vin til deres soldater, som efter sigende hver drak over to liter dagligt.

Området har en lang historie flere tusinde år tilbage i tiden og har været under mange herredømmer gennem tiden. Senest efter Anden Verdenskrig, hvor området var besat af Sovjetunionen indtil 1955. En besættelse, der bl.a. betød, at hovedparten af de ældre vine fra før krigen ikke længere eksisterer.

Da vinskandalen ramte Østrig i 1985, valgte man i Wachau at bryde ud og danne sin egen forening Vinea Wachau. Og på trods af, at man udgør under 3% af Østrigs areal og producerer endnu mindre af den totale mængde vin, formåede man at blive det mest prestigefyldte vinområde i landet. Det var især vinhuse og familier som Frans Hirtzberger, Emmerich Knoll og Prager, som drev dette arbejde.

Klassificeringen
Foreningen definerede blandt andet de 3 niveauer: steinfeder, federspiel, og smaragd, hver defineret på baggrund af sukkerindholdet i druerne. Lidt som det tyske prädikatsystem. En inddeling der stort set bruges af alle producenter og fortsætter efter i år, hvor Wachau blev en del af resten af vinverdenen i Østrig som en DAC.

Steinfeder: De letteste vine, fint aromatiske med mild frugtsmag og op til 11,5% alkohol. Typisk de tidligst høstede druer og ofte fra de yngste vinstokke, som findes på de fladere vinmarker langs floden, hvor der er masser af vand og næring i jordbunden. Denne vintype ser man ikke ofte uden for Østrig, da den drikkes lokalt. Og også en vintype, der bliver sværere at producere grundet klimaforandringerne.

Federspiel: De mellemfyldige vine med intens, frisk frugt og mellem 11,5% og 12,5% alkohol. Ofte de bedre vinhuses basisvine, som er tilgængelige og drevet af frugten.

Smaragd: De fyldigste vine med moden frugt, stor kompleksitet og langt lagringspotentiale. De er høstet senere, har ofte botrytiskarakter, men er stadig tørre og har alkohol over 12,5%. De bedste vine fra Wachau har oftest denne betegnelse, men der er mange stilretninger afhængigt af vinhuset.

De bedste vine i området dyrkes på stejle terrasser, hvor solen kan bage om dagen, samtidig med at de opvarmede klipper afgiver varme om natten. De vine, som er dyrket på stejle skråninger er ofte mærket ”Terrassen” på etiketterne. Hvis de da ikke har enkeltmarksnavnet på. Og netop opvarmningen betyder, at vinstokke nær ved klippemurene ofte er de første, der høstes, og en producent som Peter Veyder-Malberg høster disse omkring en måned tidligere end almindeligt.

Druerne og enkeltmarkerne
I Wachau tillader man 17 forskellige druesorter, herunder grüner veltliner, riesling, chardonnay, weissburgunder (pinot blanc), grauburgunder (pinot gris), sauvignon blanc, neuburger, muskateller, roter veltliner og xweigelt samt blandinger fra alle dele af regionen, mens en Ortswein skal foretages af et mindre udvalg af ni sorter inden for en enkelt kommune, og en Rieden eller enkeltmarksvin skal være enten grüner veltliner eller riesling, efter at Wachau nu er blevet DAC. Det betyder, at en række vine på bl.a. weissburgunder nu er nødsaget til at skifte navn, da de var enkeltmarksbetegnet. Bl.a. fra huset Jamek.

De mest kendte landsbyer langs Donau er opstrøms fra øst til vest, med nogle af deres mest berømte vinmarker:

Unterloiben (Kreutles, Steinertal)
Oberloiben (Loibenberg, Schütt)
Dürnstein (Hollerin, Kellerberg)
Weissenkirchen (Achleiten, Kaiserberg, Klaus, Steinriegel, Weitenberg)
Joching (Kollmitz)
Wösendorf (Hochrain, Kollmütz)
Spitz (Axpoint, Hochrain, Setzberg, Singerriedel, Tausendeimerberg eller Burgberg)

Derudover finder man:
Spitzergraben med den tilhørende landsby Viessling og dens vinmarker Brück og Schön, som strækker sig vestpå ind i høje bakker fra Spitz og væk fra Donau i et noget køligere klima.

Donau, som flyder gennem området, er en regulerende faktor, som giver et helt specielt mikroklima, der passer godt til grüner veltliner og riesling. Klimaet i Wachau er ganske køligt, og der er stor forskel mellem dag- og nattetemperaturen— drevet af kølige vinde vestfra, som kommer ind om natten og lunere vinde østfra, der kommer ind om formiddagen. Disse to strømme giver et helt specielt mikroklima til markerne langs floden og betyder, at man opererer med en meget lang vækstsæson. Man opnår derfor en langsom modning og de mange stejle, sydvendte terrasser virker som solfangere.

Flere producenter høster først i oktober og november, hvor druerne også er ramt af botrytis, men hvor de har smaragd-modenheden. Hirtzberger skriver f.eks. altid på sine vine, hvornår de er høstet, og ofte er det langt inde i november. Men det kan ændre sig meget fra år til år, og i 2018 startede høsten allerede i slutningen af august. Men også mere ekstremt vejr rammer, og i slutningen af august i år ramte en haglstorm Spitz og de omliggende marker, og store dele af druerne blev ødelagt. Den største storm i 60 år, når man spørger Frans Hirzberger. Der arbejdes derfor på mange kanter både i forhold til forskellige kloner af druerne for at sikre dem mod sygdomme, mindre beskæring for at beskytte druerne mod solstråler og haglnet.

Man kan ikke snakke Wachau uden at komme ind på jordbunden. Der er en helt særlig mineralitet i vinene fra Wachau, som efter sigende stammer fra en bestemt slags gnejs (bjergart), der findes i området. Men der findes så utroligt mange jordtyper grundet bjergene samt Donau-flodens indflydelse. Blandt andet en del fossiler og kalk, da Donau stod væsentlig højere for milioner af år siden. De mange forskellige bjergarter giver også værdifulde næringsstoffer til vinplanten og bidrager til vinen med høj syre, aromatisk kompleksitet og mineralske noter. Den anden faktor er botrytis, som dannes sent om efteråret grundet fugten fra floden. Flere producenter arbejder aktivt med det i vinene for at få en anden tekstur. Spørger man Franz Hirtzberger, er det som et alternativ til at arbejde med modning af vinene på gærresterne.

Oftest finder man grüner veltliner tættere på floden, da jordlaget er tykkere her, og der er mere næring og vand end oppe på skråningerne. Det giver højtydende grüner veltliner-stokke, som især driver en del af de unge, frugtige vine. Bevæger man sig op ad bakkerne, finder man de mere seriøse grüner veltliner-vine, og her begynder man også at møde riesling, da riesling trives bedre her. Og jo højere man kommer, desto mere riesling finder man.

Det er især kooperativet Domäne Wachau, som sidder tungt på områdets vine; med over 200 medlemmer tilsammen ejer de over en tredjedel af Wachaus vinmarker. Men i modsætning til mange andre kooperativer, er kvaliteten meget høj her. Og senest har man besluttet at man i løbet af tre år vil konvertere alle drueavlere til økologi, hvilket givet vil betyde, at mange andre vil følge trop.

Wachau er i øvrigt også kendt for sine delikate abrikoser og ikke mindst som et yndet turistmål. Især cykelturisme, hvor man cykler langs floden og besøger de mange vinhuse og restauranter, er populært.

Det er 2019-årgangen, som frigives i år. En potentielt stor årgang og på højde med de bedste årgange. Især grüner veltliner-vinene imponerer med deres koncentration, balance og dybde. Riesling-vinene er mere stramme men stadig flotte, men ikke helt på niveau med grüner veltliner. I næste nummer har vi en større artikel om 2019-årgangen fra Østrig.

7 gode producenter

Nikolaihof. Importør: Sigurd Müller Vinhandel
Nikolaihof er Østrigs ældste vinhus og kan dokumenteres til år 63, mens der er dokumenteret vinbrug tilbage til år 470. I 1803 fik klosteret navnet Nikolaihof, og i 1894 blev det købt af Anton og Anne Saahs, hvis efterkommere stadig huserer her. Da pengene var små, havde Nikolaus Saahs i 1960’erne ikke råd til sprøjtemidler, og han dyrkede derfor vinmarkerne uden, hvilket gjorde det naturligt for Nikolaihof at fortsætte med biodynamik, da en helt nyuddannet Nikolaus Saahs som 18-årig overtog meget pludseligt efter faderens død. I 2005 overtog Nikolaus Saahs Jr. roret på de 22 hektarer. I kælderen arbejder man med store, gamle træfade, typisk på over 6.000 liter, hvor vinene modner, ofte i flere år inden de flaskes og frigives. Det betyder, at det er et af de få huse, hvor man stort set hele tiden kan købe ældre årgange og endda til yderst fornuftige priser. I dag har huset især etableret sig uden for Østrig, hvor langt hovedparten sælges. Stilen er meget stilren og på sin vis meget klassisk for området. Især Klause am Berg Riesling 2013 imponerer, og generelt synes jeg, riesling vinene står stærkest.

Alzinger. Importør: Atomwine
Leo Alzinger var en del af det kobbel af unge vinmagere, der lærte under legendariske Hans Günther Schwarz på Müller-Catoir i Tyskland i 1990’erne. Her lærte man at fokusere mere på terroir, kølighed, syrlighed og mindre på koncentration. I dag har Leos søn for længst overtaget fra sin far og løftet vingården yderligere. Især med fokus på canopy management, en senere grønhøst af druerne og flere andre aspekter. Alzinger hører hjemme i Dürnstein i hjertet af Wachau, hvor familien startede med at dyrke druer til det lokale kooperativ i 1980’erne. Vingården er på sølle 11 hektarer og er et rent familieforetagende. Halvdelen af markerne er beplantet med riesling, mens den anden halvdel er grüner veltliner. Alzinger har vinstokke i Loibenberg og Steinertal samt Höhereck, Hollerin, Mühlpoint, Hochstrasser og Liebenberg. Stilen er meget stringent, kølig og præget af høj syre. Meget elegant med Ried Loibenberg Smaragd Riesling som den bedste i min optik.

Pichler-Krutzler. Importør: Philipson Wine
Berømte vinfamilier er blevet forenet i vinhuset Pichler-Krutzler, der blev grundlagt i 2006 af Elisabeth Pichler, som er datter af den berømte FX Pichler samt Erich Krutzler, som er medstifter af rødvinshuset Moric, der er beliggende i Burgenland. Hvor Erik tager sig af vinene, står Elisabeth for salget. Fra starten gik de imod tradition at høste druerne næsten overmodne og at følge begreberne Steinfeder, Federspiel og Smaragd. Derfor finder man heller ikke disse betegnelser på Pichler-Krutzlers etiketter. Vinene er derfor mere terroir- og årgangsprægede, end hvad man ellers ser i Wachau, og så arbejdes der en del med fermentering og modning i træfade (600 liter). Druerne købes fra især tre avlere, og der laves 12 forskellige vine. Vinene er i stil mere runde og imødekommende med en anelse højere alkohol, end man ellers finder. Men de har et tydeligt terroir aftryk med Ried Dürnsteiner Kellerberg Grüner Veltliner og Ried Loibenberg Riesling som de mest spændende vine.

Domäne Wachau. Importør: Kjær & Sommerfeldt
Der er sket utrolig meget de seneste 15 år på det lokale kooperativ Domäne Wachau. Fra at have været et middelmådigt vinhus er vinene nu betydelig mere elegante, rene og præcise i stilen, hvilket især skyldes et nyt team ledet af direktør Roman Horwath MW og ønolog Heinz Frischengruber. De er overbevidst om, at store vine ikke udelukkende fremstilles i kældrene, det er i vinmarkerne, de store vine skabes, hvorfor de har gjort en stor indsats på dette område de sidste år. En helt ny standard er blevet sat for, hvordan markerne skal behandles over hele året. Senest er de ved at konvertere alle marker til økologi. Og dette på trods af, at Domäne Wachau har ansvar for over 1.000 plots fordelt på 400 hektarer med 250 familier som leverandører. Tre millioner flasker laves der årligt, så de udgør 30% af hele regionens samlede produktion. Det er ikke overraskende grüner veltliner, som udgør to tredjedele, der dominerer. Kældrene er imponerende, og der ligger mange gamle skatte gemt i husets vinsamling. Mest imponerende for mig var Grüner Veltliner Smaragd Ried Kellerberg, men en Achleiten Grüner Veltliner fra 1969 imponerede stort med sin friskhed på trods af 51 år på bagen!

