Mand indrømmede drab på konen i datingshow

En tyrkisk mands brutale ærlighed chokerede publikummet i et tv-program

Tv-værten i 'Luck of the Draw' måtte tage sig til hovedet, da Sefer Calinak (th) fortalte historien, om hvordan han dræbte sin kone og sin elskerinde. (Screendump fra Flash TV)
Tv-værten i 'Luck of the Draw' måtte tage sig til hovedet, da Sefer Calinak (th) fortalte historien, om hvordan han dræbte sin kone og sin elskerinde. (Screendump fra Flash TV)

Et forsøg på at finde kærligheden i et datingshow endte brat for tyrkiske Sefer Calinak.

Den 62-årige mand blev nemlig bedt om at forlade programmet øjeblikkeligt, efter han åbent fortalte om sin dystre fortid.

Det skriver The Guardian.

Sefer Calinak, der deltog i 'Luck of the Draw' for at finde sig en ny kæreste, fortalte ærligt, hvordan han tidligere havde slået både sin kone og sin elskerinde ihjel - to drab, som han for nylig var blevet løsladt for, forklarede han.

- Jeg er en ærlig person, der leder efter en ny kone, sagde 62-årige Calinak, inden han kastede sig ud i indrømmelserne. Han fortalte blandt andet, at han havde dræbt konen, fordi hendes opførsel irriterede ham, mens elskerinden måtte lade livet, fordi han mente, hun var ude efter hans penge.

Bekendelsen skete foran en fyldt sal med publikummer, og den dømte drabsmand blev hurtigt herefter bedt om at forlade programmet af værten. Beslutningen om at smide ham ud af programmet øjeblikkeligt blev mødt af klapsalver fra publikum.

0 kommentarer
Vis kommentarer