64-årig mand har spist 30.000 Big Macs - og han er stadig sulten

90 procent af Don Gorskes kost består af Big Macs fra fastfood-kæden McDonald’s. Han påstår, at han er sund og rask

Kender du det, når du er så sulten, at du føler, du kunne kværne 30.000 Big Macs?

Tanken virker muligvis realistisk i sulten tilstand, men for de fleste vil mætheden sætte ind og briste illusionen efter den første eller måske to af den populære McDonald’s-burger.

Men for en pensioneret fængselsbetjent fra Wisconsin, Don Gorske, ville det ikke være en specielt overdreven udmelding.

For ti år siden blev amerikaneren optaget i Guinness World Records for at være den mand i verden, der har spist flest Big Macs, og der stoppede det slet ikke for Don Gorske.

I 2011 skrev alverdens medier om, at han havde rundet en milepæl på svimlende 25.000 Big Macs.

- Jeg vil spise Big Macs til jeg dør, lød det dengang fra den dobbeltdækker-burger-besatte mand. Og noget tyder på, at de ord ikke var lige så tomme som de kalorier, hans absolutte yndlingsspise indeholder.

Mindst én om dagen i 46 år
Besættelsen begyndte tilbage i 1972, hvor Don Gorske fejrede et bilkøb med tre Big Mac-burgere, som han fandt så delikate, at han havde fortæret yderligere seks styks, inden dagen var omme.

Her sætter Don Gorske tænderne i sin burger nummer 18.000 i 2001. Foto: AP
Her sætter Don Gorske tænderne i sin burger nummer 18.000 i 2001. Foto: AP
 

Don Gorske er nu 64 år gammel, og på de 46 år, der er gået siden det hele begyndte i hans sene teenageår, har han spist mindst én Big Mac-burger hver eneste dag. Kvitteringerne har han beholdt som bevis. Nu har han rundet sine første 30.000 Big Macs - og han er stadig sulten, siger han til New York Post.

- Jeg elsker bøfferne, jeg elsker saucen, jeg kan ikke få nok af det, siger Don Gorske til mediet to dage efter, at han spiste den skelsættende burger nummer tredive tusind på en lokal McDonald’s-restaurant nær sit hjem. Det næste mål er at nå op på 40.000, og han vurderer, at det vil tage ham 14 år yderligere at nå dertil.

Foto: AP
Foto: AP
 

- Jeg er rask som en hest. Jeg vejer 190 pund (86 kilo, red.) og mit kolesteroltal er 165 (milligram per deciliter - svarer til 4,2 millimol pr. liter, som man måler det efter i Danmark, red.), forsikrer den pensionerede fængselsbetjent.

Spiser mere frugt og grønt
Don Gorske fortæller, at han hver mandag køber seks Big Macs, spiser to af dem med det samme, og gemmer resten i køleskabet, indtil han får lyst til dem. Om torsdagen vender han tilbage til McDonald's og køber otte mere, og så starter proceduren forfra.

Burgerne udgør ifølge ham omkring 90 procent af hans diæt. Derudover spiser han også dagligt en frugt-yoghurt, som han også køber på McDonald’s. Navnlig fordi hans kone var efter ham for at få ham til at spise noget mere frugt og grønt.

Don Gorske blev i første omgang kendt for sin Big Mac-afhængighed i 2004, hvor han medvirkede i dokumentaren Super Size Me.

Se Don Gorske sætte tænderne i sin Big Mac nummer 30.000 i klippet over artiklen.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen