Statens kunstmuseum står bag nøgenplakat

- Arabisk bliver jo brugt til meget andet end dødstrusler, lyder det fra Statens Museum for Kunst, der har ophængt mystiske plakater af en topløs kvinde og arabisk skrift

(Foto: Anthon Unger)
(Foto: Anthon Unger)

Det er hverken salafister eller repræsentanter for terror-celler, der har hængt plakater med en topløs kvinde og arabisk tekst op i København.

ekstrabladetdk's læsere har allerede afdækket, at der er tale om et kunstværk fra '96 af Jens Haaning, og i dag fik endnu en læser os nærmere sandheden i historien.

'Plakaterne er kommet op igen fordi Statens Museum for Kunst netop har købt værket,' skrev Michael T tidligere i dag.

Og hos Statens Museum for Kunst kryber de straks til korset og erkender.

- Jeg kan bekræfte, at det er os, der er afsender Det er et værk, vi for nylig har købt, siger talsmand Jakob Fibiger Andreasen til ekstrabladetdk.

Ikke dødstrusler
Værket 'Arabic Jokes' blev første gang hængt op på Vesterbro i 1996.

For etnisk danske øjne er de arabiske vittigheder totalt uforståelige og blev af mange tolket som trusler eller formaninger.

- Man kan sige, at siden '96 har vi både haft 11 september og Muhammed-tegningerne, og for mange kan det føles som om, at arabisk skrift i sig selv er truende. Men arabisk bliver nu engang brugt til andet og langt mere end dødstrusler, siger Jakob Fibiger Andreasen.

- Det her er ikke dødstrusler eller religiøse formaninger. Det her er vittigheder fra dagligdagen, ligesom Side 9-pigen er en del af det danske dagligdagsrum.

Dejligt med reaktioner
I slutningen af marts vil det blive vist frem som en del af en udstilling på Statens Museum for Kunst, der allerede har hængt omkring 200 af plakaterne op i hovedstaden.

- Faktisk er det en plakat, der på mange måder ekskluderer etniske danskere.

Som etnisk dansk forstår man ikke de her jokes og kan ikke læse sig frem til det, siger Jakob Fibiger Andreasen.

- Men det dejligt at høre, at det vækker nysgerrighed og sætter tankerne i gang.

Statens Museum for Kunst fortæller af princip aldrig, hvor meget de har betalt for kunstværkerne.

1 af 5 Kunstneren Jens Haaning har oprindeligt lavet plakaterne. (Foto: Mads Nissen/POLFOTO)
2 af 5 (Foto: Anthon Unger)
3 af 5 (Læserfoto indsendt på 1224)
4 af 5 De arabiske vittigheder er sort snak for mange - selv når de er oversat til dansk. (Foto: Anthon Unger, Grafik: Magnus Bjerg)
5 af 5 (Foto: Anthon Unger)
0 kommentarer
Vis kommentarer