Fandt kongeboa under kommoden

En familie i Lyngs på Thyholm fandt lørdag en 180 cm lang kongeboa i deres stue. Og familien er blevet så glad for deres nye husdyr, at de har valgt at beholde den

En kongeboa kan blive 2,5 meter lang og op til 50 år. (Foto: AP)
En kongeboa kan blive 2,5 meter lang og op til 50 år. (Foto: AP)

En familie i landsbyen Lyngs på Thyholm spærrede øjnene op, da de lørdag opdagede en 180 cm lang gæst under kommoden i deres stue. Det skriver TV2 Midt/Vest i dag.

En kongeboa havde lagt sig til rette i familiens hjem, men hvordan slangen er kommet ind, og hvorfra den stammer, ved familien ikke.

- Der er ingen af naboerne, der holder slanger, siger Tina Klaus til tv-stationen.

Hun fandt straks et akvarium frem og fandt føde til kvælerslangen, som var tør og udmattet.

- Slangen lever normalt i Sydamerika, og den kan derfor ikke overleve længe ude i de kolde danske vintermåneder, så den kan ikke være kommet langt af sig selv, siger zoolog ved Jesperhus Junglezoo til TV2 Midt/Vest.

Da endnu ingen har efterlyst slangen, har familien, som allerede er blevet meget glad for deres nye beboer, valgt at beholde den.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere