Familiestrid til 30 millioner

Tys-tys-aktion lægger Bent Fabricius-Bjerres svigersøn på is

I dyb hemmelighed har Matador-komponisten, 75-årige Bent Fabricius-Bjerre, betalt omkring 30 millioner kontant for at få en aktiegave til sin pap-datter, lægen Helle og hendes mand, advokat Michael Vilhelm Nielsen, retur.

Det har været prisen for at bilægge en familiestrid, der har stået på i fire-fem år, og som det har været vigtigt at holde lav profil med, fordi Anne og Bent Fabricius-Bjerre gerne vil bevare det offentlige billede af at tilhøre en idyllisk familie.

Udadtil er Bent Fabricius-Bjerre kendt som den dygtige musiker og komponist. Færre kender ham som den måske lidt kontante forretningsmand. Men familien kender ham som den store velgører.

Ingen kommentarer
Bent Fabricius-Bjerre har ikke blot givet sine egne børn værdifulde aktieposter i holdingselskabet Metorion, der ejer 12 forskellige selskaber og har ejendomme for 140 millioner. Han forærede også en aktiepost på 12,9 pct. til sin pap-svigersøn, den 47-årige advokat Michael Vilhelm Nielsen, der kom ind i familien og forretningerne, fordi han er gift med læge Helle Warnøe, en datter fra hustruen Anne Fabricius-Bjerres første ægteskab med læge Ole Warnøe.

Inden for det seneste par måneder er denne aktiepost solgt af Michael Vilhelm Nielsen. På grund af hans tidligere status som Metronome-direktør i fire år var det ham og ikke Helle, der stod som ejer af aktierne. Køberen er Metorion Holding. Købsprisen er camoufleret i det offentligt tilgængelige regnskab, men den kan pejles til at ligge omkring 30 millioner.

Vejene skilles
Bent Fabricius-Bjerre holder ferie på Mallorca, hvor han har modtaget en e-mail med anmodning om kommentarer til Ekstra Bladets oplysninger. Han har ikke besvaret henvendelsen.

Advokat Michael Vilhelm Nielsen er på ferie i Italien, hvor han har fået samme opfordring. Men uden resultat.
En stribe registreringer i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen taler dog for sig selv.

I 1996 forlod Michael Vilhelm Nielsen pludselig alle de poster i den daværende Metronome-koncern, hvor Bent Fabricius-Bjerre havde sat ham ind som direktør/bestyrelsesmedlem. Bent Fabricius' succesfulde tv-selskab blev solgt, så personskifter var naturlige, men hvis alt omkring salget havde været lutter idyl mellem komponisten og advokaten, så havde Bent Fabricius-Bjerre haft rigeligt arbejde til en jurist. Det ville faktisk være en stor fordel at kunne bruge Michael Vilhelm Hansen.

Bent Fabricius-Bjerre er nemlig ikke den store ynder af offentlighed omkring forretninger, som efter salget af tv-selskabet har udviklet sig stærkt, fordi der pludselig blev 100 millioner at arbejde videre med.

Men det gik anderledes. Michael Vilhelm Nielsen har i dag nogle forholdsvis beskedne bestyrelsesposter, f.eks. i modefirmaet Bitte Kai Rand og Johannes Rasmussens store vognmandsforretning i Svebølle.

Dygtig matador
Konklusionen er, at der er gået et eller andet galt mellem Bent Fabricius- Bjerre og den pap-svigersøn, han ellers behandlede så flot.

Michael Vilhelm Hansen har solgt aktierne tilbage, selv om udviklingen siden salget af tv-selskabet ellers har vist, at de kan komme til at kaste millioner af sig i årlige indtægter.

Enhver fornuftig bank-rådgiver ville sige: Behold aktierne.
Bent Fabricius-Bjerre har i praksis lært lidt mere om at være matador - den berømte tv-serie, han skrev kendingsmelodien til, og hvor der sideløbende med forretningerne var rigeligt med private opgør.
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere