Forskere slog verdens ældste dyr ihjel

Muslingen 'Ming' blev 507 år. Og så blev den dræbt. - Vi tog fejl, lyder det fra havforsker fra Bangor Universitet

Foto: Bangor University
Foto: Bangor University

Man kan ikke lave en omelet uden at ødelægge æg.

Og man kan åbenbart ikke være havforsker uden at slå dyr ihjel.

Muslingen 'Ming' blev fundet af forskere fra engelske Bangor University - og det kostede den livet.

'Ming' er født i 1499 og kunne dermed regnes som verdens ældste dyr - men kan altså ikke blive ældre.

- Vi havde ingen anelse om, at dyret var så gammelt før det var for sent, siger havfrosker Paul Butler, der stod bag projektet, ifølge NordicScience.

Oprindelig anslog forskerne 'Ming' til at være sølle 405 år, men da de slog den ihjel i 2006 kunne de begynde på undersøgelserne af alderen.

Muslinger danner - ligesom andre skaldyr - årringe, som vi også kender det fra træer. Man er altså nødt til at skære den igennem for at kunne fastslå alderen.

507 år
Den er nu fastslået til imponerende 507 år og muslingen anses for at være det ældste dyr på jorden - altså indtil forskerne fiskede den op fra havbunden ved Island.

- Vi tog fejl, og var måske lidt hurtige til at publicere vores fund, siger Paul Butler om de første udmeldinger.

For forskere er det ikke normalt et problem at vente i årevis med at offentliggøre, hvad de har fundet ud af.

De indsamlede cirka 200 muslinger for at kunne fastslå hav-temperaturerne gennem tiderne. Det kan nemlig også aflæses af årringene.

- Det er ikke usandsynligt, at fiskere fanger muslinger, der er lige så gamle eller ældre, uden de ved det, siger havforskeren.

Verdens største østers
For ganske nyligt kunne Vadehavscenteret søge om, at en gigantisk østers der er fundet i Vadehavet, kan optages i Guiness Rekordbog og kåres som verdens største.

Den vejer mere end to kilo og måler 35 cm i diameter. Man forventer at kunne holde den i live en tre-fire måneder endnu. Først på det tidspunkt skal den 'under saven', så alderen kan fastslås.

Men det ventes at der er tale om en yngling på kun omkring de tyve år.

Så den kan ikke prale af - aldersmæssigt - at komme i nærheden af 'Ming'.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere