Nu er den mystiske mand identificeret

Den mystiske 'John Smith', der ikke ved hvem han selv er, er blevet identificeret

Der er ikke længere grund til at kalde denne mand 'John Smith'. Han har nemlig fået sit rigtige navn tilbage. (POLITIFOTO)
Der er ikke længere grund til at kalde denne mand 'John Smith'. Han har nemlig fået sit rigtige navn tilbage. (POLITIFOTO)

I december måned blev en mand i 20'erne fundet i en snedrive i Oslo. Ingen vidste, hvem manden var - heller ikke ham selv, på grund af et usædvanligt tilfælde af hukommelsestab.

Se også: Fundet i norsk snedrive: Ingen ved hvem han er

Efter fire måneders uvidenhed er det dog nu lykkedes norsk politi at finde frem til mandens identitet. Det skriver VG.

- Vi har via Interpol fået identificeret manden som en tjekkisk statsborger, siger vagtchefen ved kriminalpolitiet, Øyvind Torgersen til VG.

Politiet oplyser, at det tjekkiske politi har været på besøg hos mandens forældre, som har bekræftet identiteten. Manden selv er også blevet oplyst om identificeringen.

'John Smith' - et navn han inden længe kan lægge bag sig - husker intet af, hvad der er gået forud for, at han blev fundet i snedriven i Oslo. Han kunne derfor hverken huske sit eget navn, hvor han kom fra eller hvad han lavede i Oslo.

Forstår adskillige sprog
Manden, der altså har tilbragt de sidste fire måneder forskellige steder i Oslo, taler engelsk med en østeuropæisk accent og forstår både polsk, russisk, tjekkisk og slovakisk. Politiet forventede derfor at finde hans familie i et østeuropæisk land, hvilket de altså fik ret i.

Den nu identificerede mand talte tidligere onsdag med norske TV2, hvor han fortalte om det øjeblik, han vågnede op på sygehuset efter at være blevet fundet i snedriven.

- Jeg tænkte med det samme, at noget forfærdeligt var sket, men jeg var lykkelig over at være i live, sagde han.

Selvom han ikke selv vidste, hvem han var, gættede han på, at han havde levet et normalt liv, og at han var veluddannet.

- Jeg er veltrænet, og eftersom jeg snakker flere sprog, tror jeg at jeg har en højere uddannelse. Jeg drømmer på engelsk, tænker på engelsk og snakker godt engelsk, selvom jeg har accent, sagde han.

Han mener selv, at han må være blevet bedøvet og fragtet til Norge af ukendte gerningsmænd.

Det norske politi har ikke ønsket at komme med nærmere oplysninger om, hvem manden er, og hvordan han har reageret på at få sin identitet at vide.

0 kommentarer
Vis kommentarer