Veyder-Malberg. Importør: Vinova/Östereich
Peter Veyder-Malberg kommer fra reklamebranchen og fandt som 30 årig ud af, at det ikke var den vej, han ville, og skiftede derfor spor til vinverdenen. Efter at have arbejdet nogle år på vingårde rundt omkring i verden slog han sig ned i Østrig som vinmager i godt 14 år. I 2008 besluttede han at starte sit eget, og da han ønskede at arbejde med terrasser, var Wachau oplagt. Her opkøbte han marker og byggede sit eget vinhus i sidedalen ved Spitz, det køligste del af Wachau. I dag arbejder Peter helt uafhængigt af den lokale klassifikation. Han ønsker på ingen måde botrytis i sine vine, ifølge ham kan det ødelægge den terroir-transparens, der kendetegner hans vine. Han ejer godt fem hektarer og laver omkring 25.000 flasker årligt, som primært eksporteres. Hans vine har alle et tydeligt mineralsk udtryk med en flot dybde. Man fornemmer en anden stil end den, man ellers finder i Wachau, en mere terroirdreven stil. Bedste vin er hans Weitenberg Grüner Veltliner, men også Brandstatt Riesling er ganske flot, fra meget højt beliggende vinmarker godt inde i dalen. Han laver også en grüner veltliner med navnet Alternativ, som er lavet som en rødvin med lang skindkontakt og tannin.

Franz Hirtzberger. Importør: Sigurd Müller Vinhandel
Siden slutningen af 1800-tallet har familien Hirtzberger produceret vin fra deres 800 år gamle vingård i Spitz. Franz Hirtzberger overtog driften af familieejendommen efter sin far i 1983, og i dag er også hans søn, Franz Jr. aktiv som vinmager. Franz er ultra- perfektionistisk og anerkendt for at producere nogle af Wachaus bedste tørre vine fra de cirka 20 hektarer meget stejle vinmarker. Han er også kendt som kongen af botrytis, da hans vine ofte har et præg af dette. Men det er nøje styret, og sorteringen af druerne i marken er under høsten et studie i perfektionisme. Franz er også sammen med Prager medstifter af Vinea Wachau. Der produceres omkring 200.000 flasker årlig. I slutningen af august blev husets marker dog hårdt ramt af hagl, og Franz Jr. estimerer, at over halvdelen af høsten er tabt. Stilen er klassisk, fyldig og rund i smagen med strejf af botrytis, hvilket klæder vinene, hvis man er til den stil. Bedste vine er Ried Honivogl Smaragd Grüner Veltliner og Ried Singerriedel Smaragd Riesling.

Prager. Importør: Theis Vine
Prager blev grundlagt tilbage i 1715, men det var først i 1952, man lavede sin første vin med navnet Prager på etiketten. I dag er det Ilse Prager og hendes mand Toni Bodenstein, som har overtaget ansvaret for huset, der ligger i Weissenkirchen. Toni er passioneret vinmager, og hans motto er ”Vom Stein zum Wein” (fra sten til vin), hvilket er tankegangen bag vinene, som i høj grad er drevet af arbejdet i markerne og ikke mindst terroir. Han gør desuden brug af sin omfattende uddannelse som både biolog, geolog og historiker, hvilket førte til en grundig research af områdets klima, jordbundsforhold og vinstokke. Især hans arbejde med at identificere særlige, gamle kloner af riesling og grüner veltliner og plante stokkene i vingårdens marker for derved at opnå en form for biologisk og genetisk mangfoldighed er imponerende. I dag er sønnen Robert Bodenstein også en del af teamet, og næste generation ser ud til at være på plads for Prager-huset. Der arbejdes på godt 20 hektarer. Vinene er klart blandt de bedste i Wachau med deres renhed, dybde og mineralitet. Specielt Ried Zwerithaler Kammergut Smaragd Grüner Veltliner er i en klasse for sig selv. Men også Ried Klaus Riesling Smaragd er yderst flot.

Andre topproducenter: F.X. Pichler, Emmerich Knoll

  
10 fremragende vine fra Wachau
 
Pichler-Krutzler Ried Loibenberg Riesling 2019
Philipson Wine | 325 kr. tilbudspris
Krudt og flint plus frisk citrus. Flot dybde og koncentration. Flot, ren stil med god længde. Lidt bitter afslutning, som giver en god kant. 94

 
Nikolaihof Steiner Hund Smaragd Riesling 2015
Sigurd Müller Vinhandel | 370 kr.
En kombination af ilt og meget moden frugt tegner denne vin i både næse og mund. En helt præcis syre holder den på plads i skabet og skaber intensitet og balance. Smuk vin med et langt liv foran sig. 93

 
Domäne Wachau Smaragd Ried Kellerberg Grüner Veltliner 2019
Kjær & Sommerfeldt | 305 kr.
Nydelig og facetteret duft. Virkelig i god balance og med høj drinkability. Flot koncentration og en pæn dybde. Stenfrugt og hvid peber. Flot længde. 93

 
Tegernseerhof Bergdistel Grüner Veltliner 2011
Amka | Ukendt pris
Fyldig med tydelige modne noter. Stenet og stram i næsen men lukker mere op for posen i smagen. Her er stenfrugt og god intensitet i eftersmagen. 92

Prager Ried Zwerithaler Kammergut Smaragd Grüner Veltliner 2019
Theis Vine | 480 kr. tilbudspris
110 år gamle stokke. Meget koncentreret med stenfrugt, krydderier og blomsternoter. Yderst flot og balanceret. En stor vin! 96

 
Prager Ried Klaus Riesling Smaragd 2019
Theis Vine | 370 kr. tilbudspris
Fra den stejle Ried Klaus mark, meget stringent og mineralsk i udtrykket. Nærmest barnemord nu, men med meget stort potentiale. Koncentreret med mange komplekse noter og dybde. 95

 
Alzinger Ried Loibenberg Smaragd Riesling 2019
Atomwine | ukendt pris
Fra den køligste, nordligste mark. Meget kølig og stringent i udtrykket. Flintet med æblenoter og blomster i smagen. Stor dybde og længde. 94

 
Jamek Ried Klaus Riesling Smaragd 2019
vinothek-marquart | 495 kr.
Mineralsk og stringent i udtrykket. En medium koncentration pakket ind af mineralitet og en flot syre. Vellavet og flot vin. 92

 
Franz Hirzberger Ried Honivogl Smaragd Grüner Veltliner 2019
Sigurd Müller Vinhandel | 800 kr.
Koncentreret og fyldig vin med tydelig botrytis i smagen. Men flot balanceret og meget kompleks. Meget klassisk Wachau i den høje ende. 94
 

Veyder Malberg Weitenberg Grüner Veltliner 2019
Vinova | ukendt pris
Fra 69 år gamle vinstokke. En fyldig og yderst klassisk grüner i stilen. Masser af dybde og kompleksitet. En madvin og en stor oplevelse. 95

Vin - og  spiritus festivaler i 2021 i Pressen:

Franske Vindage 5+6 marts  - køb billet nu - klik og læs mere her

Italiensk vinfestival 25+26 juni - Køb billet nu - klik og læs mere her

Spansk Vinfestival 17+18 september

Whisky & Rom festival 29+30 oktober - køb billet nu - klik her.

Thomas Rydberg

Thomas Rydberg er Ekstra Bladets vinanmelder og skribent. Ejer og redaktør af magasinet DinVinGuide samt magasinet Whisky & Rom. Han driver endvidere AltomSpanskVin.dk, de100bedstevine.dk samt holder en række foredrag og underviser i vin.

Thomas har en diplomuddannelse (WSET) i vin og spiritus fra London samt er pt. på anden del af Master of Wine. Udover skrivegerningen dømmer han ved en række af de største internationale vin & spiritus konkurrencer. Se mere information på thomasrydberg.dk.

Magasinet DinVinGuide

 

Magasinet DinVinGuide udkommer 5 gange årligt med 100 sider med temaer, masser af test og spændende artikler. Læs mere her