Weekendens bedste vinkøb

Det var en jævn uge og ikke mange vine imponerede. Vi har testet 28 vine

Selvom der var en del vine med i ugens test, var det dog ganske få som imponerede. Begge vinderne kom fra Argentina på malbec druen.  Og det er ikke helt tilfældigt, for det er måske et af de lande hvor pris og kvalitet hænger bedst sammen netop nu.

 

Smag på over 200 vine til den Italienske vinfestival

Se her en oversigt over de bedste vinkøb i Danmark lige nu.

 

Herdade do Rocim Tourega National 2013, Portugal. 3 stjerner.

Personligt mener jeg tourega national er Portugals mest interessante drue blandt de mange lokale der findes. Men i denne vin viser den ikke sit fulde potentiale. Krydrede toner, brombær, kirsebær men også lidt udpint frugt. I min optik klæder større koncentration end i denne netop denne drue. 

Alkoholprocent: 14

Set hos nordentoftwine.dk til 534 kr. for seks styk

 

 

Syrousse 2011, Frankrig. 4 stjerner.

Syrah, grenache og carignan i dette klassiske blend fra det sydlige Frankrig. Peber toner, krydderier, mørke bær og vanilje. Pæn balance og en rigtig grill basker. Fire pæne stjerner.

Alkoholprocent: 14,5

Set hos d-vin.dk til 600 kr. for seks styk

 

 

Pierre Damoy Bourgogne 2012, Frankrig. 3 stjerner.

Jordbær og kirsebærtoner i duften. En typisk basis bourgogne som fungerer men heller ikke mere end det. Lidt lukket stadig med især kirsebær, ler, mørke blomster og strejf vanilje. Savner lidt mere af det hele især prisen taget i betragtning.

Alkoholprocent: 12,5

Set hos theis-vine.dk på tilbud til 210 kr.

 

 

Calcinaia Santa Maria Riserva 2006, Italien. 4 stjerner.

Chianti med noget alder. Bitter let parfumeret duft som fortætter i smagen med kirsebær, roser, tobak og vanilje. Udtalt tørhed i afslutningen. Meget rå i starten, men åbner efter nogle timer og bliver ganske flot.

Alkoholprocent: 14

Set hos compagniet.dk til 195 kr.

 

 

Alamos Malbec 2013, Argentina. 5 stjerner. UGENS BEDSTE KØB

Alamos er testet gennem mange år og ofte med flot resultat. Og det gælder bestemt også i år. Varme krydrede toner i duften. Meget frugtig i stilen med kirsebær, blåbær, tobak og strejf vanilje. Pæn koncentration og en ligefrem vin til at nyde nu. Til prisen et suverænt køb.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos philipsonwine.com til 600 kr. for tolv styk

 

 

Ca 'D Carli Barbera d'Asti 2013, Italien. 2 stjerner.

Lidt sur i duften og en ganske uinspirerende vin. Desværre et kendetegn for barbera at en del er ganske uspændende og kun en mindre del godt. Kirsebær, lette krydderier i smagen, men savner det meste. Den er ikke dyr men alligevel ikke pengene værd.

Alkoholprocent: 13

Set hos Holte vinlager til 330 kr. for seks styk

 

 

Roger Brun Champagne Romance 2010, Frankrig. 5 stjerner.

Rosé champagne på 100% pinot noir og 3 års eftergæring på flaske. Fyldig, frisk i stilen med markant frugtpræg i smagen af især kirsebær og blomster. En af de bedre rosé champagner og til denne pris kan man kun blive særdeles begejstret.

Alkoholprocent: 12

Set hos Vintagechampagne.dk til 269 kr.

 

 

Josef Rosch Riesling 2013, Tyskland. 4 stjerner.

Ikke specielt intens i duften som riesling ofte kan være. Tør med melon og fersken toner i smagen. Meget ligefrem og frugtdrevet i stilen. Pæn mellemlang eftersmag.

Alkoholprocent: 11,5

Set hos jyskvin.dk til 92 kr.

 

 

Casar 2010, Spanien. 4 stjerner.

Mencia fra Bierzo i det køligere og nordlige Spanien. Mørk frugtige toner i duften. En lidt grøn smag af kirsebær, violer, grøn peber, kaffe og vanilje. Lidt hård og med en del fadpræg og kan med fordel dekanteres.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos A Vinstouw til 594 kr. for seks styk

 

 

Nativ Rue dell Inciostrio 2013, Italien. 3 stjerner.

