TV: Mystisk røgring på himlen over England

16-årig pige fanger usædvanligt fænomen på video

En 16-årig pige i den engelske kurbadsby Leamington Spa observerede for nyligt et højst usædvanligt fænomen på himlen, som hun var kvik nok til at fange på video.

I videoen, som du kan se over artiklen, kan man se en stor, sort røgring, som svæver langsomt over himlen.

Videoen blev lagt på Youtube den 13. april, og er blevet set af over en million nysgerrige internetbrugere, som nu ivrigt diskuterer hvad fænomenet skyldes.

Blandt brugerne er der naturligvis tilhængere af forskellige UFO-teorier, mens andre har mere kreative bud på årsagen til den store røgring. Blandt andet bliver der luftet teorier om kæderygning og insektsværme, men der er også mere realistiske forklaringer iblandt.

En mulig forklaring kunne være, at det er en røgring, som stammer fra en stor udstødning, ligesom den du kan se i klip to over artiklen.

Et andet bud lyder på, at røgringen stammer fra en eksploderende transformatorstation. Se hvordan en eksploderende transformator ser ud i klip tre over artiklen.

Endelig er der den mulighed, at røgringen stammer fra pyroteknik. Buddet kommer fra en talsperson for det nærliggende middelalderslot Warwick Castle, som er storforbruger af den slags.

- Som en del af fejringen af vores 1100 års jubilæum i år, har vi afprøvet flere ildeffekter, som skal forbedre vores daglige Trebuchet Fireball Spectacular show. Vi har set en del forskellige effekter, inklusiv dem på billederne, fortæller talspersonen fra Warwick Castle til Leamington Spa Courier.

Hvad tror du er årsagen til den mystiske røgring? Giv dit bud i kommentarfeltet!

0 kommentarer
Vis kommentarer