Weekendens bedste vinkøb

De bedste spanske messevine. Vi har i denne uge testet 26 vine

Spanien har gennem de seneste år udviklet sig til at være et af Europas mest spændende vinlande og er i volumen det tredje mest foretrukne vinland blandt danskerne. Alt i alt er der 67 klassificerede områder i Spanien og mange nye spændende vine er på vej frem. Bl.a. de kraftige vine fra Toro og de mere elegante vine på mencia druen fra Bierzo i det nordvestlige Spanien. I Navarra er det de lidt køligere vine i stilen og på den hvide side er områderne i Galicien og Rueda ved at vinde indpas. I forbindelse med den store Spanske vinmesse i Pressen d. 25 og 26. september har vi testet importørernes egne favoritter, og selvom prisniveauet ikke er lavt, er kvaliteten utrolig høj.

Udover stjerner er der også i denne test givet point efter 100 point skalaen.

Kom til stor spansk vinfestival og smag over 200 vine

 

 

 

Protos Reserva 2010, Ribera del Duero.  5 stjerner.

Protos er med rette en af de bedste producenter i Ribera del Duero og man forstår det når man smager denne reserva. Animalske toner blandet med peber og i smagen modne brombær, kaffe, tobak, mørk chokolade, lakridsrod og vanilje. Yderst flot balanceret med en flot syre og bløde tanniner. Fem store stjerner. 92

Alkoholprocent: 14,5

Set hos  Amalie Vinimport til 245 kr.

 

 

Cruz de Alba 2012, Ribera del Duero.  4 stjerner.

100% tempranillo lagret 15 mdr. på franske fade, hvor en tredje del er nye. En høj syre og intens bærdrevet vin med brombær, lakrids, mineralitet og vanilje i smagen. Pakket ind i en høj syre og pæn lang eftersmag. 89

Alkoholprocent: 14,5

Set hos  MENY til 160 kr.

 

 

Silvanus 2010, Ribera del Duero.  5 stjerner.

14 mdr. på franske fad fra den fremragende 2010 årgang. En koncentreret bærdrevet vin med brombær, kaffe, tobak og vanilje i smagen. Pæn syre og lang vedvarende eftersmag. Flot vin til prisen. Vinhus der bestemt er værd at holde et øje på. 90

Alkoholprocent: 14,5

Set hos d-wine.dk til 750 kr. for seks styk

 

 

Luis Cañas Crianza 2012, Rioja.  4 stjerner.

Primært tempranillo med en smule garnacha. 12 mdr. på både franske og amerikanske fade. Intense bærtoner i duften. I smagen mere diskret med brombær, peber, ler og vanilje i smagen. Pænt balanceret men koncentrationen savnes lidt i 2012 årgangen. 88

Alkoholprocent: 14

Set hos Vinoble på tilbud til 119 kr.

 

 

Domblasco 2013, VT Extremadura.  4 stjerner.

100% garnacha fra det vestlige Spanien på grænsen til Portugal. En muskuløs vin med sødlige brombær, lakrids, peber og vanilje. Meget krydret udtryk med en lidt brændende alkohol. 89

Alkoholprocent: 15

Usikkert om de sælges pt. i Danmark.

 

 

Ónra 2011, Costers del Segre.  4 stjerner.

Cabernet, merlot og garnacha fra det nordlige Spanien. Meget syrlig med ung frugt i smagen. Solbær, kirsebær, chokolade, peber og krydderier. Pæn koncentration men ikke så dyb og med en mellemlang afslutning. 88

Alkoholprocent: 13,5

Set hos d-wine.dk til 656 kr. for seks styk

 

 

Heus Negre 2014, Emporda.  3 stjerner.

Fra Katalonien på en række forskellige druer. En let men krydret vin med timian i duften og i smagen brombær, lakrids, peber og vanilje. Lidt spinkel krop men pæn syre. En ligefrem god vin til ikke for kraftig mad. 86

Alkoholprocent: 13,5

Set hos d-wine.dk til 534 kr. for seks styk

 

 

VilaDelloPs 2014, Penedes.  4 stjerner.

Garnacha. Ikke synderlig meget i duften men i smagen saftig ung frugt, kirsebær, jordbær, lette krydderier og violer. Let tør i afslutningen. Velbalanceret og en let ligefrem vin. 87

Alkoholprocent: 13

Set hos d-wine.dk til 474 kr. for seks styk

 

 

ViaTerra 2013, Terra Alta.  5 stjerner. GODT KØB

Garnacha fra Katalonien. Intens i duften og i smagen moden brombær, lakrids, hvid peber, varme krydderier og vanilje. Saftig og koncentreret i udtrykket. Pæn syre og balance. Ganske flot garnacha. 90

Alkoholprocent: 14,5

Set hos d-wine.dk til 594 kr. for seks styk

 

 

Artazu Garnacha 2014, Navarra.  5 stjerner.

En tæt krydret vin på 100% ganacha fra det køligere Navarra, hvilket klæder druen. Intense bærtoner i duften. I smagen brombær, sorte kirsebær, tobak og vanilje. En let tør men lang afslutning. En rigtig krydderbombe som vil stå godt til en gryderet. 90

Alkoholprocent: 14,5

Set hos laudrup.dk til 768 kr. for seks styk

 

 

Domenech Bancal del Bosc 2013, Montsant.  5 stjerner. MESSENS BEDSTE KØB

En mini Priorat på garnacha, syrah og carignan fra naboområdet til det kendte distrikt. En saftig og kraftig vin med pebertoner, krydderier og modne røde bær i duft og smag. Pæn koncentration og lang krydret eftersmag. Yderst flot køb. 90

Alkoholprocent: 14

Set hos d-wine.dk til 594 kr. for seks styk

 

 

Marques de Riscal Reserva 2011, Rioja.  4 stjerner.

Et af de mest klassiske rioja huse og en vin der stort set holder en høj kvalitet hvert år. Intense modne bærtoner i duften som fortsætter i smagen med brombær, tobak, chokolade, mineralitet og vaniljetoner. En tør men lang eftersmag. Fire flotte stjerner. 89

Alkoholprocent: 14

Set hos MENY på tilbud til 110 kr.

 

 

Parra Jimenez 2011, La Mancha.  4 stjerner.

Økologisk vin på tempranillo fra den store højslette syd for Madrid. En saftig let vin med brombær, kirsebær, peber og varme krydderier i smagen. Ikke så intens og noget tør i afslutningen. 86

Alkoholprocent: 13

Set hos bio-vin.dk. Pris ukendt.

 

 

Finca de los arandinos crianza 2011, Rioja.  5 stjerner.

En moderne Rioja i den intense frugtige stil hvor fadet står lidt i baggrunden. Mørke brombær, kaffe, chokolade, mynte og vanilje i smagen. De 13 mdr. fad er velintegreret og resultatet er en velbalanceret vin med krydret eftersmag. 90

Alkoholprocent: 14

Set hos grapeland.dk til 129 kr.

 

 

Barahonda Crianza 2011, Yecla.  5 stjerner. GODT KØB

Monastrell, syrah og petit verdot. En tæt varm vin i stilen fra det østlige Spanien. En krydret lidt animalsk næse og modne blommer, lakrids, sort peber, kaffe og vanilje i smagen. Saftig, bløde tanniner og intens vin. Til en god bøf eller krydret mad. Godt køb.  89

Alkoholprocent: 14,5

Set hos thewinecompany.dk til 450 kr. for seks styk

 

 

Vizcarra 2011, Ribera del Duero.  5 stjerner.

100% tempranillo med 15 mdr. fadlagring. En koncentreret vin med krydrede toner i duften og modne brombær, mocca, tobak, mørk chokolade og vanilje i smagen. En koncentreret og velbalanceret vin med en lang vedvarende eftersmag. 92

Alkoholprocent: 14,5

Set hos thewinecompany.dk til 834 kr. for seks styk

 

 

Los Balancines Mata Negra 2012, Ribera del Guadiana.  5 stjerner.

Garnacha, tempranillo og cabernet sauvignon. Intense mørke toner i duften. I smagen lakrids, peber, brombær, kaffe og vanilje. En yderst flot og saftig vin, yderst velbalanceret med en flot syre som står godt imod den massive frugt. Lang vedvarende eftersmag. 93

Alkoholprocent: 14,5

Set hos d-wine.dk til 1434 kr. for seks styk

 

 

Granbazan Albarino 2012, Rias Baixas.  4 stjerner.

Albarino vinene vinder voldsomt frem. De er sprøde og frugtige og det tiltaler mange. Granbazan er en af klassikerne i området ude ved atlanterhavskysten. En let syrlig duft og i smagen melon, limefrugt, græs og våde sten. En sprød og meget frugtig vin med mellemlang eftersmag. 88

Alkoholprocent: 12,5

Set hos A Vinstouw til 654 kr. for seks styk

 

 

Anima Negra Son Negra 2011, VT Mallorca.  5 stjerner.

Mallorcas dyreste vin. Primært på calletdruen og 18 mdr. på franske fade. Moden lidt svampe i duften. En lang lidt varm smag af brombær, sorte kirsebær, tobak, peber og vanilje. Pæn syre og en lang vedvarende eftersmag. Man fornemmer mange lag i vinen men den kommer alligevel ikke helt op og ringe. Og til prisen, tja....puha det er op af bakke. 92

Alkoholprocent: 14,5

Set hos theis-vine.dk på tilbud til 1100 kr.

 

 

Torres Gran Coronas 2011, Penedes.  4 stjerner.

En klassiker i Spanien og især kendt gennem 80 og 90erne herhjemme. Det er cabernet sauvignon fra marker tæt på kysten. I duften urtede toner som fortsætter i smagen med solbær, grøn peber, tobak, krydderier og vanilje. Velbalanceret med en let brændt eftertone. 88

Alkoholprocent: 14

Set hos Vinspecialisten til 125 kr.

 

 

Magrez Paciencia 2011, Toro.  3 stjerner.

Magrez har lavet vin i Toro i lidt over 10 år nu. Denne har umiddelbart meget modne toner i duften. En høj syre og tør lidt hengemt frugt i smagen. Brombær, bagte æbler og vanilje. Lettere oxideret i udtrykket. Ikke helt balanceret og virker træt. 84

Alkoholprocent: 15

Set hos Vinspecialisten på tilbud til 100 kr.

 

 

Llopart Brut Nature Reserva 2011, Cava.  5 stjerner.

En fyldig og kompleks cava som viser at cava bestemt godt kan konkurrere med champagne. Flot cremet mousse. I duften fersken og limefrugt og i smagen melon, fersken, mineralitet og lette krydderier. Min. 26 mdr. lagring hvilket giver vinen en kompleks og flot dybde i smagen. 91

Alkoholprocent: 11,5

Set hos d-wine.dk til 834 kr. for seks styk

 

 

J. Palacios Villa de Corullón 2012, Bierzo.  5 stjerner.  MESSENS BEDSTE VIN

Alvaro Palacios er en af Spaniens bedste vinmagere og hans Corullón er mencia fra små plot omkring byen af samme navn. Mencía er mere kølig i stilen med mørke kirsebær, jordbær, krydderier, lertoner og vanilje i smagen. 2012 er måske en af de bedste årgange herfra og vinen fremstår struktureret og yderst flot. 93

Alkoholprocent: 14,3

Set hos Vinspecialisten til 380 kr.

 

 

Miquel Gelabert Golos 2012, Pla i Llevant.  5 stjerner.

Vin på druerne callet, monte negro og fogoneu fra Mallorca. Meget urtet i duften med varme krydderier, brombær, kirsebær, lakrids og violer i smagen. En anderledes og spændende vin. Pæn struktur og mere elegant end koncentreret. 90

Alkoholprocent: 14

Set hos d-wine.dk til 1314 kr. for seks styk

 

 

Vinessens El Telar 2011, Alicante.  5 stjerner.

90% Monastrell og resten cabernet sauvignon, hvilket er en drue der står godt til monastrell da den giver vinene en bedre struktur. Mørke modne blommer i duften. I smagen brombær, svesker, lakrids, tobak og vanilje. En pæn lang krydret afslutning. Alkoholen dog noget brændende. 90

Alkoholprocent: 15,5

Set hos AndrupVin.dk til 900 kr. for seks styk

 

 

Carmelo Rodero Reserva  2011, Ribera del Duero.  5 stjerner.

Carmelo tilsætter en mindre del cabernet sauvignon til hans vine hvilket giver tempranillo vinene lidt mere struktur og det fungerer. Intense bærtoner og en smag med moden bær, kaffe, mørk chokolade, krydderier og vanilje. Flot bundet sammen af  syren. Koncentreret og kompleks vin der på alle måder viser husets store potentiale. Fem store stjerner og til prisen kan denne godt konkurrere med vine betydelig dyrere. 92

Alkoholprocent: 14

Set hos compagniet.dk til 280 kr.

 

Kom til ny stor oversøisk vin festival i København i oktober - læs mere her.

Se her en oversigt over de bedste vinkøb i Danmark lige nu.

kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Anders Borup Sørensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen