Weekendens bedste vinkøb

Masser af gode køb i ugesn vintest. Vi har teste 25 vine

Det er længe siden jeg har set så mange gode køb på en enkelt uge. De stod næsten i kø og det var vel og mærke vine fra hele verden. Bedste køb blev en vin på garnacha druen, bedre kendt som grenache fra Madrid. Og minsandten om det ikke også var en spansk vin som blev ugens bedste, nemlig en meget atypisk kølig petit verdot fra Alicante. Et bevis på at man ikke mere kan sætte vinene i box og bare regne med at alt sydligt er varmt i stilen.

Kom til stor cocktail og rom festival - læs mere her.

 

Le Paradou Cinsault 2014, Frankrig. 3 stjerner

En meget let rosé fra Rhone dalen. Diskret i næsen og ikke meget i smagen. Let bitre kirsebær, citrus og lette krydderier. En smule vandig og kort i eftersmagen. Ikke meget den havde at byde på. 81

Alkoholprocent: 12,5

Set hos philipsonwine.com til 600 kr. for tolv styk

 

 

Hardy's Chardonnay 2014, Australien. 5 stjerner GODT KØB

En del vanilje præg i næsen. En fed fadlagret chardonnay med fersken, abrikos og ananas i smagen. Lidt simpel men til 50 kr. får man alligevel meget vin for pengene. Lang krydret afslutning. 87

Alkoholprocent: 13

Set hos Kvickly, Superbrugsen på tilbud til 50 kr.

 

 

Radio Boca Tempranillo 2014, Spanien. 3 stjerner

Krydret i duften med let sødlig frugt i smagen. Modne røde bær, tobak og bagte krydderier. Vinen er lavet på tempranillo fra Valencia og fungerer pænt omend det bestemt ikke er en stor vin. Server den til let krydret mad. 83

Alkoholprocent: 13

Set hos Fakta på tilbud til 39 kr.

 

 

La Linda Chardonnay 2013, Argentina. 5 stjerner GODT KØB

Ingen fad i denne friske chardonnay fra Mendoza. Frugtige toner i duften med fersken, melon, limefrugt i smagen. Flot balanceret med en frugtig afslutning. 89

Alkoholprocent: 14

Set hos theis-vine.dk på tilbud til 70 kr.

 

 

Audacia Tinto 2014, Spanien.  4 stjerner

Vin på garnacha fra Carinena i Aragon provinsen. En simpel, lys og let vin men med et saftigt udtryk og til prisen ganske fornuftigt køb. Sorte kirsebær, violer og lette krydderier i smagen. Pæn mellemlang frugtig afslutning. 87

Alkoholprocent: 13

Set hos Vinoble på tilbud til 59 kr.

 

 

Las Moradas de San Martin Senda 2012, Spanien. 5 stjerner UGENS BEDSTE KØB

Vin på garnacha fra Madrid, som i min optik laver nogle af de mest spændende vine pt. i Spanien.  Denne ingen undtagelse! Intense krydrede toner, brombær, lakrids, peber, rødt kød og vanilje i smagen. Alkoholen høj men velintegreret. Pæn koncentration og lang krydret afslutning. 91

Alkoholprocent: 15

Set hos d-wine.dk til 594 kr. for seks styk

 

 

d'Arenberg The Custodian Grenache 2009, Australien. 5 stjerner GODT KØB

Moden grenache hvilket klart fornemmes både af den let brunlige farve og de svampede toner i næsen. Men den er bestemt ikke gået over og fremstår som en lækker krydret vin med brombær, lakrids, kaffe, læder og bagte krydderier i smagen. Lang krydret afslutning. Alkoholen velintegreret. 89

Alkoholprocent: 15

Set hos eriksorensenvin.dk til 600 kr. for seks styk

 

 

Terrano Rosso Montepulciano d'Abruzzo 2012, Italien. 3 stjerner

En spinkel vin på montepulciano druen. Røde bær i duften som fortsætter i smagen med lette krydderier og strejf vanilje. Savner lidt af det hele i denne vin som fremstår en anelse neutral og kedelig. 84

Alkoholprocent: 12,5

Set hos Vinspecialisten på tilbud til 65 kr.

 

 

Domaine Ligier Pere & Fils Arbois 2013, Frankrig. 4 stjerner

Ikke ofte der er vine med i ugens test fra Jura på den lokale poulsard drue. En let drue der i stilen kan minde lidt om pinot noir men som oxiderer noget mere og har en knivskarp høj syre. Modne toer og en spinkel vin med sorte kirsebærtræk, lette krydderier og violer i smagen. Meget syrlig med en mellemlang afslutning. 87

Alkoholprocent: 12,5

Set hos compagniet.dk til 130 kr.

 

 

Valente 2013, Italien. 4 stjerner

Vin på en række druer: sangiovese, ciliegiolo, foglia tonda og pugnitello. Dyrket ude ved kysten i Toscana. En kølig vin i stilen med intense krydrede toner. Brombær, kirseblr, blåbær, lakrids og krydderier i smagen. Stadig en del tanniner, pæn syre og lang krydret afslutning. Bør gemmes et par år. 89

Alkoholprocent: 13,5

Set hos vinmedmere.dk til 714 kr. for seks styk

 

 

La Cetto Reserva Privado Cabernet Sauvignon 2012, Mexico. 3 stjerner

Kogt frugt i duften. En meget moden cabernet med masser af modne bærtoner, solbær, varme krydderier og vanilje. Alkoholen dominerer og det er generelt en lidt for moden vin for min stil. Syren lav og eftersmagen let brændt. 84

Alkoholprocent: 13,9

Set hos vinogvin.dk til 654 kr. for seks styk

 

 

Conte Di Campiano Malvasia Nera 2014, Italien. 4 stjerner

En frisk og tæt vin på malvasia nero fra Puglien. Brombær, sød lakrids, bagte krydderier og vanilje i smagen. Pæn syre og let frugtsødme. Mellemlang i afslutningen. 87

Alkoholprocent: 15

Set hos Holte vinlager til 450 kr. for seks styk

 

 

Everyday wine økologisk B-i-B, Spanien. 5 stjerner  GODT KØB

Tempranillo fra det sydøstlige Spanien lavet af den danske vinmager David Tofterup. En frisk bær- og frugt drevet vin med brombær, kirsebær, lette krydderier og strejf vanilje. Pæn koncentration, velbalanceret vin. Simpel men saftig og velsmagende. Og til omregnet 30 kr. flasken er det et ganske flot køb. 88

Alkoholprocent: 13,5

Set hos MENY til 120 kr. (3 l)

 

 

Fabiano Ripasso 2013, Italien. 5 stjerner

Mørke bær i duften. Let bitter intens smag af kirsebær, tobak, tørrede frugter og vanilje. En ganske pæn ripasso, velbalanceret og med en friskhed der gør at man har lyst til mere. Lang frugtig afslutning. 90

Alkoholprocent: 14

Set hos Skjold Burne på tilbud til 120 kr.

 

 

Bodegas Cerron El Sentido de la Vida 2012, Spanien. 5 stjerner UGENS BEDSTE VIN

90% petit verdot og resten cabernet sauvignon i denne spændende spanske vin fra bjergene bag Alicante. Sorte bær og urter i duften og en vin i den kølige stil med sorte kirsebær, lakrids, peber, mynte og vanilje i smagen. En meget atypisk spansk vin som med sin kølighed er et godt eksempel på en række af de spændende vine på vej frem på druer som cabernet franc og i dette tilfælde petit verdot. 91

Alkoholprocent: 14

Set hos eriksorensenvin.dk til 170 kr.

 

 

Ampelos pinot noir Santa Rita Hills 2014, Californien. 5 stjerner

Vin fra danske Peter Works hænder fra Californien. En let og elegant pinot med hindbær og jordbærtoner i duften. Lidt sødlige frugttoner i smagen med lette krydderier og vaniljetoner. Typisk oversøisk i stilen men er velbalanceret, med en flot syre og bløde venlige tanniner. Lang afslutning. 90

Alkoholprocent: 14

Set hos suenson.dk til 225 kr.

 

 

Proximo by Marques de Riscal 2013, Spanien. 4 stjerner

En let og ung rioja vin med kort fadlagring. Krydrede bærtoner i duften. Ikke så koncentreret men i stilen krydret og saftig med smag af brombær, kaffe og krydderier. Velbalanceret med en mellemlang afslutning. 87

Alkoholprocent: 13,5

Set hos Salling til 90 kr.

 

 

Orowines BlueGray Priorat 2013, Spanien. 4 stjerner

Garnacha, mazuelo og cabernet sauvignon fra Priorat. Intens i duften som fortsæter i smagen med brombær, sorte kirsebær, lakrids, kaffe og vanilje. En koncentreret varm vin i stilen med høj alkohol og lang krydret afslutning. Lidt tung i stilen og en Priorat som man laver den i den klassiske stil. 89

Alkoholprocent: 15

Set hos AndrupVin.dk til 714 kr. for seks styk

 

 

Schmitges Riesling Trocken 2015, Tyskland. 5 stjerner GODT KØB

Syrlig limefrugt i duften. En fyldig riesling tør i stilen med grønne æbler, melon og en let frugt sødme i afslutningen. Pæn syre og lang afslutning. 89

Alkoholprocent: 12

Set hos propperiet.dk til 535 kr. for seks styk

 

 

Schloss Lieser Thomas Haag Riesling SL 2014, Tyskland. 5 stjerner GODT KØB

Citrus i duften. En sprød og meget ligefrem vin med citrus, grønne æbler og let mineralitet i smagen. En saftig vin, ikke specielt koncentreret men med en vedvarende lang eftersmag. 90

Alkoholprocent: 10,5

Set hos domainebrandis.dk til 89 kr.

 

 

Chateau Laroze Labatisse 2011, Frankrig. 2 stjerner

En hel del grønne toner og en Bordeaux når det bliver lidt ligegyldigt. I smagen solbær, grøn peber, lette krydderier og vanilje. Noget spinkel med en kort eftersmag.  80

Alkoholprocent: 12,5

Set hos jyskvin.dk til 720 kr. for tolv styk

 

 

8 Vents 2014, Spanien. 4 stjerner

Vin fra Mallorca på Merlot, Cabernet Sauvignon, Manto Negre og Callet. Møkre bær i duften. En koncentreret og kraftig vin med noget restsødme hvilket gør den noget svulstig og ikke med den elegance jeg normalt finder i Mallorca vinene. Blommer, brombær, peber, lakrids og vanilje. Pæn syre og balance. 88

Alkoholprocent: 14,5

Set hos AndrupVin.dk til 774 kr. for seks styk

 

 

Vinalba Malbec 2013, Argentina. 5 stjerner GODT KØB

En intens og koncentreret vin. Blommer, kirsebær, lakrids, peber, chokolade og vanilje i smagen. Velbalanceret med en lang eftersmag. Yderst flot vin til prisen. 89

Alkoholprocent: 14,5

Set hos laudrup.dk til 1080 kr. for tolv styk

 

 

Terre di Ginestra Syrah 2013, Italien. 5 stjerner GODT KØB

Fra Sicilien. Intense mørke bær i duften. En fyldig og saftig vin med brombær, peber, lakrids og krydderier i smagen. Masser af frugt, kompleksitet og en ganske flot vin til prisen. 90

Alkoholprocent: 13,5

Set hos gallovini.dk til 594 kr. for seks styk

 

 

Dominios de Castilla 2013, Spanien. 3 stjerner

Tempranillo fra marker lige uden for Toro i det vestlige Spanien. Mørke bær i næsen. I smagen lidt udpint frugt. Brombær, lakrids, krydderier og vanilje. Tørre bitre tanniner og en mellemlang eftersmag. 85

Alkoholprocent: 14,5

Set hos barrique.dk til 414 kr. for seks styk

Kom til stor cocktail og rom festival - læs mere her.

Se her en oversigt over de bedste vinkøb i Danmark lige nu.

 

2 kommentarer
Vis kommentarer