100% Aglianico fra Campania i det sydlige Italien. Meget neutral i duften. I smagen parfumeret, roser, kirsebær, krydderier og vanilje. Sødlig tør afslutning. Fadet dominerer meget og tvivler på det vil integreres bedre med tiden. 

Alkoholprocent: 13,5

Set hos AndrupVin.dk til 474 kr. for seks styk

 

 

Rocca delle Macie Chianti Classico 2011, Italien. 3 stjerner.

Svært år for chianti vinene og det fornemmes. Varme krydrede toner i duften. En let vin med kirsebær, krydderier og tobak i smagen. Pæn balance men savner lidt mere fylde og eftersmagen er meget kort. Til prisen må man forvente mere.  

Alkoholprocent: 14

Set hos Skjold Burne på tilbud til 150 kr.

 

 

Sultana 2013, Italien. 4 stjerner.

Vin på ner d'avola fra det sydlige Italien. En let bitter krydret vin med kirsebær, kirsebærsten, roser og tobak i smagen. Saftig i udtrykket med en pæn balance. Meget frugtig og en vin til at nyde nu til ikke for kraftig mad. 

Alkoholprocent: 13

Set hos gallovini.dk til 474 kr. for seks styk

 

 

Armantes VS 2012, Spanien. 3 stjerner.

Grenache fra Calatayud i Spanien. Fyldig parfumeret vin med kirsebær, roser, tobak og vanilje. Noget tør og bitter i eftersmagen. Fadet ikke helt velintegreret.

Alkoholprocent: 14

Set hos d-wine.dk til 474 kr. for seks styk

 

 

Punto final malbec Reserve 2012, Argentina. 5 stjerner. UGENS BEDSTE VIN

Ikke så intens i duften men ganske frisk og fyldig i smagen med blommer, lakrids, peber og vanilje. Flot balance og en lang frugtig eftersmag.

Alkoholprocent: 14,5

Set hos eriksorensenvin.dk til 720 kr. for seks styk

 

 

Rabbit Ridge Alicante 2013, Californien. 3 stjerner.

Meget krydret med en anelse sødme. Lavet på Alicante Bouchet som man oftest møder som blend med andre vine. Der er dog en del i Californien og den bruges her også alene. Normalt ikke store vine men frugtige ligefremme vin. Lidt stikkende i eftersmagen.

Alkoholprocent: 14,8

Set hos lundens.dk til 1320 kr. for tolv styk

 

 

Di Majo Norante Sangiovese 2013, Italien. 4 stjerner.

Sødlige bær i duften. Krydret vin med kirsebær, tobak og vanilje i smagen. Saftig med en lidt tør eftersmag. Ikke specielt koncentreret. Meget moden i sit udtryk og bør ikke gemmes for længe.

Alkoholprocent: 13

Set hos Superbest til 200 kr. for tre styk

 

 

Fleurs de Mai Syrah 2013, Frankrig. 4 stjerner.

Syrah fra IGP Collines Rhodaniennes som ligger lige syd for Lyon og nord for Rhone. Umiddelbar frugtig vin med kirsebær, hindbær, krydderier og violer i smagen.  I eftersmagen fornemmes krydderier og en let sødme fra fadet. Meget let vin og bør nydes en forårsaften på terrassen til ikke for kraftig mad.

Alkoholprocent: 12,5

Set hos domainebrandis.dk til 149 kr.

 

 

Henri Ottmann Pinot Blanc 2012, Frankrig. 4 stjerner.

En frisk vin fra Alsace på Pinot blanc, måske ikke verdens mest komplekse vin men den fungerer godt med melon, citrus og blomster i smagen. Pæn balance og ganske ligefrem. her bliver ingen vidst skuffet til den pris.

Alkoholprocent: 12,5

Set hos Lidl til 89 kr. for to styk

 

 

Insomnia White blend 2011, Californien. 3 stjerner.

Vin på Viognier, Sauvignon Blanc og  Chardonnay. Meget fyldig og med oxiderede træk i smagen. Syren savnes og godt eksempel på de problemer man har i Californien med at frembringe friske hvidvine med en ordentlig syre i det varme klima. I dette tilfælde fungerer det ikke selvom frugten virker ganske pæn.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos vinmonopolet.dk til 780 kr. for tolv styk

 

 

Tua Rita Tierre 2012, Italien. 4 stjerner.

Merlot og Alicante druerne udgør denne spændende vin fra Toscana. Bær og krydrede toner i duften. En saftig mellemfyldig vin med kirsebær, tobak og vanilje. Let sødlige toner i afslutningen. 

Alkoholprocent: 13,5

Set hos theis-vine.dk til 120 kr.

 

 

Mascheri Rosso delle Venezie 2013, Italien. 3 stjerner.

Mørke brændte toner i duften. En fyldig mørk vin med et ordentligt skud fad. Næsten for meget hvilket betyder balancen ikke helt spiller. Brombær, sorte kirsebær, lakrids og vanilje i smagen. Sødlig let bitter afslutning.

Alkoholprocent: 13

Set hos Superbest til 250 kr.  for seks styk

 

 

Falco nero Riserva Salice Salento 2009, Italien. 3 stjerner.

Vin fra den yderste hæl på primært negroamaro. Mørke bærtoner i duften. Bitre sorte kirsebær, violer, tobak og vanilje i smagen. Fyldig med brændte let bitter tør eftersmag. 

Alkoholprocent: 13

Set hos Haller Vine til 80 kr.  

 

 

Castello di Bossi Chianti Classico 2011, Italien. 3 stjerner.

Champignon og kirsebær i duften. En let frugtig chianti med kirsebær, krydderier, tobak og vanilje i smagen. Noget stram kort eftersmag. Svært år for chianti vinene og det bevises her.

Alkoholprocent: 14

Set hos nemlig.com til 110 kr.  

 

 

Finca Antigua 2011, Spanien. 4 stjerner.

Tempranillo fra La Mancha i det centrale Spanien. Mørk koncentreret vin. Modne blommer, brombær, tobak, krydderier og vanilje. Meget spansk i stilen med et let støvet træk i specielt eftersmagen.

Alkoholprocent: 14

Set hos Vinspecialisten på tilbud til 420 kr.  for seks styk

 

 

Solo Rosso 2013, Italien. 4 stjerner.

Negroamaro og primitivo fra Salento på hælen af Italien. Intens parfumeret duft. Bagte bær i smagen med masser af krydderier, tobak, lakrids og vanilje. En let sødme i eftersmagen og en vin de fleste danskere vil synes om. På kanten til det kvalme for nogen.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos coop.dk/vin til 349 kr. for seks styk

 

 

4 volte 25 Merlot, Italien. 2 stjerner.

Vin lavet på merlot. Stort set ingenting i duften og ganske neutral i smagen. En smule frugt, bitterstof og toast fra fadet fornemmes. Men generelt en uspændende vin på alle måder. Eksempel på at der desværre sælges meget ligegyldig vin herhjemme.

Alkoholprocent: 14

Set hos Euro SPAR til 135 kr. for tre styk

 

 

Torres Gran VinaSol 2013, Spanien. 3 stjerner.

Chardonnay fra Penedes lige syd for Barcelona. Noget tør og stram. Savner mere friskhed. Melon, fersken og abrikos i smagen. Lidt kort bitter eftersmag.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos Superbest til 150 kr. for to styk

 

 

Paul Kubler Riesling K, Frankrig. 4 stjerner.

Mørk gul, fyldig riesling med fersken, abrikos, blomster og flint i smagen. Knastør med en pæn syre omend ikke så kraftig som i de tyske. Stringent vin med en flot balance. Kræver mad og måske vil især orientalsk være et godt bud.

Alkoholprocent: 12,5

Set hos Laudrup.dk til 864 kr. for seks styk

 

 

Cascina Massara Langhe Nebbiolo 2012, Italien. 4 stjerner.

En fyldig og kraftig nebbiolo med en hel del tannin. Sorte kirsebær, lakrids, kamfer og violer i smagen. Lidt høj alkohol som stikker lidt og kan med fordel dekanteres. Pæn lang eftersmag.

Alkoholprocent: 14,5

Set hos youandwine.dk på tilbud til 165 kr.

 

4 kommentarer
Vis kommentarer