Beskidt trick: Sådan får du gratis McDonald's i drive-in'en

'Do not try this at home': Australiere sætter McDonald's kundehåndtering på prøve og skaffer sig med et beskidt, men nemt lille trick gratis mad – og det virker hver gang. Se klippet

Det kan ikke være intern kommunikation, medarbejderne hos McDonald's har mest fokus på. Eller for den sags skyld at tage imod betaling for den fastfood, de langer over disken.

I hvert fald lykkes det 'every single time' (hver eneste gang, red.) en gruppe drenge at slippe gennem familierestaurantens drive-in med cola og burgere i favnen og uden at betale en eneste øre for det, som videoen herover på fornemmeste vis demonstrerer.

YouTube-australiere bag
Det er den australske stunt/comedy-gruppe 'Children of Poseidon', der står bag det uartige trick, der formentlig ikke skaffer d'herrer noget besøg fra julemanden i år.

Til gengæld kan de altså mæske sig i gratis fastfood. Og så er det spørgsmålet, om det egentlig ikke passer dem ganske fint.

Nemt trick
Ved indkørslen til drive-in'en bestiller føreren lidt forskelligt fra menuen, kører frem til betalingsvinduet og lader som om, han er kommet til at forlægge sin pung og penge.

Efter en tid bliver han og medarbejderen enige om, at 'så må føreren nøjes med noget vand' og fortsætter frem til næste vindue.

Her skulle man tro, at medarbejderne befandt sig så tæt på hinanden, at de trods alt skulle være i stand til at kommunikere, at kunden ikke skal have andet end vand udleveret. Bare ikke på McDonald's, for hver gang har australierne held med at få bestillingen med sig.

Se tricket, som vi selvfølgelig ikke kan anbefale, at man efterligner, over artiklen!

0 kommentarer
Vis kommentarer