Studerende fandt 60 millioner i skuffe

En kvinde i Australien manglede penge, og kom i tanke om nogle gamle lottokuponer. Dem indløste hun - og fik 60 millioner kroner udbetalt

Der var gevinst på en lotteriseddel for en heldig australsk kvinde. (Foto: AP)
Der var gevinst på en lotteriseddel for en heldig australsk kvinde. (Foto: AP)

Der var lavvande i kassen hos en australsk studine i denne uge. Og når man mangler penge, virker hukommelsen nogle gange bedre.

Studinen kom derfor i tanke om, at hun havde en lille stak gamle lottokuponer liggende i en skuffe, og traskede ned til kiosken for at se, om hun var heldig at få et par håndører ud af det, skriver cnn.com.

Da de første par kuponer var kørt igennem, stod der i omegnen af 100 kroner på skærmen, og den glade vinder jublede.

En kupon mere, og så var beløbet 60 millioner kroner.

Tæt på udløb
Den kupon var hele ti måneder gammel, og medierne i Australien har flere gange undret sig over, hvem den mystiske vinder af summen mon var - ikke mindst fordi australske lotterigevinster udløber efter et år, og det altså var i sidste øjeblik, at den australske kvinde indløste sin gevinst.

De mange millioner bliver dog ikke brugt med det samme, fortæller kvinden, der ønsker at være anonym.

- Jeg vil tage hånd om folk tæt på mig, og jeg giver måske noget til forskning eller velgørenhed af en art, fortæller hun til Lotterywest, det australske lotto-selskab, som hun vandt de mange penge hos.

0 kommentarer
Vis kommentarer