Kørte 500 kilometer forkert

En ung gratist endte i et helt andet land, da han skjulte sig i en lastbil.

En blot ti år gammel knægt fra Bolivia gemte sig i en lastbil for at sikre sig et gratis lift.

Han troede formenligt, at det var dagens scoop.

I stedet røg den unge laban på slemme afveje: For lastbilen kørte ikke bare i den forkerte retning; den kørte over bjergene og helt ud af landet. 500 kilometer borte.

Det skriver Herald Sun.

Tre dage i lastrummet
Den blinde passager røg på en tur hen over de legendariske Andesbjerge i Sydamerika. Faktisk nåede bjergruten, som han tilbagelagde fra sit skjul i bilen, helt op i 3000 meters højde.

Drengen, som hedder Franklin Villca, gemte sig i lastvognen i den bolivianske by Oruro og satsede på, at den ville bringe ham til Cochabamba, hvor hans mor åbenbart sidder i fængsel.

I stedet endte han i et helt andet land, nemlig Chile, efter en tredage lang rejse i lastrummet på en vogn, der transporterede mineraler.

- Jeg ville bare se min mor, fortæller drengen til den chilenske tv-kanal TVN.

Da han langt om længe hoppede af lastbilen, gik han rundt i gaderne, indtil en kvinde fik medlidenhed med ham og bragte unge Franklin med hjem.

Her bliver han nu angiveligt, indtil myndighederne får ham hjem igen.

0 kommentarer
Vis kommentarer