Overlæge: Svensk snegumler er utrolig

En svensk mand sad sneet inde i sin bil i otte uger uden mad, men hvordan er det lykkedes ham at overleve?

Overlæge på Rigshospitalet Ernæringsenhed, Jens Kondrup, finder det utroligt, at en svensk mand har overlevet to måneder i en bil i bidende kulde. (Foto: Patrick Trädgårdh/Aftonbladet)
Overlæge på Rigshospitalet Ernæringsenhed, Jens Kondrup, finder det utroligt, at en svensk mand har overlevet to måneder i en bil i bidende kulde. (Foto: Patrick Trädgårdh/Aftonbladet)

I Sverige er en 45-årig mand blevet reddet ud af en bil, som han har været sneet inde i siden den 19. december sidste år. Han har ikke haft adgang til mad og har derfor ifølge ham selv overlevet ved at spise sne.

Men hvordan kan det lade sig gøre at overleve så længe uden mad?

- Det er ret utroligt, at han har overlevet det. Det var ikke gået meget længere. Det kan være, fordi han har været overvægtig før episoden. Jo større fedtdepoter, jo længere kan man holde, vurderer Jens Kondrup, overlæge på Rigshospitalet Ernæringsenhed.

Politiet tror på manden
Der foreligger dog ingen oplysninger om, hvordan mandens vægttilstand var, før han blev fanget i sneen.

Politiet i regionen tror på mandens historie, da bilen stod på en vej, hvor der ikke har kørt sneplove i vinter, skriver avisen Västerbottens-Kuriren.

LÆS OGSÅ:

Se også: Lå to måneder i indesneet bil

Overlægen henviser til en nordirsk sag fra 1980'erne, hvor omkring 25 IRA-fanger indledte en sultestrejke. Vand og salt var det eneste, de indtog.

- 40 procent af dem var døde efter to en halv måned. Det er noget af det sikreste viden, man har om, hvor længe man kan leve uden mad, siger Jens Kondrup.

- Han var kun 'skind og ben'
Specielt salt er vigtig, hvis man i en længere periode ikke har adgang til mad, fordi det binder mineralerne inde i kroppen.

Da redningstjenesten ankom, kunne den konstatere, at manden i bilen var komplet udtæret og afmattet, men i live.

- Han har levet af lidt sne og vand. Han var 'kun skind og ben', da han blev fundet, siger talsmand for politiet Ebbe Nyberg til det svenske nyhedsbureau TT.

Manden er nu under behandling på Norrlands universitetshospital i Umeå.

0 kommentarer
Vis kommentarer