Mand mobbede handicappede børn: Her er hans straf

62-årige Edmond Aviv blev tvunget til offentligt at proklamere, at han er en bølle

Dette er straffen for at mobbe naboens børn. Til stor glæde for forbipasserende biler, der lystigt har dyttet ad manden. (Foto: AP)
Dette er straffen for at mobbe naboens børn. Til stor glæde for forbipasserende biler, der lystigt har dyttet ad manden. (Foto: AP)

Hvis du hører til den gruppe, der ikke mener, at fængselsstraf har nogen nævneværdig effekt på de indsatte, er du måske enig i den straf, en dommer i South Euclid i den amerikanske delstat Ohio har tildelt 62-årige Edmond Aviv.

Efter gennem 15 år at have tyranniseret sin nabo, blev Edmond Aviv nemlig dømt til søndag morgen at skulle sætte sig i vejkanten med et skilt, hvor han proklamerede sin mobbe-status. Det skriver cleveland.com.

Således sad han fra klokken 8.57 med skiltet 'Jeg er en bølle. Jeg driller handicappede børn, og jeg er intolerant over for dem, der er anderledes end mig selv. Mine handlinger reflekterer ikke en påskønnelse af det mangfoldige South Euclid-samfund, som jeg bor i.'

Smurte lort på rampe
Naboen Sandra Pugh, som de hårde mobberier er gået ud over, har to voksne udviklingshæmmede børn, en demens-ramt mand og en søn, der er lammet. Huset har derfor fået bygget en special-rampe til kørestole, og det er blandt andet den, som Edmond Aviv ifølge dommen ikke har formået at acceptere.

Blandt andet har han ved en enkelt lejlighed smurt hundelort på rampen, ligesom han har kastet lort på forruden af kvindens søns bil.

Derudover har den 62-årige bølle spyttet på sin nabo og kaldt hende for 'abe-mor', da hun på et tidspunkt stod med sine to handicappede sorte børn.

Sagsøgte for dårlig lugt
Den aktuelle sag er langt fra første gang, de stridende naboer har været i kontakt med retssystemet. I 2010 forsøgte Edmond Aviv nemlig at sagsøge naboen, fordi han var generet af lugten fra udluftningskanalen fra hendes tørretumbler. Den sag blev dog droppet.

Til gengæld er han to gange tidligere blevet straffet for uoverensstemmelser med naboerne.

Udover at skulle sidde i fem timer i vejkanten med et skilt, er han dømt til at tilbringe 15 dage i fængsel med syv måneders prøvetid foruden 100 timers samfundstjeneste og et kursus i vredekontrol.

Endelig blev han dømt til at skrive et undskyldende brev til naboen.

- Jeg vil gerne oprigtigt undskylde min irrationelle opførsel mod dit hus og dine børns sikkerhed. Jeg kan forstå ,at mine handlinger kan have forårsaget skade, men det tænkte jeg ikke rigtig over på tidspunktet, skrev han blandt andet.

0 kommentarer
Vis kommentarer