Da Dansktoppen rockede for første gang

Shu-Bi-Dua's 'Fed rock' banede vejen for rockmusik på Dansktoppen

'Hvis du går og tænker på, at spørge mig .....'

Så kan jeg fortælle dig, at det netop i disse dage er 38 år siden at Shu-Bi-Dua's 'Fed rock' indtog Dansktoppen. Når dette faktum er værd at bemærke skyldes det, at det her reelt var første gang, at et 'rocknummer' blandede sig med den danske hitlistes refræn- og slagertradition - hvor hvide måger og ditto duer ellers prægede løjerne og listen.

'Rock på dansktoppen'
Sådan lød overskriften i Ekstra Bladets omtale af den skelsættende begivenhed. Ekstra Bladet hæftede sig i øvrigt også ved, at det faktisk var anden gang, at Shu-Bi-Dua havde fået en sang testet til Dansktoppen.

Den første sang: 'Tynd blues' havde dog ikke fundet plads på selve listen. Men hvad den tynde blues ikke magtede, klarede den fede rock altså.

Tilbage i 1973 havde Dansktoppen kun eksisteret i små 5 år - og i den forgange periode havde det været uhyre småt med rock/beatmusik på den populære radioliste.

Det skriver forskningsbibliotekar Henrik Smith-Sivertsen på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside.Forskningsbibliotekaren har specialiseret sig i populærmusikkens historie, og fortæller bl.a. om den stærke utilfredshed blandt datidens beatmusikere, som den 'bløde' Dansktop afstedkom: - Dansktoppen forekom at være for særlige kunstnere, temaer og stilarter.

Sultestrejke
Skåret ind til benet handlede rockmusikernes vrede vel især om, at adgangen til Dansktoppen samtidig var en adgangsbillet til større indtægter - via mere radiotid og dermed typisk også et øget pladesalg.

Året forinden - I juni 1972 - havde foreningen ’Dansk Beat’ - med gruppen Gasolin’ i spidsen arrangeret en hel halv times sultestrejke foran Radiohuset. Deres eneste formål var, at få beatmusikken på Dansktoppen.

Som Gasolins karismatiske forsanger Kim Larsen senere formulerede det, udsprang kritikken af en irritation over, at: - 'Tingene var skilt op i båse. Og så siger man lige pludselig til sig selv: Hvad er det for noget pjat? Hvorfor kan man ikke give sig selv ærligt på Dansktoppen? Med de elektriske ting, man har?'.

Forskningsbibliotekar Henrik Smith-Sivertsen har også kigget dybt i Dansktoppens repertoirelister fra 1968-1973 og kan bekræfte, at Dansktoppen på daværende tidspunkt likke havde ører for rockmusikken.

Peter Bellis ’Tapre Bjørn’ fra 1969 og John Mogensens ’Fut i fejemøjet’ fra 1971 havde indtil Shu-Bi-Duas gennembrud været det mest rockede på Dansktoppen.

Satte fut i ...
Og som Smith-Sivertsen uddyber: - At John Mogensen så afslutter ’Fut i fejemøjet’ med at synge ’Shu-bi-dua’ er et tilfældigt sammenfald. Men faktum er, at det var gruppen med netop dette navn, som for alvor bragte ’elektriske ting’ ind på Dansktoppen.

Ifølge Ekstra Bladets artikel fra juni1973 var Shu-Bi-Dua's forsanger Michael Bundesen glad for placeringen på Dansktoppen - og syntes det var vidunderligt, at ’Fed rock’ så ud til at skulle blive et hit.

Det blev den da også med tiden - selv om den faktisk kun fik to sølle uger på Dansktoppen. Det var dog nok til, at sikre 'Fed rock' en placering på Top 30, som salgslisten hed på daværende tidspunkt. 6 uger og en 14. plads som bedste placering fik sangen.

Her 38 år efter ville Shu-Bi-Dua's gennembrudssang næppe blive kategoriseret som rock - men ganske fed var den da!

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere