Weekendens bedste vinkøb

Vi har i denne uge testet 32 vine med to lidt atypiske vindere

Der blev på mange måder vendt op og ned på ugens vintest for det var ikke som sædvanligvis de mere kendte vindistrikter der løbe med sejren men to vine fra mindre områder. Vinderen blev en yderst spændende vin fra Provence, som vi primært kender for de sprøde rosévine men som også laver ganske habile og spændende rødvine om end det ikke er meget vi ser til dem på disse breddegrader. Ugens bedste køb kommer fra et mindre men køligt område i det sydlige Italien på aglianico druen. Meget spændende krydret vin som jeg dog skal indrømme givet vil dele folks holdning. Men det er vel i bund og grund netop det der gør vinverdenen så facinerende. At der ikke er den optimale opskrift på vin.

 

Kom til Rom & Cocktail festival - læs mere her.

 

 

 

Bertani Ripasso 2012, Italien. 5 stjerner.

Flot ripasso som i min optik er bedre end mange middelmådige Amarone vine til samme pris. Kirsebær, krydderier, kirsebærsten og vanilje i smagen. Intens frugt, en flot balance og lang let bitter eftersmag.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos laudrup.dk til 810 kr. for seks styk

 

 

Felsina Chianti Colli Senesi 2012, Italien. 4 stjerner.

Et af de bedre huse i Chianti, men 2012 er et svært år og det fornemmes specielt i den lidt vandige afslutning. Sorte kirsebær i duften som fortsætter i smagen med et let krydret udtryk, tobak og vanilje. Noget tør afslutning.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos domainebrandis.dk på tilbud til 99 kr.

 

 

Everton Cabernet Shiraz Malbec 2012, Australien. 3 stjerner.

En meget let og ligefrem blend fra Brown Brothers. Noget spinkel frugt og jeg savner lidt af det hele. Pæn bællevin som de fleste vil kunne lide men ikke mere end det.

Alkoholprocent: 13

Set hos Vinoble på tilbud til 69 kr.

 

 

Frescobaldi Remole  2013, Italien. 4 stjerner.

Det er ikke let at være fra Toscana de senere år, da vejret har drillet en del og vinene derfor er af varierende kvalitet. Frescobaldi er sluppet rimeligt med Remole, som er en af husets helt store sællerter. Rimelig koncentration, mørke bær, tobak og vanilje i smagen. Saftig men lidt spinkel. Pæn afslutning.

Alkoholprocent: 12

Set hos Føtex på tilbud til 100 kr. for to styk

 

 

Chateau Romanin Les Baux de Provence 2006, Frankrig. 5 stjerner. UGENS BEDSTE VIN

Blend fra det sydlige Frankrig på en række forskellige druer. I duften rosmarin, timian og provence krydderier. Fyldig og koncentreret vin med brombær, lakrids, tobak og vanilje. Mynte i eftersmagen. Meget spændende vin og fem flotte stjerner.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos theis-vine.dk på tilbud til 160 kr.

 

 

Ambra Carmignano Riserva Montalbiola 2011, Italien. 4 stjerner.

Fyldig let tør vin fra det nordlige Toscana. Carmignano er et lidt overset yderst spændende område. Kirsebær, kirsebærsten, tobak, varme krydderier og vanilje i smagen. Let bitter men rimelig fyldig i stilen. Fire pæne stjerner.

Alkoholprocent: 14

Set hos dvin.dk til 900 kr. for seks styk

 

 

Cono Sur Reserva Riesling 2014, Chile. 4 stjerner.

Meget intens duft af citrus og melon. I smagen fersken, netmelon, limefrugt og lette krydderier. Meget frugtig i udtrykket med en let sødlig afslutning.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos MENY på tilbud til 120 kr. for to styk

 

 

Sileni Pinot Gris 2014, New Zealand. 4 stjerner.

Ikke ofte man støder på Pinot Gris fra den anden side af jorden. Men den fungerer flot med en fed struktur, let tropisk frugt i duften og i smagen ananas, citrus og fersken. Sin helt egen stil langt fra både Alsace og pinot grigio fra Italien. Lidt kort i afslutningen men spændende vin.

Alkoholprocent: 12

Set hos eriksorensenvin.dk til 480 kr. for seks styk

 

 

Chateau Guiot 2014, Frankrig. 4 stjerner.

Fra Costiers de Nimes i det sydlige Frankrig på grenache og syrah. Mørke intense bær i duften. I smagen let animalsk med brombær, lakrids og krydderier. Pæn saftig afslutning. Ikke en stor vin med til prisen ganske i orden.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos thewinecompany.dk til 360 kr. for seks styk

 

 

Graggy Range Sauvignon Blanc Te Muna Road 2014, New Zealand. 5 stjerner.

Intens duft af hyldeblomst som man ofte finder det i vinene herfra på sauvignon blanc. Pæn umiddelbar syre som pakker frugten pænt ind. Citrus, limefrugt og røde æbler i smagen. Lang syrlig eftersmag. Godt køb for den høje kvalitet.

Alkoholprocent: 12

Set hos philipsonwine.com til 1200 kr. for tolv styk

 

 

Rioja Bordon Reserva 2009, Spanien. 4 stjerner.

Sødlige modne bær i duften. Tørre let bitre kirsebær i smagen. Krydret og let tør afslutning. En del fad fornemmes og i stilen en meget klassisk Rioja.

Alkoholprocent: 14

Set hos Føtex til 130 kr. for to styk

 

 

Vina Sastre 2013, Spanien. 3 stjerner.

Ung og noget rå tempranillo fra Ribera del Duero. 2013 var et svært år netop her og det fornemmes i vinen som savner den normale tilgængelige stil. Meget rå, lidt urtet i stilen. Vil muligvis åbne dig igen om et par år, men har mine tvivl.

Alkoholprocent: 12

Set hos eriksorensenvin.dk til 480 kr. for seks styk

 

 

Borsao berola 2011, Spanien. 5 stjerner.

Let sødlige bær både i duft og smag. Tobak, lakrids og krydderier. Meget koncentreret med en pæn syre til at holde både den høje alkohol og massive frugt oppe. Lidt en bullerbasse men en pæn af slagsen.

Alkoholprocent: 15

Set hos laudrup.dk til 858 kr. for seks styk

 

Bioganic Aglianico 2011, Italien. 5 stjerner. UGENS BEDSTE KØB

Vin på aglianico druen. Modne bagte bær i duften. Tør i stilen med sorte kirsebær, kirsebærsten, peber og mørke krydderier. Ganske stramme lidt grønne tanniner. Meget atypisk syditaliensk vin med ganske flot. Men vil givet dele vandene.

Alkoholprocent: 13

Set hos MENY til 80 kr.

 

 

Torres Santa Digna Cabernet Sauvignon 2012, Chile. 4 stjerner.

Vin fra spanske Torres nyere projekt i Chile. Sødlig moden frugt i duften. I smagen blommer, solbær, grøn peber og vanilje. Pæn koncentration og en pæn let tør afslutning. Meget oversøisk i stilen.

Alkoholprocent: 14

Set hos MENY til 130 kr. for to styk

 

 

Le Gode Brunello di Moncalcino 2010, Italien. 5 stjerner.

Meget moden i næsen. Umiddelbar tørhed, kirsebær, lædertoner, tobak og medicinskab i smagen. Tørre tanniner men en pæn lang eftersmag. Spændende brunello.

Alkoholprocent: 14,5

Set hos viniropa.dk på tilbud til 235 kr.

 

 

Dulong Margaux 2012, Frankrig. 3 stjerner.

Let grøn i duften. Ultratør med hårde tanniner. Solbær, peber og krydderier i smagen. Pæn koncentration især året taget i betragtning men lidt kort i eftersmagen.

Alkoholprocent: 12

Set hos Irma til 139 kr.

 

 

Girolamo La Voliera Negroamaro 2014, Italien. 3 stjerner.

Vin fra Puglien på negroamaro druen. Lidt spinkel vin med røde kirsebær i duften. Meget tør kort afslutning. Savner mere frugt og koncentration.

Alkoholprocent: 13

Set hos gallovini.dk til 414 kr. for seks styk

 

 

Alain Geoffroy Chablis Premier Cru Beauroy 2012, Frankrig. 5 stjerner.

Pæn duft af jasmin og limefrugt. I smagen citrus, fersken, flint og hvide blomster. Pænt balanceret og ganske flot chablis især prisen taget i betragtning.

Alkoholprocent: 12

Set hos compagniet.dk til 120 kr.

 

 

Le Clos 2012, Frankrig. 5 stjerner. GODT KØB

Krydret ligefrem vin fra det sydlige Frankrig. Lavet på merlot, grenache, carignan og cabernet. Saftig og frisk i stilen. Ikke specielt koncentreret men vil stå godt til det meste mad. Får en ekstra stjerne for prisen.

Alkoholprocent: 13

Set hos nemlig.com til 60 kr.

 

 

St. Francis Merlot 2012, Californien. 5 stjerner.

Fra Sonoma dalen. En rigtig bullerbasse vin med brombær, kaffe, mørk chokolade og vanilje. Flot koncentration men pakket ind af en pæn syre. Lang frugtig eftersmag og bløde tanniner.

Alkoholprocent: 14,4

Set hos lundens.dk til 1008 kr. for seks styk

 

 

Aussieres Chardonnay 2013, Frankrig. 4 stjerner.

Sydfransk chardonnay uden fadlagring. Flot syre og en frisk ganske flot chardonnay sprød og stringent i udtrykket. Savner måske lidt mere kompleksitet til at få den femte stjerne.

Alkoholprocent: 13

Set hos Skjold Burne på tilbud til 150 kr. for to styk

 

 

Spindler Weissburgunder 2013, Tyskland. 4 stjerner.

Fra Pfalz på pinot blanc som druen er mest kendt som. Knastør og meget syrlig. Spinkel vin dog i afslutningen en hel del krop. Pæn lang afslutning. Fire pæne stjerner.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos jyskvin.dk til 450 kr. for seks styk

 

 

Funfzehn Morgen Riesling Sekt 2013, Tyskland. 3 stjerner.

Meget aromatisk mousserende vin på riesling druen. Meget aggressive bobler som skærmer lidt for frugten. Fersken, citrus og hvideblomster fornemmes i smagen. Lidt kort afslutning. Nogen stor fan af tysk sekt bliver jeg aldrig.

Alkoholprocent: 12,5

Set hos winefly.dk til 90 kr.

 

 

Garitina Caranti 2012, Italien. 4 stjerner.

En saftig og koncentreret barbera med brombær i duften og i smagen violer, kørvel, blommer og vanilje. Pæn syre, bløde tanniner og en mellemlang frugtig eftersmag. Ikke helt samme niveau som tidligere årgange.

Alkoholprocent: 14,5

Set hos wine.dk på tilbud til 125 kr.

 

 

Grahams The Tawny Port, Portugal. 5 stjerner.

Et af de absolut bedste portvinshuse. Let hengemt duft, frugtig i stilen af en tawny, smag af nødder, toffee, tobak og kandiserede æbler. Rimelig fyldig med en lang eftersmag.  Yderst flot tawny til prisen.

Alkoholprocent: 14,5

Set hos Vinspecialisten på tilbud til 200 kr. for to styk

 

 

Núvol blanc 2013, Spanien. 5 stjerner.

Blend af grenache blanc og macabeo fra Montsant, nabo til Priorat. En madvin meget fyldig med fersken, citrus og blomster i smagen. Flot koncentration og syre. Spændende alternativ til en chardonnay.

Alkoholprocent: 14

Set hos AndrupVin.dk til 594 kr. for seks styk

 

Lidl kører nogle uger med franske topvine i sortimentet. Disse tilbud starter på søndag d. 17 maj.

 

 

Chateau Fonplégade 2007, Frankrig. 4 stjerner.

Denne Grand Cru fra St. Emilion er en ganske moden og klar vin lige nu. Pæn koncentration, mørke toner, brombær, violer og vanilje i smagen. Flot pæn eftersmag. 89

Alkoholprocent: 13

Set hos Lidl til 219 kr.

 

 

Domaine Le Mourre Chateauneuf-du-Pape 2012, Frankrig. 5 stjerner.

100% Grenache. Intens krydret varm duft af krydderier. Meget fyldig og krydret med modne kirsebær, brombær, tobak og vanilje. Rimelig høj alkohol der klart fornemmes. En vin til en krydret saftig lammesteg. 90

Alkoholprocent: 15,5

Set hos Lidl til 349 kr. for tre styk

 

 

Bissinger & Co Champagne Semi-Sec, Frankrig. 4 stjerner.

En fyldig og meget frugtig champagne. Let oxiderede toner. Ret flot champagne til prisen. Semi Sec og sødmen fornemmes især i afslutningen.  88

Alkoholprocent: 12,5

Set hos Lidl til 199 kr.

 

 

Chateau Armailhac 2011, Frankrig. 4 stjerner.

5 cru. fra Pauillac. Koncentreret vin med brombær, solbær, kaffe, tobak og vanilje. En del tannin så bør dekanteres et par timer inden. Lidt grøn i stilen. 88

Alkoholprocent: 13,5

Set hos Lidl til 399 kr.

 

 

Chateau Mauras Sauternes 2007, Frankrig. 4 stjerner.

Sauterne er en fantastisk vin men ikke ofte man får den serveret. Denne er i den billigere ende og det smages. Spinkel men stadig med en pæn sødme og syre. Savner dybden men en god sød vin til den som gerne vil lære den klassiske sauterne bedre at kende. 87

Alkoholprocent: 12,7

Set hos Lidl til 99 kr.

 

Se her en oversigt over de bedste vinkøb i Danmark lige nu.